Af hendes Livs Historie. (Fortalt af hende selv.)

Jeg er født den 27. September 1856 i en Gaard paa Nordlandet. Min Fader var Gaardmand.

Fra min tidligste Barndom maatte jeg deltage i alt Arbejde, og tillige passe mine yngre Sødskende. Mer end til alt andet stod min Hu til Læsning, og da mit Helbred var skrøbeligt havde jeg heller ingen Lyst til udendørs Arbejde. Derfor var jeg usigelig ked af, naar jeg om Sommeren med min ældste Broder skulde drive Faarene op paa Fjeldet og vogte dem der hele Dagen. Kunde jeg blot faa en Bog med mig, saa glemte jeg alle Genvordigheder. Bøger fik jeg hos Præsten og andre Steder; nogle havde Fader.

Min første Artikel skrev jeg, da jeg var 17 Aar gammel. Ikke engang til min Moder havde jeg viist den. Den angik Kvindeskoler og de Vanskeligheder, som fattige unge Piger møder, naar de ønsker at opnaa en almindelig og grundig Uddannelse. Da jeg 12 Aar senere skrev i et Blad om: »Kvindernes Stilling og Rettigheder« benyttede jeg endeel af denne min første Bladartikel. Ingen Kvinde havde før denne skrevet noget her hos os af den Slags, og naturligvis havde jeg gjort det under et paataget Navn. Artiklen vakte megen Opsigt, man gættede forgæves paa, hvem der havde skrevet den, lige til en Veninde af mig kom til Reykjavik og saa den og deri kendte det Manuskript, hun havde set hos mig.

Den eneste Skolegang jeg havde havt var en Vinter i en Pigeskole i Reykjavik. Saa gerne jeg havde villet fortsætte i denne Skole, maatte jeg indrømme, at Udbyttet deraf kun var ringe. Og andre Skoler paa Island for Kvinder eksisterede ikke dengang.

I Aaret 1887 kom jeg igen til Reykjavik. Den 28. Decbr. holdt jeg mit første Foredrag om Kvindernes Stilling og Rettigheder. Det var tillige det første Foredrag holdt af en Kvinde her i Landet. Det var egentlig Legationsraad, Digteren Grimur Thomsen, som fik mig paa den Tanke. Han sagde til mig, at jeg meget heller skulde holde et Foredrag for at faa Penge ind end undervise uartige Unger, som var det mest opslidende af alle Arbejder. Jeg havde aldrig tænkt paa den Mulighed, at jeg skulde kunne holde et Foredrag! Jeg fortalte det til min Forlovede, Redaktør Valdemar Asmundsson, og han vilde jeg skulde gøre Alvor deraf.

Hvor var jeg dog nervøs og bange den Gang!

Der skulde ogsaa gøres Stads af mig, thi Digteren og daværende Redaktør Jan Olafsson førte mig op paa Scenen og introducerede mig. Han placerede mig lige foran Publikum, og jeg var daanefærdig af Sindsbevægelse. Men da jeg havde talt lidt, begyndte jeg at blive varm for mit Emne. Jeg husker endnu nogle smilende Skoledisciple fra Latinskolen, der sad med Ansigterne lige imod mig. Jeg saa paa dem og sagde, at hver og én uvidende Skolediscipel tænkte, at han bedre kunde deltage i den offentlige Politik end en Kvinde, hvor begavet hun end kunde være, og hvor godt hun end havde sat sig ind i alle de Sager, hun behandlede.« Jeg talte længe, og jeg saa Smilet dø paa de unge Mænds Læber, og da jeg sluttede bragede Huset af Haandklap.

Aviserne kunde ikke rose mig nok og - jeg fik Penge i Lommen.

I Aaret 1888 giftede vi os, og i de første Aar deltog jeg meget lidt i hvad der laa udenfor mit Hjem. For det første havde jeg mine to Børn at passe, og der var mange, der besøgte min Mand. Huset krævede al min Tid. Dengang spurgte min Mand mig, om jeg ikke havde Lyst til at udgive et Blad i Lighed med det danske: »Vort Hjem«. Men jeg mente ikke, at jeg kunde paatage mig Redaktionen. Det var ikke før end i 1894, at jeg faldt paa at gøre Alvor af Sagen.

Lige siden dengang har jeg udgivet Kvindebladet. Det skulde først og sidst behandle Børneopdragelse, Skolesager og forskellige andre Ting, blot ikke Partipolitik, Religion og Afholdsbevægelse.

