Af: Anna Wicksell-Bugge

« Se emneord

Det kunde kanske synes ubetimeligt at komme med nogen Imødegaaelse af Dr. C. N. Starckes Artikel med ovenstaaende Overskrift saa sent som et halvt Aar efter dens Offentliggjørelse. Men for det første har jeg selv først sent i Fjor Høst faaet vide om den og Anledning til at se den, og for det andet forekommer dens Tendens mig at være af saa farlig Art, at det har staaet for mig næsten som en Pligt for de skrivende Medlemmer af Samfundet, der ikke er enige med Dr. S., udtrykkelig at tage til Gjenmæle. Af Indholdsfortegnelsen i „Kvinden og Samfundet” s sidste Nr. for 1889 ser jeg, at der allerede har staaet en Artikel i samme Anledning. Jeg har ikke læst denne, ved ikke en Gang, om den er for eller imod Dr. S.; men jeg vil kun faa Lov til paa Forhaand at sige, at om der hos mig skulde forekomme Gjentagelse af et eller andet Argument, som har været taget med i denne foregaaende Artikel og dér kanske bedre fremhævet, end jeg har kunnet gjøre det, saa er Gjentagelsen ufrivillig.

Dr. Starcke gaar til Værks paa følgende Maade: han søger først det grundlæggende Moment i Ægteskabet og finder, at dette ligger i de fælles materielle Interesser. Ganske vist indrømmer han, at ogsaa andre Momenter gjør sig gjældende; men disse bliver for ham kun Accessorier, Tillægsbestemmelser, der paa forskjellig Maade flyder af det grundlæggende Forhold. „Grundlaget for Ægteskabet er det gjensidige Forsørgelsesforhold, den gjensidige Hjælp for at stille Sulten”,*) er Dr. S's. Udtryk. Naar han saaledes har fundet Grundlaget, søger han Ægteskabets Idé og bestemmer denne som „fuldstændigt Fællesskab”; efter at have fundet disse to Punkter gaar han saa, i Fortrøstning til den Sats, at naar en ret Linie er bestemt i to Punkter, saa er den bestemt i hele sin Længde, uforfærdet løs paa Hovedformaalet for sin Undersøgelse, som han formulerer saa: „Hvorledes kan vi ad Lovgivningens Vej**) bedst føre Udviklingen ind paa saadanne Veje, at Kvindens Stilling vil stige i ideel Værdi og Ægteskabet samtidig befæstes, saa det bliver en varig og lykkebringende Forbindelse?”

Sammenligner man Ægteskabets Udviklingsgang med en ret Linje, saa mener naturligvis hverken Dr. S. eller jeg eller noget andet Menneske, at dette skal opfattes bogstavelig om hvert Punkt paa denne Udviklingslinje; Meningen er selvfølgelig, at Udviklingens Retning altid gaar i samme Linje. Men selv saaledes formuleret kan Sammenligningens Korrekthed være Tvivl underkastet; en Undersøgelse heraf vil falde sammen med Undersøgelsen af Dr. Ss to faste Punkter. Kan det godtgjøres, at disse, saavel Ægteskabets Grundlag som Ægteskabets Idé, slet ikke er faste, men tværtimod bestandig skiftende, saa er dermed ogsaa godtgjort, at Ægteskabets Udviklingsretning er en temmelig brudt Linje, og deraf følger igjen, at Spørgsmaalet om, hvorledes man „ad Lovgivningens Vej” bedst skal kunne understøtte denne Retning, paa ingen Maade er saa simpelt, som Dr. S. lader til at mene.

I sin Bog „Die primitive Familie”,***) har Dr. S., som det forekommer mig, paa en særdeles slaaende Maade og med Grunde, som vanskelig lader sig gjendrive, godtgjort, at det oprindelige Grundlag for Ægteskabet var den gjensidige Hjælp for at stille Sulten, eller med andre Ord Mandens økonomiske Interesser. Det, Manden oprindelig søger i sin Ægtefælle, er en Husholderske og en Barneføderske, men aldeles ikke en elsket Hustru”, siger Dr. S. her i denne Artikel. Men deraf, at det oprindelige Grundlag for Ægteskabet var et blot materielt, følger ingenlunde, at dette Grundlag endnu nødvendigvis skulde være bestaaende. At undersøge, hvorledes dette oprindelige Grundlag lidt efter lidt er blevet skubbet bort for at give Plads for et andet, er en Opgave, som jeg ikke tør paatage mig, da jeg mangler de dertil nødvendige Forudsætninger. Men det er heller ikke nødvendigt. For mit Formaal er det nok, hvis jeg kan godtgjøre, at det nuværende Grundlag for Ægteskabet faktisk er et andet end det oprindelige.

