|
Det sjældneste Kvindearbejde i Jackson Park er vel nok selve Kvindebygningen. Den fik en Hædersplads, men gør den ikke til Skamme. De hvide, svævende Kvindeskikkelser, som rejser sig paa Taget, tjener i lang Afstand til Mærke for Udstillingens Hovedindgang. Der skulde dog noget til, for at en Bygning kunde hævde sig mellem saa ualmindelige arkitektoniske Skønheder. At denne blev vellykket, betyder saa meget mere, som Bygningshaandværket i de senere Aar med Forkærlighed øves af amerikanske Kvinder. Sofie Hayden er vistnok den første, som har forsøgt at bygge Huse "med Taarn og Spir"; men at Kvinder prøver "at bygge Hjem", er ikke længer noget ualmindeligt. Efter min Erfaring lykkes det godt for dem. De Bekvemmeligheder, som de forstaar at skaffe Husmoderen, giver hende et Tilskud af Tid, som hun i Selvhjælpens Land kan have fuldt nødig. Jeg hørte for nogle Aar siden i Chikagos berømte Kvindeklub et af Medlemmerne fortælle, hvorledes hun var bleven Bygmester. Hun havde antaget en mandlig Arkitekt til at bygge sig et nyt Hus; og da han ikke kunde tilfredsstille hendes Fordringer til Hjemmets Hygge, havde hun selv overtaget Ledelsen. Siden, da - sluttede hun sin Beretning - har jeg bygget ti Huse. Det siger sig selv, at de unge Kvinder, som nu lægger sig efter Bygningskunsten, søger selv samme professionelle Uddannelse som Manden.
Det indre af Kvindebygningen gemmer mange Skatte, men de er altfor meget blandet op med mindre gode Ting og ikke altid godt ordnede. Et ret imponerende Indtryk gør Biblioteket, der er samlet og ordnet - ligesom Loftet er dekoreret - af Kvinder fra New York. 2400 af de udstillede Bøger er skrevne af Kvinder fra New York, medens de øvrige 5000 er fra alle Lande. Dette Misforhold kommer af, at hvert Land og hver Stat har fulgt sit eget Princip. New York har taget alle Kvindeværker med, Massachusetts f. Eks. har gjort Udvalg o. s. v. Blandt de Afhandlinger, som er samlede og forfattede for Lejligheden, er en Række Skildringer af Kvindens højere Undervisning ligefra Mary Lyons og Emma Willards første beskedne Indlæg (fra Begyndelsen af Aarhundredet) til de to største nulevende Avtoriteter, Anna Brackett og Alice Freeman Palmer.
Navnlig den sidste er en opgaaende Stjerne. 25 Aar gammel var hun allerede President for det ansete Kvindeuniversitet ("College"), Wellesley, hvilken Plads hun fratraadte for at gifte sig med Professor Palmer i Harvard. Da man nylig ved Indretningen af Chikagos Universitet vilde sikre sig de bedste Kræfter ogsaa blandt Kvinderne i den lærde Verden, formaaede man hende til at modtage Ansættelsen som en Slags Rektor (Dean) for de kvindelige studerende med Forpligtelse til at tilbringe mindst en Fjerdedel af Aaret i Nordvestens Hovedstad.
Man tænker at benytte Kvindebibliotheket som Grundlag for et større i Chikago. Alle kvindelige Forfatter indbydes til at bidrage hertil.
Fra Frankrig og Belgien har man sendt en udførlig Statistik over Kvindearbejdet der, men desværre er den anbragt saaledes, at ingen dødelig kan gøre andet end beundre den paa Afstand.
En Række Selskabsværelser er elegant udstyrede og møblerede af forskellige Staters Kvinder. Vi ved, at over maade meget af det Arbejde, der er udstillet under Mænds Navne, i Virkeligheden er udført af Kvindehaand, og Bevidstheden herom gør os lidt forsigtige overfor de mange smukke og solide Sager af Træ, Jærn og Porcellæn, som her træder op under Kvindenavne. Det sjældne Rockwood Porcelllæn - enestaaende i sin Slags - skylder i alt Fald sin Eksistens til en Kvindes Energi og Formue, om end Mænd har været medvirkende ved Udførelsen. Andre Kvinder fra Cincinnati (Søstrene Healy og Miss Mc. Laughlin) har bidraget deres til det Ry for udmærket Keramik, som Staten Ohio har faaet. Deres Arbejder findes ogsaa her. Malerierne og Billedhuggerarbejderne, som i stor Mængde pryder alle Sale, er selvfølgelig udelukkende udførte af Kvinder; men de gør desværre gennemgaaende et saa svagt Indtryk, at kun faa har Udholdenhed og Interesse nok til at opsøge de enkelte værdifulde Ting, som findes deriblandt.
