« Se emneord

Efter at Landstinget i Januar havde foretaget den mærkelige og lærerige Behandling af Lovforslagene om Kvindens Adgang til Skolekommissioner o. s. v. (Se „Kvinden og Samfundet” for Januar), naaede Folketinget den 4de Februar til 2den Behandling af Bajers Forslag om Kvinders Valgret ved kommunale Valg. Den lille Lov, om hvis Grundsætninger Folketinget allerede i forrige Samling havde udtalt sig særdeles velvillig, var bleven behandlet i et Udvalg, som udførlig havde omtalt Forholdene i andre Lande. Udvalgsflertallet paaviste herigjennem, at „de Rettigheder, som ogsaa Danmarks Kvinder vilde faa, dersom Lovforslaget ophøjedes til Lov, ikke ere større end, hvad adskillige andre civiliserede Landes Kvinder allerede have opnaaet”. Udvalgsmindretallet (2 mod 9) fraraadede det hele.

Bajer var Ordfører, og som den, der havde stillet Forslaget, paaviste han, hvor vel overvejet og gjennemtænkt Sagen var, hvor klar, simpel og retfærdig en Forholdsregel det var, som her foresloges.

Imod ham talte Scheel som Ordfører før Mindretallet. Han vilde ikke, at Kvinden skulde ind paa et Omraade, hvor hun i Følge Naturens Orden ikke hørte hjemme, nemlig det kommunale (Naar det gjælder at betale Skatter, hører Kvinden, som bekjendt, rigtig godt hjemme paa det kommunale Omraade!); han vilde nødig, at Kvinderne skulde komme ind paa den Glidebane at faa Rettigheder; han var overbevist om, at Mænd, der virkelig nærede Ærbødighed for Kvinden, vilde hverken ønske, at hun kom med i de kommunale eller de politiske Interesser. Her nedlagde Berg en energisk Indsigelse; men Scheel vedblev, at, da Kvinderne ikke af Naturen var bestemte til at have kommunal Valgret, burde de heller ikke have den. (Det viser sig altsaa, at det er i Følge Naturlovene, Mænd have Stemmeret, - og de taabelige Kvinder tro, det er i Følge Valglovene; der ser man, hvor lidt Besked de vide!)

Af de følgende Talere maa især mærkes de fra højre Side. Holstein-Holsteinborg var ikke helt uvillig til i det mindste til Dels at gaa ind paa Grundsætningen, især naar det gjaldt besiddende Kvinder i Landkommunerne; Sysselmand Müller fra Færøerne sluttede sig helt til Flertallet, og Indenrigsminister Ingerslev udtalte: „Jeg for mit Vedkommende har ikke noget at erindre mod Vedtagelsen af det her foreliggende Forslag, og jeg kan heller ikke se, at det kan indeholde farlige Præcedentser (Fortilfælde)”.

Efter nogle yderligere Udtalelser fra begge Sider gik Forslaget til 3dje Behandling, der foretoges 6te Februar. Her vedtoges det med 41 Stemmer mod 15; 5 stemte ikke, og 40 var fraværende. For Loven stemte Venstre, samt Højremændene Marineminister Ravn, Rektor Dahl og Sysselmand Müller. De fem, der ikke stemte, var: I. Sørensen, Thorup, Jens Busk, Villads Holm og Olsen, alle af Venstre.

Loven gik derefter til Landstinget, og det høje Ting var rede til at tage imod den. Kvindernes Tilhørerplads var fyldt, og det gjaldt nu at staa som en Mand.

C. Ploug begyndte med den Erklæring, at, havde det blot været de velhavende Kvinder, man vilde give Stemmeret, saa havde han ikke haft noget imod Grundsætningen; men naar alle, der betalte kommunale Skatter, ogsaa skulde have kommunale Rettigheder, saa maatte han sige Stop - man kunde jo ellers risikere, at ens Vaskerkone ogsaa fik Stemmeret. Efter en almindelig Betragtning over Pligters og Rettigheders Omfang - Valgretten bør ikke udvides mere, den bør heller ikke indskrænkes, kort sagt, nu er det hele akkurat tilpas! (som Katten sagde, da han var kommen til Sæde paa Flæsket) - gik han over til paa Landstingets Vegne at udtale, hvorfor man ikke kunde gaa ind paa Loven. Man var bange, det var Sagen. Var Landstinget først gaaet ind paa at give Kvinderne kommunale Rettigheder, kunde det let blive nødt til ogsaa at give dem de politiske - han var overbevist om, at det kunde ikke holde gig stift, hvis det slap et eneste Øjeblik. Og Kvinderne maatte ikke faa Indflydelse paa Lovene. De havde f. Ex. en meget varmere Fædrelandskærlighed end den største Del af Mændene, men dette have Lovgivere ikke synderlig Brug for; nej „rolig Overvejelse og logisk Slutninger Hovedbetingelserne” erklærede Hr. Ploug og leverede derpaa følgende smukke Mønster paa en „logisk Slutning”: I Kjøbenhavn findes de mest radikale, mest fantastiske og mest voldsomt fremadstræbende Kvinder; at de have indgivet en Adresse om kommunal Valgret, viser, at det kun er de radikale Kvinder, der ville have den; i Vestjylland ere Kvinderne ikke radikale, voldsomme o. s. v.; at de have indgivet en Adresse om det samme, det viser - ja, det viser - jeg ser ikke, at det viser noget! (Rolig Overvejelse og derefter logisk Slutning!) Endvidere paaviste han, at Kvinderne især havde deres Styrke i Menneskelighed og Kristenkjærlighed; „men vi kunne slet ikke være tjente med, at Kvinderne drages bort fra dette og ind i en lovgivende Forsamling”. Det vilde være skadeligt for Samfundet, og hvad værre var, det vilde ikke „klæde” Kvinderne. Han endte med at beraabe sig paa Bibelen, der udtrykkelig siger, at Kvinden skal være „Mandens Medhjælp i det private Liv”; desværre anførte Hr. Ploug ikke, hvor i Bibelen denne mærkelige Udtalelse findes. Derpaa foreslog han følgende Dagsorden:

„Da Landstinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen”.

Ovesen talte mod Dagsordenen. Han mindede om Biskop Thomanders Ord, at, fordi man gaar ud ad Nørreport, er det ikke nødvendigt, man derfor skal drukne i Ishavet; han kunde ikke tro, at Vedtagelsen af denne lille Lov vilde føre til de Rædsler, Ploug malede paa Væggen; hvis man virkelig for Alvor ønskede Forhandling om gode og nyttige Reformer, burde et saa billigt Forslag ikke nægtes videre Fremme. Indenrigsministeren erklærede, at han maatte lægge Vægt paa, at den samlede Regering alt i 1882 havde taget Stilling til Spørgsmaalet, idet den havde givet de islandske Kvinder Valgret. Han saa ingen Fare ved Lovens Vedtagelse og vilde stemme mod Dagsordenen. Professor Matzen oplyste, at paa Island havde man taget Kvinderne med, for at det kunde fylde lidt mere; men at Island havde faaet en Lov om Kvindernes Valgret, var ingen Grund til, at Danmark skulde faa det samme. (Nej, det er naturligvis ikke, fordi det er Island, der har faaet Loven, men fordi det er Ministeriet Estrup, der har givet den, at det samme Ministerium nu stiller sig velvillig til den tilsvarende danske Lov, - men dette er maaske kun Kvindelogik?) Endnu en Gang løftede Ploug sin advarende Røst; man burde slet ikke se paa, hvad der forelaa, den kommunale Valgret, men fæste Øjet paa den „Samfundsrevolution”, der truede i det fjærne. Hvortil Ovesen stilfærdig bemærkede: „Naar der forelægges mig noget, som jeg finder ret og billigt i sig selv, saa stemmer jeg derfor, og kommer der bagefter noget, hvorom de, der fremføre det, mene, at det er ligesaa billigt, mens jeg er af en anden Mening, saa sætter jeg mig derimod med Hænder og Fødder, og det mener jeg, er det rette Standpunkt i slige Tilfælde”. Endnu talte Schrøder for, at Forslaget skulde sendes i Udvalg til „rolig Overvejelse og logisk Slutning”; men det turde Landstinget ikke indlade sig paa, og dermed var da Lovforslagets Henrettelse vedtagen. Dagsordenen vedtoges med 34 Stemmer mod 13 - blandt disse sidste var foruden Venstre: Indenrigsminister Ingerslev, Krieger og Andræ.

Det forekommer os, at Landstingets Færd i hele denne Sag paafaldende minder om den gamle Børnehistorie:

„Hvad skriger du for, Dreng”?

„Katten ser paa mig!”

„Men vi har jo ingen Kat”,

„Jamen - vi kunde jo faa en”!

Denne Tigerkat, som kaldes Kvindernes politiske Rettigheder, dette blodtørstige Uhyre, som vil bringe Fædrelandskjærlighed, Humanitet og Kristenkjærlighed og Gud ved hvilke andre samfunds opløsen de Strømninger ind i Danmarks lovgivende Forsamling, - det er den, Landstinget har opløftet sin Røst og skreget imod, - og Skriget har været saare stort. Den lille beskedne kommunale Stemmeret har det ikke haft et eneste Ord at sige om, ikke en eneste Indvending af Vægt at fremføre mod. Der er fremsat en Tvivl om, at Kvinderne i det hele ønske kommunal Valgret; paa denne bør Kvinderne svare med i Tusindvis at slutte sig til Dansk Kvindesamfunds Adresse.

Det mærkeligste Ord, der faldt hin Dag, var unægtelig den Oplysning, Carl Ploug gav, at over Indgangen til Rigsdagen staa de Ord skrevne: „I, som her indtræde, lader Humanitet og Kristenkjærlighed tilbage”!

Hvor længe skal det staa der?