Søger man det Udtryk for Ægteskabets Grund og Væsen, som findes i Landenes Love, saa finder man den materielle, økonomiske Side ved Ægteskabsinstitutionen er overalt unddraget Lovenes absolute Del; Lovens Bestemmelser desangaaende træder kun i Kraft, forsaavidt Parterne sig imellem ikke har ordnet Forholdet paa anden Maade. Derimod er det kønslige Forhold udtrykkelig erklæret for et grundlæggende Moment; Uformuenhed til at „fuldbyrde Ægteskabet” er overalt Skilsmissegrund, medens Uformuenheden til at hjælpe hinanden i den gjensidige Kamp for at stille Sulten ingenlunde anses som saadan.

Men det er en kras Udlægning, man faar gjennem Lovens Ord; den maa holde sig til Handlinger, Fakta, det er ikke dens Sag at kjende Hjerter og Nyrer. Vil man finde det dybere, mere aandelige Udtryk for det samme, saa maa man gaa til den almindelige Opfatning, saa som den findes i de enkelte Menneskers Følelse eller Tanke. Og vil Dr. S. her rette sit Spørgsmaal om, hvad der er Ægteskabets Grund, til hvem som helst - han vil overalt faa til Svar: det er den personlige Kjærlighed mellem Mand og Kvinde. Det vil lyde mod ham fra alle Lejre, fra de strængeste Sædelighedsrigorister til dem, for hvem Kjærligheden kun er en Plante, som blomstrer i Dag for at visne i Morgen; han vil høre den med tusend og en forskjellige Nuanceringer af det mangfoldige Begreb Kjærlighed - men ingen Steds vil han faa høre noget andet, ikke en Gang hos dem - de existere jo desværre endnu - som faktisk har giftet sig, fordi en dygtig Kone er langt billigere end en lønnet Husholderske”, eller fordi en Hustrus sociale Stilling syntes ønskværdigere end en ung eller gammel Piges.

Af Folk, for hvem Ægteskabet blot er et Forretningsanliggende, findes der altsaa endnu forskjellige Typer. I den norske Bondestand f. Ex. (jeg kjender ikke til dem danske) er det et ganske almindeligt Forhold, at den, som skal „tage Gaarden”, gifter sig med en Pige, som har nogle Penge, for at saa disse Penge kan være til Hjælp til at „løse ud” Mandens Sødskende. Det kan ofte gaa meget godt, i de fleste Tilfælde kanske vil Børnene og det fælles Arbejde med Gaardens Stel i alt Fald tilvejebringe en gjensidig Velvilje. Men der, hvor der først findes Konflikter? der, hvor der maa staa et Valg mellem Hensynet til et fuldt Hjærte og til en tom Pung, til hvilken Side gaar der vor Sympathi? Mon til den, hvor der findes de bedste Betingelser for at skaffe den materielle Hjælp, eller til den, der for den Vælgende repræsenterer Glæden og Lykken? Hvor der her vælges „efter Pengene”, der siger vi, at dette er et Bevis paa, at de Folk endnu staar tilbage i Kultur. Der er andre Typer, kjendte nok; Folk, hvis Ægteskab for en meget væsentlig Del er en Affære af Interesse for deres Kreditorer, Folk, der gifter sig for den sociale Stillings Skyld o. s. v. Men denne Slags Transaktioner er det jo netop, som vore nuværende Forkæmpere for Kvindesag og Særeje arbejder paa saa vidt gjørligt at faa gjort umulige.

