|
Medlem af Rigsdagen i Finland (Landdagen) har paa Opfordring fra det bekendte Stemmeretsblad: "The Womans Journal" (Boston) sendt en Selvbiografi, som vi tillader os at benytte, noget forkortet. Frøken Lucina Hagmann har paa vor Anmodning sendt os sit Photografi, som her gengives. Det er vel værd at vide, hvorledes den Kvinde ser ud, som sidder i den første Rigsdag i Europa, der har aabnet sine Rækker for Kvindelige Rigsdagsmedlemmer, og som der er valgt til Formand for Petitionskomitéen, hvoraf følger, at hun hører til "Formændenes Raad".
Et finsk Landdagsmedlem.
Af Lucina Hagmann.
Jeg er født 1853. Min Moder var en opvakt og energisk Kvinde og min Fader en velbegavet Embedsmand, der imidlertid satte mere Pris paa Jagtens Glæder end paa at passe sit Embede. Da dette Embede var den eneste Indkomstkilde for en Familie, i hvilken der var fire Børn foruden mig selv, var det følgelig vor Moder, der maatte varetage de Embedet paahvilende Pligter. Saaledes fik jeg fra min tidligste Barndom en Forstaaelse af, hvorledes en Kvinde kunde arbejde og kæmpe for sine Børns Velfærd.
"Min Fader var en dygtig Jurist, og jeg følte en tidligt udviklet Interesse i at følge mine Forældres Diskussioner om vedtagne Bestemmelser mellem stridende Parter. Ogsaa lærte jeg hurtigt, at omendskønt Mænd kunde baade vredes og le ad en Kvindes Syn paa Sagen, blev dog hendes Meninger ofte de bestemmende.
"Jeg fandt en Dag paa min Faders Bord et aabent Brev til en Ven, i hvilket han til denne sørgmodigt beklagede, at jeg var født som Pige. Skønt jeg dengang var 8 Aar gammel, forstod jeg fuldkommen, hvad han mente og har ofte paa mit Livs Rejse maattet sande, hvor meget han havde Ret heri.
"Hvilke Vanskeligheder har jeg ikke maattet kæmpe mig igennem, fordi jeg var født Kvinde! thi en stupid og sneversynet mandlig Regering lagde Hindringer i min Vej paa hvert Trin henimod Dannelse og Udvikling, Hindringer, der ikke udgik fra min Skaber.
"Alle højere Skoler var lukkede for mig som for alle unge Piger. Da jeg var 12 Aar gammel, flyttede mine Forældre Syd paa, og vi kom til at bo i Nærheden af Byen Vasa, hvor Staten nylig havde oprettet et Kvindeseminarium med et fire Aars Kursus. Heri blev jeg optaget. Men efter tre Aars Forløb døde min Fader, og efter Landets Lov maatte min Moder ikke længere varetage hans Embedspligter, skønt hun i saa mange Aar havde vist sig fuldkommen i Stand dertil. Dette formindskede vor Indkomst, og Kampen, som havde været haard nok under vor bedste Tid, blev nu ti Gange værre.
"Gennem store Ofre blev jeg sat i Stand til at afslutte mit Kursus paa Skolen, og derefter underviste jeg nogle Smaabørn. Mit Salær herfor var cirka 7 Kroner om Maaneden.
"At friste Livet paa denne Maade var umuligt, og jeg søgte derfor Optagelse i Landets eneste Seminarium og blev sat i Stand til at tage et afsluttende Kursus paa et Aar ved en af mine ældre kvindelige Venners Hjælp.
"Havde jeg end tidligt forstaaet, hvorledes Stat og Kommune satte et Uduelighedens Stempel paa den halve Del af Menneskeheden, voksede denne Forstaaelse med Aarene dog end mere. Jeg kunde ikke være blind for, at mit Køns Undertrykkelse ikke alene foraarsagedes af Love og Institutioner, som kategorisk hæmmede al fri Vækst og al Stræben mod Uafhængighed, men at Kvinden baade i Offentligheden som ogsaa i det private Liv behandledes som en Underordnet og en Dumrian, som man ikke behøvede at tage Hensyn til.
"Det eneste Livsværk, som stod Kvinderne aabent, fandtes i Ægteskabet, og dette var saaledes ordnet af en uretfærdig og indviklet Lovgivning, at det tog al Myndighed fra Hustruen samt borttog al Mulighed til Handlefrihed i Ting, der angik hende selv saavel som hendes Børn og Ejendom."
