|
af Axel Lundegård.
Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten.
Over Haven derude faldt Efteraars-Solens straalende Skær. Hun havde vendt Hovedet paa Puden for at kunne se ud.
Det var et magert Ansigt, som laa der; og det sorte, tynde og kortklippede Haar fremhævede endnu mere Hudens sygelige Bleghed. Omkring Munden hvilede der et Udtryk af Træthed, de blegrøde Læber var halvt aabne, og paa begge Sider af dem saa man de fine Ridser, som Smerten brænder ind i Huden. I skarp Kontrast hertil fremtraadte Pandens energiske Form, de tykke Øjenbryn, som syntes unaturlig sorte, og de store mørkeblaa Øjne, som forekom endnu større i de udtærede Omgivelser, og Blikket under de sorte Bryn havde dette Udtryk af haard, sammentrængt Kraft, som plejer at findes hos dem, der har lidt mere end andre.
Paa det mørkerøde Tæppe laa Hænderne, tynde og trætte. Hele Aarenettet skimtedes blaat under den hvide, gennemsigtige Hud
Værelset var lunt og gennemtrængt af en stærk Karbollugt. Der var fyret i Kakkelovnen om Morgenen; ti endskønt Dagene var varme og solrige, saa var Nætterne begyndt at blive kølige.
Hun saa ufravendt ud gennem Vinduet, og over hendes Træk laa der et svagt Skær af Lykke, saaledes som man kan faa det at se ogsaa hos et af svære, overstaaede Lidelser furet Ansigt - det er, som om det blev Solskin paa Dønningerne efter en Storm.
Det var ingen omhyggelig passet Have med revne Gange og fløjlsbløde Græsplæner, men en vild Park, fuld af Snerler og forvoksede Buske, hvis frodige Bladvækst tog Solskinnet fangen og kun kastede dybe Skygger bag ved sig. Men der fandtes i denne Yppighed noget vildt og kraftfuldt, som tiltalte hende. Der var ikke noget kunslet; det var den uforfalskede Natur i sin friske Oprindelighed.
Det eneste Spor, der kunde opdages af Menneskehænders Indgreb, var en Gruppe Georginer, opbundne ved grønmalede Stokke. Og de forsonede hendes Øje ved deres rige Farvepragt, som gik over i Sort, Rødt som det klareste Zinnober, Gult med Nuancer, saa bløde som Kanariefuglens Dun.
Hun elskede denne Have, saaledes som man elsker et levende Væsen, en beslægtet Natur. Denne vilde Frodighed var hende kær. Femten Gange havde hun set den grønnes og visne; og den havde været Vidne til hendes Livskamp.
Den laa der saa stille og ensom, afstængt fra Verden ved en Række tætvoksende Graner. Der udenfor var Horisonten vid, der luftede den friske Vind, og der lyste den straalende Sol - her inde var alting snævert og afspærret; kun i Træernes Kroner legede Vinden, og de forvoksede Buske skyggede for Solen. - Hvor megen Lighed var der dog ikke imellem den og hendes eget Liv! Hun var vokset op som en Vild. Hendes Fædrenegaard laa langt fra alfar Vej; der fandtes kun faa Standspersoner i Nærheden, og med dem, som der var, omgikkes man ikke. Moderen var pietistisk, Faderen lige det modsatte, en livsglad, kernesund Natur. Man paastod, at han var letsindig, men de fleste tilgav ham det, thi hans Letsindighed var saa elskværdig som et Barns Overmod.
(Fortsættes.)
| 