Dr. S. paastaar, at „Kønsdriften” er den daarligste Grundvold af alle for et Forhold, der skal beregnes paa at være livsvarigt. Men hvem har vel tænkt paa at grunde Ægteskabet paa „Kønsdriften^” - alene? Ganske vist er det denne Drift, der betinger Kjærligheden mellem Mand og Kvinde; men deraf følger ikke, at de to skulde være identiske. Hvad Kjærlighed er, det er et Spørgsmaal, som har været besvaret de titusende Gange, og som bestandig kommer igjen med ny Fordring paa Svar. Kanske er det saa, at slet intet Svar kan eller bør gives; kanske er Generalisationer her imod Sagens egen Natur, idet hvad der for den ene er Kjærlighed, ikke altid er det for den anden. Paa mig gjør i alt Fald Udtrykket „den sande Kjærlighed” et næsten brutalt Indtryk; der kan være stærk Kjærlighed og svag Kjærlighed, stolt Kjærlighed og ydmyg Kjærlighed, en Kjærlighed, der giver, og en Kjærlighed, der tager - men hvem tør sige om en enkelt af dem, at denne er den sande, med Udelukkelse af alle de andre?

Efter Lovens Ord og efter den almindelige Opfatning - og hvilke andre Kilder har vi for at komme til Klarhed over disse Spørgsmaal? - er det da saa, at Grundlaget for Ægteskabet nu er og bør være den erotiske Kjærlighed; for mig er alle de andre Ting Accessorier; flere af dem kan være ganske vigtige saadanne; men det er blot Kjærligheden, som er det ene fornødne.

Hvad Ægteskabets Idé angaar, gaar Dr. S. til Værks paa omvendt Maade af, hvad han gjorde i Anledning af Ægteskabets Grundlag. Han fremsætter her sin Opfatning af Ægteskabets nuværende Idé og forlader det historiske Udgangspunkt. Oprindelig var nemlig Ægteskabets Idé ingenlunde fuldstændigt Fællesskab; det var Mandens Ejendomsret til Hustruens Person og personlige Arbejde, til hendes Børn og hendes Privatejendom, om hun havde nogen. Altsaa ogsaa „Ideen” har flyttet sig; den er ikke nu saa, som den var oprindelig, skjønt meget desværre endnu staar igjen af den oprindelige Idés praktiske Udslag i Lovgivningen.

Naar Dr. S. nu siger, at Ægteskabets Idé er Fællesskab, saa kan jeg gjerne gaa med ham forsaavidt; Udtrykket er saa vidt, at det kan rumme os begge. Jeg vil nemlig tillade mig at afvige fra Dr. S. i Fortolkningen; for mig er det ægteskabelige Fællesskab noget mere aandelig bestemt end det materielle Fælleseje. Dr. S. vil kanske sige, at han netop holder paa dette materielle Fællesskab som en Betingelse for det aandelige; men det er her, jeg tror, han gjør en Fejlregning. Jeg kunde snarere tænke mig, at Forholdet var omvendt, at det aandelige Fællesskab kunde føre ogsaa til det materielle. Dette tror jeg til en vis Grad virkelig er Tilfældet; men jeg tror samtidigt, at det ikke er nødvendigt, og at hvor det sker, der sker det bedre „i Frihed og under Ansvar” end gjennem Lovenes Griben ind. Et materielt Ægteskab, der er kommet i Forholdenes Medfør, fordi det udgjorde den bedste Form for to enkelte Menneskers gjensidige Stilling til hinanden, det antager jeg vil være et solidt Fællesskab, som vedkommende Mennesker vil føle sig lykkelige ved - thi hvorfor skulde de ellers have valgt det? - men hvor Fællesskabet kommer som noget udenfra paatvunget, tror jeg, det indeholder en saadan Masse Spirer til Ufordragelighed og Rethaveri og mange andre mindre elskværdige Egenskaber, at særdeles mange Ægteskaber ligefrem vilde blive undergravede derved.

For nærmere at paavise, hvad jeg mener med denne sidste Paastand, maa jeg gaa over til Kritiken over de praktiske Resultater, hvortil Dr. S. er kommet, angaaende hvad der „ad Lovgivningens Vej” bør bestemmes om Ægtefællernes gjensidige Stilling. Jeg maa i den Anledning aftrykke hele det Stykke af Dr, S's. Afhandling, hvor disse Resultater findes; det lyder saa:

„Ægteskabets Idé er fuldstændigt Fællesskab og Overtagelsen af en Pligt til efter bedste Evne at gjennemføre dette Fællesskab. Lovgivningen bør ikke bestræbe sig for at gjøre Ægteskabet varigt ved at besværliggjøre Skilsmisse; længere end til at hindre Parterne fra at skilles i Overilelse bør man her ikke gaa; men Bestræbelsen bør være rettet paa at hidføre det materielle Grundlag, der gjør Opfyldelsen af hint Løfte lettest, og uden hvilket det vil falde selv den ærligste Vilje vanskeligt at gjøre Alvor af Løftet: Dette Grundlag er: 1. Ufravigelig Ordning af Ægteskabets retslige Karakter. 2. Fuldstændigt Fælleseje. 3. Fælles Dispositionsret,****) saa alle Dispositioner, der ikke er uomgængelig fornødne og sker til fælles Nytte, kræver begge Ægtefællers Samtykke. Efter hvad jeg kan se, opnaas der herved, at Manden nødes til at give Hustruen Indblik i sine Forretninger, at Hustruen er tilstrækkelig beskyttet mod en slet Ægtemand, fra hvem hun dog ikke vil skilles, og at den Beskyttelse, hendes Slægt kan unde hende, ikke bliver uheldbringende for Forholdet mellem Ægtefællerne”,

Vi skal først se paa, hvad disse Dr. Starckes tre af mig udhævede Punkter egentlig indeholder.

Ufravigelig Ordning af Ægteskabets retslige Karakter kan ikke betyde andet end Nægtelse af den nu overalt existerende Tilladelse for Ægtefællerne til selv at ordne sine økonomiske Forhold gjennem Ægteskabskontrakt. Rigtignok finder Dr. S. et Par Sider i Forvejen, at det er et „korrekt Standpunkt”, naar Lovgivningen tillader, at denne ufravigelige Ordning fraviges „i Undtagelsestilfælde”; men da ufravigelig dog fornuftigvis ikke kan betyde andet, end at ingen Undtagelsesforhold skal tillades at gjøre sig gjældende, antager jeg, at dette sidste blot ved en Uagtsomhed er kommet ind i Afhandlingen. Jeg antager saa meget tryggere dette, som Dr. S. atter et andet Sted bestemt fremhæver, at det netop er disse to Kræfter „den retslige Ordnings Afhængighed af frivillig Kontrakt, og økonomisk Uafhængighed, som virker rent ødelæggende paa det ægteskabelige Baands Fasthed”.

De økonomiske Forholde inden Ægteskabet er ikke i noget Land Gjenstand for en ufravigelig Ordning; Bestemmelserne i dette Kapitel er for Tiden overalt saadanne, at de kun bliver gjældende, hvor Parterne Selv ikke anderledes bestemmer - gjennem frivillig Kontrakt. Hvad Dr. S. nu vil, er altsaa at drage den økonomiske Side af Ægteskabslovgivningen ind under disse Loves obligatoriske Del.

I det andet Punkt bestemmer han, hvorledes han vil have denne Side ordnet. Det er nemlig som fuldstændigt Fælleseje. Hvad indebærer nu disse to Ord? Det økonomiske Princip, som menes med Særeje, kan kortelig udtrykkes saa: hvad der er mit, er mit; og hvad der er dit, er dit. Her synes mig ikke at være synderligt Rum aabent for „Stridsspørgsmaal om mit og dit”; det er jo netop disse Spørgsmaal, som her paa Forhaand er ordnede. Det nu faktisk existerende Princip kan udtrykkes saa: alt, hvad der er dit, (den kvindelige Parts) er mit; men intet af hvad der er mit, er dit. Her bliver der heller ikke Rum for Stridsspørgsmaal om mit og dit; det er altsammen ganske klart; der er én Gud og Muhamed er hans Profet - der er én Ejer, og det er Ægtemanden. I Modsætning til disse Principer kan Dr. S's udtrykkes saa: alt, hvad der er mit, er ogsaa dit, og alt hvad der er dit, er tillige mit. I Fortolkningen af denne Sats forekommer det mig at „Stridsspørgsmaalene” kan faa og vil faa den allervideste Tumleplads. Tænker man rent abstrakt, theoretisk paa Satsen, saa synes den at høre ind under disse filosofiske „tilsyneladende Selvmodsigelser”, som en almindelig Menneskeforstand aldrig kan opnaa Begribelsen af, og som ogsaa i vor Tid, da netop den menneskelige sunde Fornuft er blevet bragt i Anvendelse lige over for den metafysiske Tænknings Fabeldyr, er blevet erkjendt som logisk meningsløse. Gjør man Forsøget paa at tænke den ud, saa bliver det for en, som stod man i et Rum med Spejle paa begge Sider; hvor man ser hen, ser man blot Spejlbillede ind i Spejlbillede i al Uendelighed.