Frøken Hagman fortæller nu, at hun i sit 22de Aar blev Bestyrer for en Forberedelses-Skole i en større By, og her i denne By var hun saa heldig at blive indført i en højt dannet Familie, hvis righoldige Bibliothek indeholdt store Skatte. Her fik hun Adgang til litterære Værker af store reformstræbende Mænd saml til realistiske Bøger af de norske Digtere Ibsen og Bjørnson og andre Forfattere af højeste Rang. Hendes Moder flyttede nu til hende, og hendes yngste Broder, der var en glødende Beundrer af Hegel og Kant, kom ogsaa i Besøg hos dem og holdt en Række Foredrag for Kvinderne i Byen, i hvilke han udfoldede de mærkværdigste Teorier om Kvinder som en mellemliggende Form for en Særart, der var bragt herned til Jorden i den Hensigt "at forhøje Livet" og "gøre Byrderne lettere" for dem, for hvis Skyld Livet var indstiftet - nemlig for Mændene.
"Jeg selv var naturligvis en af Tilhørerne", fortsætter Frk. Hagman, "og jeg har altid været glad over at have været tilstede, fordi hine Foredrag var en æggende Spore til Disputer og Opposition mod disse naive Salon-Teorier, som da ogsaa nu har mistet al Duft og Indflydelse tilsammen med deres Troesbekendelses Ejendommelighed.
"Naar jeg i Tanken opstillede alle disse Teorier - om Mandens Supremati og eneste Ret til Livet - ved Siden af hinanden og saa saa Mandens hyppige Mangel paa Maadehold, hans Raahed, hans ofte saa ringe Maal af Kultur og hans ubeherskede Lidenskaber, saa forstaar De nok, at det bragte mit Blod i Kog.
"Jeg skrev Artikler i Bladene, og jeg udgav Flyveskrifter, i hvilke jeg kraftigt angreb disse Teorier og viste, at netop herfra udsprang mange af vore op-og-ned-vendte Vilkaar og usunde Tilbøjeligheder.
"Omtrent ved samme Tid rejste jeg adskillige Gange til Skandinavien, Tyskland og Schweitz for pædagogiske Formaals Skyld, men ogsaa for at studere de Vilkaar, der fandtes i Samfundene, hvad der endnu mere øgede min Forundring.
"Jeg blev en af Grundlæggerne for den første Afholdsforening i Finland, og i Forbindelse hermed traadte jeg op mod den lovbeskyttede Prostitution. Desuden opretholdt jeg altid en Kamp mod Pigeskolernes organiske Mangler og arbejdede ivrigt for Samskoler.
"I 1886 grundlagdes den første Samskole i Helsingfors - gennem andres og mine egne Bestræbelser - og jeg blev udnævnt til dens Bestyrer, i hvilken Stilling jeg forblev i 13 Aar. I 1899 lagde jeg Grunden til et privat samvirkende Anneks til Universitetet midt under de mest trykkende Tider af den russiske Overhøjhed, hvorunder vi befandt os. Og denne Skole fortsætter jeg bestandig.
"Men Lærerstillingen bringer En just ikke Formue, og det var kun takket være nogle ædle Mennesker, at jeg blev sat i Stand til at købe en Grund og opføre en Bygning. Min Skole er bestandig i fuld Virksomhed, og jeg har haft den Glæde at assisteres af unge Mænd og Kvinder, der var lige saa interesserede som jeg selv for en Reform i Skolevæsenet, der skulde være overensstemmende med humane Principer.
"Siden 1892 har jeg været Formand for den organiserede Kvindestemmerets Union og som saadan taget Del i Forberedelserne til en hel Del Reformer, som Unionen søgte at faa bragt ud i Livet gennem Landdagen. Ogsaa har jeg haft min Opmærksomhed henvendt paa mange andre Sammenslutninger, saaledes paa en national Forening - stiftet paa mit Initiativ - som sigter til at bringe Oplysning til Kvinderne i al Almindelighed".
Lucina Hagman udgav i det finske Sprog flere samfundsnyttige Bøger, som prisbelønnedes. Saaledes en Bog om Frederika Bremer samt en anden om "Kvinders Opdragelse". Ligeledes udkom i 1889 "Politisk Frigørelse for Kvinder", og dette var det første Værk i Bogform i Finland, som fremkom om dette Spørgsmaal. "Det var Synd at sige, at den vandt mange Tilhængere ved sin Tilsynekomst", siger Lucina Hagman, "senere naaede den dog 5 Oplag. Thi Kvindernes Opdragelse blev efterhaanden mere omfattende, og Tiden modnedes lidt efter lidt til, at man ønskede en Stemmerets Reform. Oplyste Kvinder arbejdede nu utrætteligt, først for den kommunale Valgret og senere for hele Folkets Frigørelse.