Samme Mangel paa Censur skader Indtrykket af den industrielle Del af Udstillingen, som optager hele underste Stokværk. Den høje Hal i Bygningens Midte, "Hall af Honour" er fyldt med lave Montrer med Broderier. Kun den danske Laaneudstilling, som blev bragt i Stand ved Kammerherreinde Oxholms ihærdige Anstrængelse og højtstaaende Damers venlige Imødekommen, har man indrømmet Plads i høje Glasskabe. Som man kunde vente sig af en Laaneudstilling, findes her mange interessante gamle Broderier - foruden enkelte malede og skaarne Sager og en righoldig Samling Lugteæg i Sølv! Kunde mon ikke disse smukke gamle Kammerherrekjoler, fine Dametørklæder og morsomme Børnedragter, saa vel som de solide Bondesyninger i hvidt og kulørt været ordnede historisk, tænker man. Alt hvad man paa en Verdensudstilling kan gøre for at lette Forstaaelsen, lønner sig mere end noget andet. Mindre Virkning gør nogle legemsstore Kvindefigurer i danske Nationaldragter. Kun en sællandsk Fiskerpige er nogenlunde karakteristisk; og der findes paa Udstillingen saa mange langt mere karakterfulde Voksfigurer - ikke at tale om de levende Figurer i brogede og fantasirige Nationaldragter, som man møder ved hvert andet Skridt. Endnu tarveligere tager en Række smaa Dukker i danske Nationaldragter sig ud, som man finder - Gud ved af hvad Grund - i Verdens Temperanceforeningens Udstilling. De ser ud, som om det ikke var første Gang, de gjorde Reklame paa Udstillinger for vore danske Afholdsforeninger. Vi kan kun haabe, at dette maa blive sidste.
I de lave Montrer paa Bordene i Salen er der overordenlig smukke Ting. Brogede Bondesyninger fra Bøhmen kappes om Prisen med guldtunge Stoffer fra Siam og Indien; wienske tekniske Skoler og franske Firmaer udstiller Broderier, som baade hvad Form og Indhold angaar, baade ved Metoden og Tegningen har historisk Interesse. Spanierne viser, at de kan modellere med Naalen; deres hvide Broderier danner fine, kunstneriske Relieffer. Pen saakaldte tyrkiske Hjælpefond, et Selskab, som engelske Kvinder har dannet for at rejse ulykkelig stillede muhamedanske Søstre, staar vistnok højest, hvad teknisk Dygtighed i Broderi angaar. Den østerlandske Evne til at sy - som vel for en stor Del beror paa Taalmodighed - bliver her støttet af en dannet Smag og Kunstsans, og Resultatet er noget i sin Slags fuldendt.
Ingen Industri er saa fyldig repræsenteret som Kniplekunsten. Mrs. Potter Palmer har som bekendt henvendt sig til alle Evropas Dronninger, og den gamle Verdens kronede Hoveder og aristokratiske Damer synes at have været mindre ængstelige end Kunstnerne, som saa hedder det - ofte har tøvet med at betro deres Skatte til Atlanterhavet, Her findes endog et Slør tilhørende "den hellige Jomfru". Hvem skal man give Prisen i den ædle Kunst, Italienerne, hvis Kniplinger er "som Adriaterhavets Skum", eller Belgierne med deres tungere, men karakterfulde Tegninger, Irlænderne med deres rige Bispekaaber eller Franskmændenes elegante Damelommetørklæder og Vifter? Godt at man ikke skal dømme dem imellem!
De fleste af disse Kostbarheder findes spredt i de fremmede Nationers specielle Udstillinger, som optager de temmelig lave Stokværk i Syd- og Nordenden af Bygningen. Her har den udmærkede svenske Udstilling faaet en altfor kneben Plads. Ingen bærer som denne Præg af at være bleven til ved Samarbejde af høje og lave. Den synes - i Modsætning til flere andre - paa én Gang at repræsentere det Højdepunkt af Kunst og Industri, som den arbejdende Kvinde har naaet og dermed det bedste af Nutidens Industri - og de historiske Værdier, som sædvanlig er Aristokratiets Eje. Man behøver blot at nævne Navne som "Handarbetets Vänner" og Thekla Gjøbel for at vide, at Broderierne er af første Klasse baade i kunstnerisk og i teknisk Henseende; maaske endog for udsøgte; i alt Fald synes det, som om de smukke, men ikke særlig fremragende Kniplings Lommetørklæder og Puder vinder stærkest Bifald.