Heldigvis bringer Dr. S. ved sit tredje Punkt, „fælles Dispositionsret”, Principet om det fuldstændige Fælleseje over paa det praktiske Gebet, og der ser det ikke fuldt saa fortvivlet ud, skjønt endnu altid fortvivlet nok. Det er hér, Hr. Bajer i „Hvad vi vil” har angrebet Dr. S's Afhandling og søgt at godtgjøre hans praktiske Ordnings praktiske Ugjennemførlighed. Og praktisk ugjennemførlig er den ogsaa, om ikke absolut, saa i alt Fald ud fra Dr. S's Ønsker om Ægteskabets retslige Ordning. Ukjendt i Lovgivningen er fælles Dispositionsret ikke. Den findes inden det personlige, solidariske Selskabsforhold, som jo er en ganske almindelig Foreteelse. Vistnok er denne specielle Ordning, hvor ingen af Selskabets Medlemmer kan gjøre noget uden den andens eller de andres udtrykkelige Samtykke, netop den allermindst praktiske og allermindst benyttede Form for disse Forhold; men findes kan den dog. Hvad der imidlertid gjør denne Ordning praktisk mulig, skjønt endnu altid ubekvem nok, er to Omstændigheder eller to Bestemmelser, den ene fastslaaet ved Praksis, den anden desuden ogsaa lovfæstet. Den første, er den, at alle Parter tager samme aktive Del i Forretningen, at ikke den ene bliver mere „forretningsførende” end den anden, saa at de altsaa alle har samme Kjendskab til Forretningens Økonomi i smaat og stort. Den anden Sikkerhedsventil hedder Adgang til Opsigelse af Kompagniskabet. Men overføre disse Principer paa Ægteskabsordningen vil Dr. S. ikke. Han drager meget stærkt til Felts mod, „at den gifte Kvinde skal drages bort fra sin Gjerning i Hjemmet, hvad der i alt Fald til en vis Grad maatte ”blive Tilfældet, naar hun skulde gjøre Tjeneste som aktiv Kompagnon”, og han møder denne Fordring med en Paastaad om, at Bedømmelsen af et Foretagendes Sundhed eller Ikke-Sundhed er en overmaade simpel Ting, som kun tager „ringe Tid”. Men med Tilladelse - hvorfor gaar da saa mange Forretningsfolk fallit? Hvorfor begaas der i det hele saa mange Fejlgreb i Verden? Man kan da ikke tænke sig, at Folk med Vidende og Vilje indlader sig paa usunde Foretagender, som medfører deres Ruin. Antageligvis har de taget Fejl af Konjunkturerne. Det er vanskeligt at vide, hvad man skal sige til en slig Paastand som Dr. S.'s. Lad os tage et praktisk Exempel paa et af de Tilfælde, hvor Hustruen maa danne sig en selvstændig Mening om et Foretagendes Sundhed for at kunne give eller nægte sit Samtykke. Manden har en stor Forretning i Kjøbenhavn, af hvad Art kan være ligegyldigt, og nu gjælder det, hvorvidt det vil lønne sig at oprette en Filial i en af Provinsbyerne. Hvor stor Omsætning man har haft i vedkommende By, kan godtgjøres af Forretningens Bøger, hvor mange pCt. Fortjeneste man har haft deraf, kan beregnes, de forøgede Udgiiter ved at oprette en Filial kan ogsaa beregnes *- men hvad der ikke kan beregnes, og hvad der dog i Virkeligheden er det afgjørende, det er, hvor stor Udvidelse af Markedet man i denne By kan gjøre Regning paa derved, at Varen gjennem Filialen bringes Indbyggerne lige ind i Hænderne. Dette kan kun bestemmes ved Skjøn, og tror nu nogen for Alvor, at det at danne sig et fornuftigt Skjøn over en slig faktor kun er en ringe Ting? Det er et temmelig vanskeligt Spørgmaal, selv for en gammel og øvet Forretningsmand. Naar nu en Hustru, som aldrig i sit Liv har haft med Forretninger at gjøre, staar lige over for et saadant eller et lignende Tilfælde - og en Masse slige, vil forekomme - mon hun ikke da simpelthen vil sige: „Du forstaar dette bedre end jeg, gjør som Du synes”. Hvis hun er fornuftig, gjør hun det. - Det er naturligt, at man i et Tilfælde som dette henter sine Exempler fra Forretningslivet, og Dr. S. gjør ogsaa dette. Saa snart man nemlig vil tage et Ægteskab, hvor Mandens Arbejde er af anden Art, saa viser Principet sig i den Grad umuligt, at jeg antager, Dr. S. selv vil fornægte det. Om man f. Ex. tænker sig, at en Læges Hustru skulde eller vilde have Indflydelse paa sin Mands Behandling af hans Patienter, saa vil Dr. S. formodentlig sige: nej, stop, saa var det ikke ment. Og dog er Tilfældene fuldstændig analoge. En Læges Behandling af sine Patienter er akkurat af samme økonomiske Vigtighed for hans Familie som en Kjøbmands Indkjøb af Varer eller Befragtning af Skibe. Eller en Forfatter vil give ud en Bog, som kanske vil bringe ham økonomisk Tab, muligvis endog værre Trakasserier - saa vil Dr. S. lovfæste Hustruens

