|
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Oversat af Sofie Horten.
Fru Mariane von Droste stod ved Vinduet og saa ud over Kochel-Søen, ved hvis Bred hendes lille, venlige, hvide Hus laa, ikke ulig en Tærning, som man havde pyntet med en rød Hue. Paa den anden Side af Huset gik Landevejen, som førte fra Kochel-Sø til Walchen-Sø; den var kun lidet befærdet, og af Naboer var der ikke mange. Et Hus skimtedes hist og her i lang Afstand; selve Landsbyen laa langt borte bag en Række Høje paa den modsatte Bred af Søen; der var saaledes intet som helst, der forstyrrede Fru Marianes drømmende Blik.
Bag ved hende i Værelset, det var i Husets øvre Etage, gik nogen og ordnede ivrigt, men saa lydløst som muligt.
Et opmærksomt Øre vilde dog snart have bemærket, at den sagte Puslen ophørte, mens Fru Marianes Tanker dvælede i Fortiden og fuldstændigt havde glemt det nærværende; hun hørte derfor ikke den beskedne Rømmen bag ved sig.
„ Frue!” sagde tilsidst en bedende Stemme.
Fru Mariane sukkede dybt, løftede Hovedet og saa sig omkring med et svagt Smil: „Naa, det er dig, Anna, er du færdig?”
Det lille, trivelige, lyshaarede Menneske foldede sine Hænder over sit hvide Forklæde og saa sig med synlig Tilfredshed omkring i Værelset, som hendes flittige Hænder ikke alene havde bragt til at skinne af Renlighed og Orden, men ogsaa givet et sirligt og hyggeligt Præg.
Betrækket paa Sofaen og Stolene, Gardinerne og Draperierne over Sengen var altsammen af lyst, blomstret Sirts; omkring Spejlet slyngede sig en Guirlande af Grangrene, og paa Bordet stod en Skaal fyldt med Markblomster. Paa Kommoden var der opstillet en Masse elegant Nips af Krystal, Bronce og Plysch; det var vist ikke længe siden, at det havde ombyttet den store By med Bjærgensomheden her, ti det fortalte alt om den moderne Luksus. Paa Væggen hang to Qljemalerier, Brystbilleder i Legemsstørrelse; det ene forestillede en Mand i sin bedste Alder, med stort Skæg og iført Infanteri-Officers-Uniform; det andet en slank Dame med stolt Holdning, blegt Ansigt og mørke, næsten truende Øjne, men med et mildt Smil omkring Munden.
„Nej,” sagde Anna, idet hun paany betragtede det hende saa velbekendte Billede, „hvor det dog ligner Fruen! Men jeg kan ikke faa i mit Hoved, hvorfor Øjnene ser saa sorte ud - de skulde dog egentlig være blaa”
„Maaske Belysningen er Skyld deri eller maaske de tykke Øjenbryn,” mente Fru Mariane; i alt Fald ligner det godt, og Ottilie vil blive henrykt over, at Portrætterne fra nu af skal tilhøre hende.”
„Blot Ottilie ikke kommer til at kede sig her.” bemærkede Pigen. Man saa, at hun var vant til at betragte sit Herskabs Anliggender som sine egne.
Fru Mariane gjorde en afvisende Bevægelse med Hovedet, som om det var noget, hun ikke vilde høre Tale om.
„Den smukke Natur vil yde hende Adspredelse nok,” sagde hun langsomt.
„Om Vinteren kan hun da ikke nyde godt af den; og hvor dog i al Verden skal hun kunne komme paa Bal her, og hvor skal hun lære nogen at kende, saa hun en Gang kan blive gift?” spurgte Anna.
„Først,” sagde hendes Frue smilende, „først vil vi være glade over at faa hende hjem til os; hvor du har Hastværk med at faa den lille gift! Det haster slet ikke, og i Vinter vil det ogsaa være for tidligt at lade hende danse; hun skriver til mig, at hun i det sidste halve Aar er skudt saa højt i Vejret, og saa trænger hun til at blive plejet og være i Ro.”
„Aa,” sagde Pigen, dybt krænket paa Ottilies Vegne, „da Fruen var sytten Aar, var de allerede gift, og Ottilie skal absolut være et Barn endnu.”
Dermed gik hun sin Vej og rystede paa Hovedet, medens Fruen blev staaende og hviskede hen for sig, idet hun sukkede:
„Ja, hun er et Barn og - derfor lykkelig.”.
(Fortsættes.)
| 
