KVINFOs tidsskriftsprojekt
spacer spacer
Klik her for at lave en ny søgning blandt tidsskrifterne
 
spacer
Agnes
 

Af: Minna Canth « Se emneord

(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)


Som Barn i Skolen stod hun over alle. Ikke alene i ydre Skønhed, men i Begavelse i enhver Henseende. Hun var klarttænkende, skarpsindig, havde en ren, pletfri Karakter og en brændende Stræben efter Kundskaber og alt, hvad der var ophøjet i Livet.


Den blotte Tanke, at Agnes kunde foretage sig noget, der var urigtigt, fandt vi andre umulig. Og stod vi selv tvivlende og ikke rigtig kunde afgøre, hvad der var Ret og hvad Uret, da spurgte vi os selv: Hvad vilde Agnes gøre? Og saa gjorde vi, hvad vi antog, hun vilde gøre.


Dt var ikke blot Børnene og de unge i Fortsættelsesskolen, der beundrede hende: Lærerne og Lærerinderne gjorde det i lige høj Grad. Ingen kunde for øvrigt rose sig af at være hendes specielle Ven, hvem hun kunde betro sine Hemmeligheder. Nogen saadan havde hun knap. Hun talte aldrig om sligt. De unge Spradebasser vovede slet ikke at nærme sig hende, de beundrede hende blot paa Afstand og Agnes værdigede dem knapt nogen Opmærksomhed.


Et Par Aar før sine jævnaldrende blev hun udskreven af Skolen for at fortsætte sine Studier i Helsingfors.


Det første Aar skrev hun til Kammeraterne, men det følgende ikke en eneste Gang.


Det forundrede dog ingen.


Hvorfor skulde hun tænke paa os ubetydelige Mennesker og den lille uanselige Skole? Nu var hun kommen i større Forhold, i intelligente Kredse, som passede bedre for hende. Hun havde det godt, hvor hun var, havde hun skrevet. Det var altsammen saa naturligt. Hun savnede ikke os andre og hvorfor skulde vi være misfornøjede derover?


I mange Aar hørtes der intet fra Agnes. Men ved et Bryllup samledes flere af de gamle Skolekammerater og i den Anledning kom en af dem til bage fra Helsingfors, hvor hun var bosat.


Har I hørt noget mærkeligt om Agnes? spurgte hun pludseligt, da Talen faldt paa de gamle Skoleforhold.


Nej, hvorledes? Sig, hvad er der?


Hun er rejst til St. Petersborg som Selskabsdame hos en rig Fyrstinde.


Agnes! Agnes til St. Petersborg som Selskabsdame? Nej, aldrig i Verden!


Som Selskabsdame?


Ja; men tænk hos en Fyrstinde; det er jo noget helt andet end en almindelig Selskabsdame.


Aa Snak! Selskabsdame er Selskabsdame, og desuden i Petersborg!


Hvor I dog er enfoldige og smaalige, fortsatte Fortælleren. Jeg tror ikke, at jeg bryder mig om at fortælle mer. I begriber jo ingenting.


Jo fortæl, fortæl!


Saa hør da. Fyrstinden har indført hende i Petersborgs fornemste og højeste Kredse, hun har tilmed været ved Hoffet. Agnes har skrevet, at hun lever i en Hvirvel af Nydelser og knapt kommer hjem fra den ene Fest, før hun gaar til den næste. For hende er det naturligvis endnu i høj Grad uvant og som en fuldkommen Eventyrverden. Baller saa storartede, at ingen i Drømme har set noget lignende, Operaer, Balletter, Koncerter, straalende Toiletter, det fineste Salonliv og saa fremdeles.


Selskabet hørte undrende paa alt dette.


Men mon det i Længden kan tilfredsstille Agnes? spurgte en.


Om det tilfredsstiller hende? Hvad skulde da ellers tilfredsstille hende - om ikke noget saadant? Naturligvis tilfredsstiller det hende. Agnes var jo som skabt for den store Verden. Der kunde hun jo vække Opsigt. Og alle de høje Herrer, Baroner, Grever, Fyrster, og alle andre ville blive vanvittigt forelskede i hende.


Men hun, Agnes selv? spurgte en, hvem skal hun komme til at elske?


Ja, hvem skulde Agnes selv komme til at tilhøre? - Det var et Spørgsmaal, som ingen kunde give Svar paa.


Jeg havde været gift i fem Aar og havde tre smaa Børn, der tog al min Tid, saa jeg var temmelig ukendt med den store Verdens Gang.


I Staden fejredes en storartet Musikfest, til hvilken Sang- og Musikselskaber fra nær og fjern havde indfundet sig, foruden Masser af andre Mennesker fra alle Landsdele.


Jeg deltog ogsaa i Festen, saa meget som jeg kunde, - enten maatte jeg eller Pigen jo blive hjemme hos Børnene.


Den første Dag kom jeg noget sent til Festpladsen; Musiken var begyndt. Flagrende Faner, grønne Guirlander og brogede Blomster, med hvilke Husene var pyntede, forjog allerede paa Forhaand Hverdagsstemning og Hverdagsbekymringer. Og jo mere jeg nærmede mig Musikpladsen, desto lifligere blev Festindtrykket. Mægtige Toner lød imod mig. Vejret var herligt. Solen skinnede klart, Søen var blank, Træerne fulde af Løv, og den skyfri Himmel hvælvede sig over os, høj og blaa.


Festklædte Mennesker skyndte sig forbi, de var forsinkede, lige som jeg.


En stor Musikestrade var optagen til sidste Plads af Sang- og Musikforeningernes Medlemmer. Som en mægtig Strøm af Toner bølgede Salmen: „Vor Gud han er saa fast en Borg” ud over den uoverskuelige Menneskemasse. Jeg stansede for at høre. Mit Hjerte var opfyldt af andægtige Festtanker, og lige som alle andre følte jeg mig gennemtrængt af en varm patriotisk Følelse.


Efter Salmen fulgte en Pause.


Sangerne steg ned fra Estraden og blandede sig i Mængden. Jeg saa mig omkring, men opdagede ikke en eneste bekendt. Kun fremmede Ansigter overalt.


Mine Øjne gled fra den ene til den anden, men stansede pludselig ved en Dame, som stod lidt til Siden, noget længere borte, omgiven af to- tre Herrer, sandsynligvis hendes Beundrere.


(Fortsættes.)

 
Emneord
    Noveller »
Teksttype
    Føljetoner »
    Skønlitteratur »
« til toppen
 
Forfattere
    Minna Canth »
Initialer
 
Omtalte personer
Organisationer
 
Professioner
Perioder
    1890'erne »
 
Regioner
    Finland »
 
 
Trykt i tidsskriftet:
    Kvinden og samfundet
Nummer:
    11
Trykkeår:
    1899
Dato:
    



Printer ikonspacerPrintervenlig udgave

spacer