Frøken Lindboms Medaljer har man forstaaet at vurdere; de har faaet Plads i "Æreshallen ", ligesom man ogsaa har vist Frk. Adelborgs smukke Blomsteralfabet fortjent Opmærksomhed.
Ved Siden af den svenske ses en saakaldt norsk Udstilling. At den falder igennem ved en Sammenligning, er et meget mildt Udtryk. Man hører derfor ogsaa med virkelig Tilfredsstillelse, at den ikke har andet at gøre med Norge, end at den er indsendt af norske Kvinder i Chikago, som maaske har tænkt herved at bane Vejen for et Udsalg af norske Haandarbejder. Dette er, hvad mange Udstillere regner paa. Men skal skandinavisk Husflid vinde sig et Navn i Udlandet i Lighed med "dansk Smør", saa maa der for det første øves en ganske anderledes streng Censur end her, og dernæst maa Principet være det samme som ved anden Handel: at sælge saa billigt, som det kan lade sig gøre, medens det synes, som om mange evropæiske Udstillere har gaaet den modsatte Vej, i det man har ment at forhøje Arbejdets Værdi ved "high prices."
Den tyske Udstilling udmærker sig mest ved Modeller af Folkekøkkener, Børnehaver o. lign. Det bedste, England Hospital, indesluttende, foruden Sygesenge og mangfoldige Apparater til Hjælp ved Sygepleje, Dragter og andet personligt Tilbehør til Sygeplejerskerne. Skotske og irske Kvinder i Nationaldragter viser her personlig, hvorledes der spindes og væves paa Landet i "bonny old Scotland" og paa den grønne Ø. Den russiske Udstilling er, som den maatte være det, Rig, tung, pompøs, ejendommelig ved sit ejendommelige Materiale - Guld og Sølv, Perler og ædle Stene, Skind og Horn. Ganske morsomt er det at se de sydamerikanske Staters Kvindearbejder, tildels en Levning af evropæisk Klosterflid. Hvad der frelser det fra Kedsommelighed, er at man hist og her har fundet paa at anvende Fiskeskæl, Muslingskaller, Plantetrevler og lignende Ting af Landets egne Produkter og herved forstaaet at frembringe helt ejendommelige Virkninger.
En stor Plads indtager selvfølgelig det amerikanske Broderi. Husfliden er det kun smaat med blandt amerikanske kvinder; men efter at Syning er bleven en Industri og en Kunst, synes man med vanlig Energi at ville tage det op med hvem som helst. Marshall Field, den største Manufakturhandler i Chikago, udstiller en Mængde smukke Ting af de her saa meget yndede Silkebroderier paa hvidt Lærred. Guirlander af vilde Roser, Violer eller guldgule Blomster slynger sig hen over det fine hvide Borddække. Paa Bobinetsgardiner maler man med lyse Farver og af slutter Tegningen med en Silketraad i Randen. Forskellige Kunstskoler - New York udmærker sig særlig - udstiller Kunstbroderier, som viser nok saa megen Originalitet og Dristighed, som vi er vant til hjemme, uden at de dog overskrider Grænserne for den gode Smag. Dette sidste kan næppe siges om Hovedmængden af Kunstbroderier herovre; men det synes dog, at man er paa ret Vej til at opstille en virkelig kunstnerisk Maalestok.
En Samling Dukker viser Moden i Damedragter fra "Pilgrimsmødrenes" Tid til de seneste Dage. Man ser her Kvækerinder i Dragter, hvis Afglans endnu kan findes i Filadelfiadamernes beskedne Paaklædning, ved Siden af statelige Toiletter fra "det hvide Hus", hvor Martha Washington og andre af Præsidenternes Hustruer har gjort Honnørs for fremmede Diplomater. Morsom som denne Samling er, kan den dog ikke maale sig med en lignende, som udstilles af franske Kvinder. Disse har kopieret berømte historiske Portrætter, ikke blot hvad Dragterne, men ogsaa hvad Ansigtstræk og Holdning angaar.