"Efter syv Aars Undertrykkelse for vor hele Nation, naaede vi Efteraaret 1905 med dets mærkelige Resolution i Form af en National-Strike, og dennes storartede Klimax, der blev fyldestgjort i Kejserens Manifest med Løfterne om almindelig og lige Stemmeret. Nu var Kvindernes Dag kommen.
"Naturligvis havde Herskeren ingen Idé om, at hans Forslag ogsaa skulde kunne indeslutte Kvinders Stemmeret. Men vi kom alle straks frem med vor Forstaaelse af Ordet: "almindelig og lige", og vore Repræsentanter hverken kunde eller vilde modsætte sig vor Udlæggelse deraf. De havde selv gennemgaaet altfor bitre Erfaringer under Uretfærdighedens og Undertrykkelsens Aar, til at de ikke nu - da det var deres Tur at udøve Retfærdighed mod den halve Del af Nationen - skulde gøre det tilgavns. Og det gjorde de! De lod Ret være Ret, og saa blev Kvindernes Stemmeret tilstaaet. Almindelig Stemmeret er almindelig Stemmeret, og lige er lige, men kun i det Øjeblik det omfatter hele Nationen og ikke blot den mandlige Halvdel deraf.
"Vor Bestyrelse udarbejdede et Forslag til December Landdagen om lige Stemmeret til Frigørelse for Kvinden. Dette Forslag blev baade bifaldet af Zaren og lagt frem for hele Landdagen og - det blev modtaget uden et Ords Protest.
"Den 20de Juli 1906 kom den endelige Tilslutning af Senatet. Jeg skal aldrig forsøge at udtrykke den Glæde, det overvældende Indtryk, som denne Anerkendelse havde paa mig, men saameget kan jeg sige, at saalænge jeg lever, skal jeg aldrig glemme det. Jeg boede paa Landet, lige ved Havet, da Budskabet kom d. 21de Juli 1906, og jeg sad paa den samme Veranda, paa hvilken jeg nu sidder i Færd med at optegne disse Erindringer, og naar jeg blot tænker paa denne Stund, da Retfærdighed blev ydet Kvinderne, saa bliver Himmelen mere straalende end før og Havet end dybere blaat.
"I maa jo alle kunne forstaa, at det var umuligt for mig ikke straks offentligt at udtrykke min Glæde over, at det var mit Folk, som i det gamle Europa først havde betraadt Humanitetens Stige.
"I October rejste jeg Landet rundt og holdt adskillige Foredrag over den store Begivenhed, og jeg forsøgte at klargøre den Stilling Kvinderne skulde indtage, for at faa Landdagens Hjælp i Forlangendet af gode Love, for at vinde og opretholde en god Moral, god Sundhedspleje, godt Skolesystem, Afholdenhed osv. osv. og jeg kan med Glæde bevidne, at Kvinderne har været deres Idealer tro. Jeg viste dem Faren ved at komme ind paa Partiernes Gøglebilleder og bort fra Humanitetens Ideal, hvilket de vaagnende Kvinder har gjort til deres. Ved Hjælp af deres nye Rettigheder skulde det kunne lykkes Kvinderne med Hensyn til Lov og Kommune at kunne rejse deres Køns Stilling til samme Plan som Mændenes.
"Det burde netop være Kvindernes Opgave at gøre sig til Tolk for de Svage, Fattige og Lidende og med Landdagens Støtte at forlange Hjælp for at gennemføre alle retfærdige Reformer.
"Jeg blev sat op som Landdags-Candidat af det finske Parti i den Provinds, hvor jeg var født, og jeg blev valgt. Fra Nytaar til Natten før Valget, 15de Marts, rejste jeg rundt i min Valgkreds og forklarede mine Anskuelser, som iforvejen var kendte af mange.
"Da jeg sætter de almenmenneskelige Spørgsmaal over alle andre, er jeg en daarlig Partigænger, men jeg skal som Repræsentant gøre mit Bedste for, at Retfærdighed mod alle skal holdes i Hævd baade i Love og Institutioner. Alle de politiske Former, hvorpaa en Stat er bygget op, har deres store Betydning, det ved jeg fuldt vel; men delte er ikke nok. Jeg tror, at det ogsaa er vigtigt - ja fremfor noget andet vigtigt - at det Folk, som er Statens Rygrad, skal være et Retfærdighed elskende og i moralsk Henseende et rent Folk. Jeg tror, at Nationen skal besidde en indre Styrke og Retfærdighedsfølelse, og at de individuelle Samfundsmedlemmer skal respektere hinanden og holde sammen gennem fælles Samtykke. Hvis de ydre Former ikke hviler paa et indre moralsk Liv, saa vil de snart falde fra hinanden. Derfor - først Folket og derefter Formerne."
Obo 7de Juli.
| 