Senere stiftedes et andet Kvindeblad, der netop skulde tage de af mig udeladte Sager op foruden selve Kvindesagen. Det ophørte efter nogle Aars Forløb. Jeg syntes nu, at det var min Pligt at forandre Kvindebladets Program og gøre det til et Organ for Kvindesagen, hvilket det siden altid har været.

Sidste Sommer rejste jeg rundt om paa Landet paa en Foredragsrejse for Kvinderetsforeningen her i Reykjavik, som blev oprettet for 2 Aar siden og hvis Formand jeg er. Aldrig havde jeg turdet haabe, at der var saa megen Jordbund for Kvindesagen her i Landet! Og aldrig var det faldet mig ind før, at Kvindebladets Artikler havde gjort saa megen Gavn for Sagen, som jeg nu fandt dem at have gjort.

Nu er der 5 eller egentlig flere Kvinderetsforeninger, hvor der ingen var før, og Interessen derfor er i daglig Stigen. Mod hver Post faar Kvinderetsforeningen flere Breve, som alle aande levende Sympathi for vor Sag, saa jeg kan alligevel glæde mig over, at lidt Gavn har jeg dog maaske gjort, skøndt jeg mange Gange har været nær vod at fortvivle over det haabløse Arbejde, som jeg syntes jeg havde for. Men nu begynder det først at lysne for os Kvinder!

Det, som har gjort mig til en Kvinderetskvinde er den store Uret og Forskel som fra Fødselen af vises i Forholdet mellen Piger og Drenge, Mænd og Kvinder. Mine Brødre fik Lov til saa mange Ting, som vi Piger ikke fik. De maatte læse og skrive, naar de ikke havde noget Arbejde udendørs; vi skulde derimod strikke, spinde Uld, karte, lave Mad, holde vore Klæder og deres Klæder i Orden o. s. v. Tjenestepigernes Løn var ikke en Tredjedel af Tjenestekarlenes. Et Utal af Forbud imod forskellige uskyldige Fornøjelser blev der paalagt os Piger, der, hvor Drengene fik Lov at gaa uantastede.

Vi maatte ikke engang løbe paa Skøjter, heller ikke løbe paa Ski nedad Bakker o.s.v. Vi maatte ikke ride os en Tur alene - det var ukvindeligt! Vi maatte blot opvarte Brødrene, rede deres Senge og staa paa Pinde for dem og saa faa Utak til Løn derfor. Jeg stod altid paa Tjenestepigernes Side, naar de var misfornøjede. Jeg forstod, de havde Aarsag nok dertil.

Ja det er mine ældste Brødre først og sidst, der gjorde mig til en Kvinderetskvinde.

Briet Asmundsson.

 

Fru Briet Asmundsson.

Ovenstaaende Selvskildring af Fru Briet Asmundsson, har sin store Interesse for os, da Danmark og Island i mange Tider har været knyttede sammen. Dybt interesseret mødte Fru Briet Asmundsson til vor Kvindekongres 1906. Men ligesom Canada har sin selvstændige Forbindelse med Alliancen og ikke har den gennem England, saaledes vil Island forhaabentlig i en nær Fremtid ogsaa faa sin direkte Forbindelse med Alliancen, ved hvis Møder det hidtil kun har været Gæst. Det er ikke Fru Asmundssons Skyld, hvis dette ikke sker. Hun har taget den højt priste Organisation i Sverrig til Mønster. I Sommeren 1908, da Alliancen holdt sin Kongres i Amsterdam, ventede vi Alle paa Fru Asmundsson, men hun udeblev, tiltrods for hendes udtalte Ønske om at komme. Først langt om længe hørte vi, at medens vi var samlede i Amsterdam sad hun paa Hesteryg og red fra By til By paa Island for at danne Kvindestemmeretsforeninger, der kunde knyttes sammen med den af hende dannede Kvinderetsforening i Reykjavik i et Nationalt Forbund og som saadant med Ære meldes ind i Alliancen. Der er nu dannet 6 Foreninger og man er i Juni 1909 kommet til et vist Resultat.

Vi behøver vel næppe erindre vore Læsere om, at de islandske Kvinder længe før de danske fik kommunal Stemmeret. Denne blev udvidet i 1908 til ogsaa at indbefatte Valgbarhed og 23 Dage derefter sad alt 4 Kvinder i Reykjaviks Byraad, der har 15 Medlemmer. Det var altsammen takket være Fru Briet Asmundssons ihærdige Førerskab. Hun er ikke for intet udrunden fra en af de gamle islandske Slægter, der er saa kendte for deres store Viljestyrke.