Skønt man siger, at en Del af de østerlandske Folks Broderier - selvfølgelig ikke i Kvindebygningen - er forarbejdet af Mænd, saa godtgør Udstillingen dog nok Kvindernes Overlegenhed i at føre Naalen og i at udstyre en Sygeseng. Men ud over dette naas der heller næppe. Mulig viser den "indoafrikanske Udstilling," (en etnografisk Samling Kvindearbejde) som det paastaas, at det er Kvinder, som har opfundet den første Kniv samt en hel Del andre industrielle Kunster. Hos os hedder det jo: "Vist ingen Amazone den første Strømpe bandt, en huslig nordisk Kone den ædle Kunst opfandt." Men der skal i alt Fald mere Kundskab til at vurdere den etnografiske Udstilling, end de fleste Tilskuere har. Det saakaldte "Videnskabsværelse" saa vel som "Opfindelsesværelset" og det Sted, hvor man viser Fremgangsmaaden ved forskellige Industrier ("Processroom"), gør et meget tarveligt Indtryk; og naar man ved, der i de senere Aar i Washington af Kvinder er udtaget omtrent 4000 Patenter, maa man ogsaa tænke, at Udstillingen her ikke naar op til Virkeligheden. Her er ogsaa et "Salgsværelse", hvor der findes adskillige smukke Sager, men saa stærkt blandede med Naalepuder, kunstige Blomster o. lign., at man let taber Lysten til at blive længe der.
Trods sine Mangler er Udstillingen i Kvindebygningen en af de mest populære. Det er aabenbart, at Kvinderne føler sig godt hjemme der. Til en vis Grad er Formaalet da altsaa naaet.
Men for fuldt at vurdere Kvindearbejdet paa Udstillingen, maa man videre. De bedste Malerier finder vi Side om Side med Mændenes. De gør der ikke Indtryk af at staa tilbage. Rosa Bonheurs Billeder er en Pryd for den amerikanske Loanexhibition lige saa vel som Anna Anchers og Bertha Wegmans for den lille danske Udstilling. Ogsaa Haandarbejder af bedste Art finder vi paa forskellige Steder. De tyrkiske Silkekaaber med indlagt Snorebroderi gør udmærket Virkning under Halvmaanens Tag. De vævede Tæpper og de naturalistiske Kunstbroderier fra den svenske, norske og danske Udstilling finder intet Sted deres Lige. I den danske Afdeling er der enkelte Stykker Hedebosyning, som kan maale sig med de dejligste Kniplinger. Der burde vistnok være en Udstilling udelukkende af denne Art Broderi, gammelt og nyere, grovt og finere, som det findes spredt i de forskellige danske Udstillinger. I Agerbrugs- og Havebrugsudstillingerne er der syltede Frugter og mange andre Arter af Fødemidler, som skyldes Kvindernes Flid og Snille. Paa forskellige Steder kan vi finde arbejdende Køkkener, som enten simpelthen tilbereder sunde og nærende Spiser, eller hvor der eksperimenteres i nationaløkonomisk Interesse. Flere af dem er bragt i Stand ved Anstrængelse fra de saakaldte "Universitetskvinder", som ønsker at brage deres Kundskaber til bedste for Arbejderne. Paa Skoleudstillingen kan maaske tre Fjerdedele af det udstillede Arbejde, og det ikke af det ringeste, spores tilbage til Kvinder. Paa den lærde Skoles Omraade er det de amerikanske Kvinder, som bærer Prisen; i Børnehaver og Sløjdskoler er Anette Schepel fra Berlin, Hulda Lundin fra Stockholm og Meri Topelius fra Finland næppe overgaaet af nogen. De historiske Samlinger af Portrætter, Dragter og andre Relikvier, som findes i forskellige amerikanske Statsbygninger, er saa godt som alle samlede af Kvinder. Da Mrs. Potter Palmer talte til en af de ledende Mænd ved Udstillingen om at faa kvindelige Jurymedlemmer ind, tilbød han i Letsind, at hun paa enhver Afdeling, hvor Kvinder havde medvirket, maatte vælge hele Juryen. Til hans og alles Forundring viste det sig senere, at kun to eller tre Udstillinger var kommen i Stand, den synlig Støtte af det svage Køn, og man var retfærdig nok til at anerkende dette i Valget af Dommere. Hvad Kvaliteten af Kvindernes Arbejde angaar, da tør man maaske herpaa anvende det samme Motto, som staar over Skoleudstillingen fra en af de yngste Stater i Unionen: Vinder vi ikke Prisen i Dag, saa haaber vi paa i Morgen.
|
