Vi har i den sidste Tid oplevet, at en Række af Kvindeforeninger har sluttet sig sammen for at protestere mod Vinduesudstillingerne i Strøgets Stormagasiner.

Byen, dirrede nogle Dage af Indignation.

Dragterne, der var udstillet paa Mannequiner, var Skøgedragter, og der blev skrevet om det i alle Blade, dels ud fra en oprigtig Indignation, dels for at tage det Nummer med paa Dagsordenen og saa gaa videre til det næste.

Der var dem, der sagde, at saadan er det efter en Krig. Sæder og Moral gaar i Forfald - deraf de uanstæn­dige Dragter og den øvrige Laden staa til, som vi daglig har for Øje og ser Følgerne af - overfyldte Hospitaler, overfyldte Nervekliniker, Raab paa Hjem for forbryderisk Ungdom o. s. v. o. s. v. - Følgen af Krig – der er ikke noget at gøre ved den Ting, det trækker sig i Lave.

Saa let slipper vi ikke fra det.

Enhver, der føler Ængstelse i sit Hjerte for, hvor al Uvederheftigheden og Lastefuldheden i Tiden fører hen, bør træde til med Hjælp, og selv de af os, der ikke har stor Tro til Protesters Resultater, vi maa forstaa, at naar disse Protester er frem­kommet, saa ligger der bag dem en redelig Vilje og en redelig Tro til, at ogsaa ad den Vej kan noget udrettes. (Det siges iøvrigt, at de nuværende Udstillinger paa Støget har Præg af Protest-Paavirkning).

Men det forekommer os i øvrigt ret tilfældigt, naar der er blevet slaaet ned paa dette enkelte Punkt, der kun er og bliver en lille Ting imod den øv­rige Fordærvelse, der undergraver vort Samfund - vi henviser blot til de snart utallige Varietéer, hvor de samme Dragter, i ethvert Fald nøjag­tig de samme, hvad uanstændigt Snit angaar, bæres af Kvinder, for hvis Erhverv det saa at sige er en Nødvendighed at være klædt saadan paa. I ethvert Tilfælde forpligter de fremkomne Protester til at gaa videre og forpligter til at søge Ondet ved Ro­den - gaa til Forældre og Opdragere og skræmme dem.

Det er Hjemmene, der maa rejse sig i Protest mod den Aand, der vil snigløbe de unges legemlige og aandelige Sundhed - Hjemmene i alle Samfundslag.

Netop i disse Dage er der paa det nye Finanslovforslag bevilliget en Sum paa 50,000 Kr. til at erhverve „Amstrup Pakhus” ved Horsensfjord. Bygningen er blevet overflødig til An­vendelse for sit tidligere Brug. Endnu er det ikke afgjort, om den skal omdannes til Opdragelsesanstalt for Drenge eller Piger.

Overværgeraadets Formand, Overretsassessor Bruun har udtalt, at vel trænges der til en Opdragelsesanstalt for Drenge, men i endnu højere Grad er det nødvendigt, at der oprettes en Anstalt for Piger.

„Der gaar ikke en Uge”, siger Overretsassessoren, „uden at vi har en Sag med unge Piger, der er blevet ødelagt af de frygtelige Forhold paa Langelinie, og desværre er disse For­hold jo langt fra forbi endnu…. Og det sørgelige er, at her er Tale om Piger i alle Aldre, som er blevet øde­lagt af deres Samkvem med de frem­mede Søfolk. Mange af dem er ikke andet end Tøse paa 13-14 Aar. Og saa maa man endda huske, at det er ikke alle de Piger, der fører det sør­gelige Liv, som Værgeraadet faar med at gøre; men vi har desværre ogsaa tilstrækkeligt mange.”

Dette er ikke alt, hvad Over retsas­sessor Bruun har at sige om den Ting; hans Ord er haarde, naar han hævder:

„Man kan nok tale om en demoraliseret Ungdom, men det er dog Mø­drene, der først og fremmest har Skylden. Taler man med Mødrene, hø­rer vi altid den samme Historie: - Jeg sagde til hende, at hun skulde være, hjemme K1. 8, men hun kom ikke før

Kl. l. Børn er forkælede og faar Lov til at raade sig selv i en langt højere Grad, end det kendtes den Gang vi var unge.”

Saadan taler en Mand, der bedre end de fleste kender de Forhold, hvor under saa mange iblandt vor Ungdom gaar til Grunde. Men vi maa ikke tro, at det kun er i de Samfunds­lag, hvor Værgeraadet kaldes til Hjælp, at det staar galt til; mangen en Overklasse-Moder har siddet med Hjertet i Halsen, naar hendes Datter dansede paa Byens fine Hoteller med fremmede Officerer; hun kendte dem end ikke af Navn, men hendes Ind­blanding endsige hendes Nærværelse taaltes ikke af hendes unge Datter.

I den Protest, Husmoderforeningen i Anledning af Vinduesudstillingerne, hed det, at „det danske Folk er for godt” til, at noget saadant skulde bydes os.

Det er dog vist at gøre denne Side­linje af en uhyre sammensat Sag vel omfattende, og hvad vor Hovedstad angaar, da kan vi rolig gaa ud fra, at her, som med saa meget andet, gælder det - vi har de Vinduesudstillinger, vi fortjener - det er Publikum og - Hjemmene, der bestemmer.