Vi citerer nu Fru Asmundssons Brev skreven til os i Marts dette Aar (1909):

»Kvindebevægelsen synes at vokse hos os for hver Maaned der gaar. Medlemsantallet i vore Kvinderetsforeninger er nu gaaet op til 400. Næsten ved alle politiske Møder i Efteraaret og Vinteren er der fremkommet Krav om lige Ret mellem Kvinder og Mænd i alle Sager, men især med Hensyn til politisk og kommunal Stemmeret samt til Kvindernes Uddannelse i alle højere Skoler. Samme Ret til Besættelse af alle Embeder og offentlige Stillinger for Kvinder som for Mænd er ogsaa forlangt.«

»Forslag om almindelig kommunal Stemmeret baade for Mænd og Kvinder er indgivet til Althinget af en af vore Kvinderetsforeninger,« siger Fru Asmundsson videre, og dette er støttet af Hr. Skule Thoroddson. Vi arbejder alle herfor og haaber Forslaget gaar igennem, thi det lader næsten til, at ingen har noget imod, at Kvinderne i denne Sag skal nyde fuld Ligeberettigelse med Mændene.«

»Hvad derimod vor politiske Stemmeret angaaer, kan jeg ikke se særlig forhaabningsfuld paa dens Fremgang i dette Øjeblik. Regeringen - Ministeriet Hafstein - har fremlagt et Forfatningsforslag for Althinget. I dette vil han give alle Mænd Stemmeret med fyldte 25 Aar og Valgbarhed efter fyldte 30 Aar. Men Kvinderne skal vente her ligesom andre Steder. I Forslaget siges, at Kvinderne vil kunne faa politiske Rettigheder ved en almindelig Lov uden nogen Forfatningsændring. Ja - man har sagt mig, at Ministeren i sin Indledningstale for Forfatningsændringen antydede, at Kvinderne ikke var modne til saa ansvarsfulde Rettigheder, og at han antog det vilde være hensigtmæssigt, om de fik disse efterhaanden. Til en Begyndelse kunde de f. Ex. faa disse Rettigheder ved en højere Aldersgrændse end Mændene, nemlig ved 40 Aars Alderen!« -

»Dette var mig en stor Skuffelse, thi jeg havde altid anset Minister Hafstein for en af vore mest trofaste Talsmænd, naar det gjaldt!«

»Men alligevel er Udsigterne slet ikke saa daarlige endda for os, thi Førerne for det nuværende Flertal i Althinget er alle vore Venner, især Skule Thoroddsen og Redaktør Bjørn Janson, som af Partiet er bleven udpeget som vordende Minister. Han traadte nu op imod Minister Hafstein og hævdede, at han holdt paa Ligeberettigelse mellem Mænd og Kvinder og havde aldrig i sit Liv tvivlet paa, at dette var det ene retfærdige. Derfor vilde han, at der i Forfatningen skulde staa: »alle, baade Mænd og Kvinder«. Da han er Partiets Leder og vor mest ansete Politiker og forhaabentlig den, som Kongen vælger til Minister, saa troer jeg, at vi har lyse Udsigter.«

»Under de nuværende Althingsforhandlinger gaar det sikkert ikke fremad, da Forfatningsrevisionen sandsynligvis vil strande paa den store, islandsk-danske Komités Udkast, som næppe kommer til at gaa igennem i Althinget i sin nuværende Skikkelse. Og da Forfatningsrevisionen beror paa dette Udkasts Vedtagelse, saa er den forud dømt.«

»Men Forfatningsrevisionen maa tages under Behandling i den allernærmeste Fremtid; thi foruden den almindelige politiske Valgret er der mange andre omfattende Forandringer, som man ønsker gennemførte snarest muligt. Jeg ser derfor Fremtiden imøde med trygt Haab og glæder mig i den Tanke, at jeg skal opleve at se Kvinderne som, frie Borgere i et frit Samfund.«

»Den 10. Februar holdt Kvinderetsforeningen et stort Demonstrationsmøde her i Reykjavik og havde i den Anledning faaet 4 af de andre største Foreninger med sig til at staa i Spidsen for Indbydelserne til Mødet. Jeg indledede Mødet og efter mig talte flere Kvinder. Vi gav derpaa Ordet baade til Althingsmændene og til andre Mænd, men det var helt forgæves.«