Magt til at hindre dette, en Magt, som desværre mange Gange har været gjort gjældende og har sejret og saa medført moralsk Forsumpning hos den eftergivende. I alle disse Tilfælde er det lige dybt meningsløst at give en Person afgjørende Indflydelse paa noget, hun ikke har Betingelserne for at kunne forstaa, ja det er værre end meningsløst at give et Menneske lovlig Magt til at hindre en andens Selvbestemmelsesret i noget saa personligt som ens personlige Arbejde. Naar Dr. S. siger, at man kun kan modsætte sig dette ud fra den Mening, at Kvinderne skulde være ufornuftige, saa tager han fuldstændig fejl. Jeg modsætter mig det kun ud fra den Mening, at den kvindelige Fornuft ikke mere end den mandlige er i Stand til at beherske et Fag, som den ikke er „trained for”, og at den endnu mindre saa at sige paa Forhaand kan anses kapabel til lige godt at beherske hvilket som helst Fag, som Skæbnen kan lade den tilkommende Mand være beskæftiget med.

Saa kommer vi til den anden Betingelse for at en „fælles Dispositionsret” skal kunne bestaa: Begge Parters Ret til med rimelig Opsigelsestid at kunne opløse Fællesskabet. Tillad mig i denne Forbindelse at spørge Dr. S. om en Ting: Hvad vil han have fastsat for det Tilfælde, at en Mand, om hans Hustru har nægtet ham sit Samtykke til en eller anden Forholdsregel, alligevel gaar hen og handler efter sit Skjøn uden at tage Hensyn til Hustruens Mening? Enten fastsætter Dr. S. ingen Ting, og da vil hele Bestemmelsen i Virkeligheden blive lig Nul, og Forholdet praktisk blive det samme som nu, hvor Hustruen nominelt er Ejer, men i Virkeligheden ikke har en Ejers Ret over den mindste Trævl. Eller han maa bestemme, at i dette Tilfælde skal Hustruen have Ret til at kræve Skilsmisse sans phrase. Nu vil Dr. Dr. S. vistnok ikke lægge nogen Hindring i Vejen for Skilsmisse, men hans Hensigt var jo at gjøre Ægteskabet „varigt^”, og han kan da ikke godt have tænkt sig fri Skilsmisse som en direkte og nødvendig Følge af den økonomiske Ordning, han tager til Orde for. Man kan muligvis tænke sig, at Dr. S. vilde fastsætte den tredje Ordning for dette Tilfælde, nemlig give Hustruen Ret til at forlange Bodeling. Dette Princip har allerede længe været gjældende i Sverige, og det er ogsaa kommet ind i den norske Lov af 1888. Begge Steder er det indført som en Konsekvens af og Sikkerhedsventil mod Fællesejet, og det til Trods for, at Fællesejet her blot var og er en juridisk Fiktion, medens Mandens Eneeje er det faktisk raadende. Men her kommer altsaa Dr. S. blot ad en Omvej tilbage til det af ham meget afskyede Særeje. Og han kommer antageligvis til at maatte gjøre samme Erfaring, som man strax antog, man vilde komme til at gjøre i Norge, nemlig at dette Princip om Bodeling bliver en af de Broer, hvorover det principielt gjennemførte Særeje kommer til at holde sit Indtog.

Altsaa: det fuldstændige, aktive Fælleseje vil enten føre til intet, status qvo, eller til Særeje eller til fri Skilsmisse. Nu, mig skal intet af de to sidste Resultater bedrøve; men jeg saa jo helst, at vi kunde gaa lige paa dem begge to uden at behøve at gaa gjennem slig en Skærsildens Pine, som Dr. S. foreslaar.

Jeg tror nemlig ikke, at denne Ordning vil medføre nogen af de Fordele, Dr. S. forespejler sig selv og andre. Nogen „Beskyttelse mod en slet Ægtemand, fra hvem hun dog ikke vil skilles”, yder den ikke Hustruen; er Ægteskabet ulykkeligt, og Ægtefællerne ikke i Harmoni, saa kan en Regeringsform, hvor Veto staar mod Veto, kun føre til alt værre og værre Rivninger og kun tænkes at gaa, hvor den ene af Parterne griber til mere eller mindre ulovlige „Provisorier”. Hvad endelig det angaar, at Hustruens Slægt under denne Ordning skulde have lettere for at komme hende til Hjælp paa en Maade, „som ikke blev uheldbringende for Forholdet mellem Ægtefællerne”, saa forstaar jeg simpelt hen ikke, hvorledes Dr. S. har tænkt sig denne Hjælp. Før har han sagt, at den eneste Maade, Slægten kunde intervenere paa til Fordel for en Hustru, var ved at sikre hende økonomisk Selvstændighed; denne Form ansaa Dr. S. for uheldbringende og vilde ved sin „ufravigelige” Ordning udelukke den. Tilovers bliver da gode Raad om, hvad hun skal samtykke i, og hvad hun ikke skal samtykke i; men tror Dr. S. virkelig, at hvis denne Hjælp skal være medvirkende til Beskyttelse mod en slet Ægtemand, vel altsaa ved at raade Hustruen til at hindre hans Dispositioner, - den da ikke bliver uheldbringende for Forholdet mellem Ægtefællerne? Det er jo næsten blevet en Art sproglig Sandhed, at Tredjemand ikke skal blande sig ind i Forholdet mellem to Ægtefolk; er Intervention nødvendig, forekommer det mig, at den taaleligste, ja den eneste taalelige Form for en saadan, netop er at gjøre Hustruen økonomisk selvstændig og derigjennem sætte hende i Stand til at kunne beskytte sig selv. Det er i Erkjendelse af dette, at der i den nye norske Lov om Formuesforholdet mellem Ægtefæller er kommet ind en Bestemmelse om, at Parterne ikke alene paa Forhaand kan ordne sin Økonomi, som de ønsker, men at de ogsaa kan stifte Ægtepagt efter Ægteskabets Indgaaelse. Men ogsaa her er det jo meget grejere at gaa lige paa og indføre Særeje med en Gang, eller, efter min Mening allerbedst, ikke at bestemme noget om Ægtefællernes Formuesforhold, fra Lovens Side lade disse være uberørte af, hvorvidt Menneskene giftede sig eller ikke, og saa overlade hele den økonomiske Ordning til frivillig Kontrakt. Tvært imod Dr. S. tror jeg altsaa, at det frivillige Kontraktvæsen er den allerbedste Udvej for saa vidt muligt at sikre, at Ægteskabet bliver „en varig og lykkebringende Forbindelse”; hvor Kontraktstiftelsen ikke længer danner et Undtagelsesforhold, hvorfor Mistillid kan ligge til Grund, men er det almindelige og nødvendige, dér, tror jeg, den vil bidrage til at nærme de vordende Ægtefæller til hinanden, til at lade dem lære hinanden bedre at kjende, bringe dem til nøjere at overveje, hvorledes de ville indrette sit Liv som Ægtefolk, og blive enige med sig selv og hinanden om, hvordan det skal være. Og dette, tror jeg, vil danne ganske anderledes sikre Garantier end hvilken som helst paatvungen Ordning - hvor meget mere da end den af Dr. S. foreslaaede.

*) Udhævet af mig.

**) Udhævet af mig.

***) Jeg har desværre ikke kunnet faa fat i denne Bog paa Bibliothekerne her og kan derfor kun holde mig til, hvad jeg husker fra Læsningen af den, strax efter at den var kommen ud.

****) Udhævet af mig.

Paris, Januar 1890.

Anna Bugge Wicksel. stud. jur.