»Vi bad dem nu indtrængende om dog idetmindste ærligt at sige os deres Grunde imod, at Kvinderne fik den politiske Stemmeret. Tilsidst talte tre af dem nogle faa Ord. De to var os venligt sindede, men den tredje raadede os til: »at være meget stilfærdige og meget rolige, thi saa gik alting bedst!« Han udtalte, at han aldrig havde tænkt paa Sagen, men nu skulde han nok begynde at sætte sig ind i den. Dette var den 10. Februar, men den 19. Marts var han ikke kommen et Skridt videre men vidste Lige saa lidt, om det vilde være til Gavn eller Skade, om Kvinderne nu holdt op med deres »Storværk« at føde og opdrage Børn og i Stedet kastede sig ud i Politiken.«

»De stakkels Mænd maa formodentlig - efter denne Udtalelse - ogsaa helt forandre deres oprindelige Naturel for Stemmerettens Skyld!«

»Vort Lokale kunde ikke rumme alle Tilhørerne, skøndt det var det største i Reykjavik.«

»Der blev vedtaget de af mig foreslaaede Resolutioner:

1) At Kvinder skulde have politisk Stemmeret og Valgbarhed paa samme Vilkaar som Mænd.

2) At i dette Althing skulde en Lov om Kvinders kommunale Stemmeret paa samme Vilkaar som Mænds tages under Behandling og vedtages.

3) At Kvinder skal faa samme Rettigheder som Mænd til alle offentlige Skoler, Embeder og Stillinger og nyde samme Understøttelse under Skoletiden « -

»Det var morsomt at se alle de mange Kvindehænder, som løftedes for at vedtage disse Resolutioner.

»Bagefter holdt jeg en Tale - dybt greben som jeg var af denne sejge, tause Modstand, som vi overalt mødte. Det gjorde et stærkt Indtryk paa mig at føle, at vi egentlig her blot løb med Hovedet mod en Mur. Og Mændenes Taushed lammede hver Sammenslutning, hver Samvirken mellem os Kvinder.«

»Althingsmændene sad paa de første Rækker foran mig, og jeg sagde dem nu uden alle Omsvøb, at om vi Kvinder blot havde været Vælgere, saa havde de nok fundet os værdige til idetmindste at give os et Svar. Jeg erindrede godt nok fra forrige Vinter, da vi Kvinder her i Byen skulde have kommunal Stemmeret - da huskede Mændene vor Tilværelse. De tilbød os ivrigt Samarbejde. Men nu, da vi indbyder Folkets Repræsentanter for at de skal høre vore Krav og selv sige os deres Modgrunde mod Gennemførelsen deraf, nu anser de os ikke værdige et Svar. Jeg sagde dem, at de endelig ikke maatte tro, at vi blot »legede« Politik. Vi skulde nok følge Althingets Forhandlinger og der lære vore Venner at kende, og det var slet ikke umuligt,, at vi ved de næste Valg kunde faa Indflydelse paa Valgenes Udfald, saa at de nok skulde forstaa, at hos os var det Alvor og ikke Leg.«

En af Althingsmændene sagde bagefter betegnende nok til mig: »Det var en Misforstaaelse! Vi kom ikke for at tale! Althinget svarer.«

Fru Briet Asmundsson skriver derpaa til os den 19. April (1909):

»Den nye Minister, Hr. Bjørn Jansen, har sagt offentlig, at han tager Kvindesagen (d. v. s. de politiske Rettigheder: Stemmeret og Valgbarhed) paa sit Program. Derfor antager jeg, at der lægges Ændringsforslag frem fra Regeringspartiet, som sætter Kvindernes politiske Valgret ind i Forfatningsforslaget, især da det jo var Meningen, at der skulde gives almindelig Stemmeret til alle Borgere, som var 25 Aar uden Hensyn til om de betaler Skat eller ikke.«

»Naturligvis nytter det ikke denne Gang, men saa faar vi det forhaabentlig frem i 1911.«

De sidste Underretninger fra Briet Asmundsson er fra Slutningen af Juni og omhandler: »Det Nationale Islandske Kvindestemmeretsforbund« i dets Tilbliven.

Lad os se hvad Fru Briet Asmundsson selv siger herom:

»Foruden den sædvanlige Ligegyldighed for Kvindevalgretssagen fra de fleste Kvinders Side, saa har vi ogsaa andre Vanskeligheder at stride imod, som man i de fleste andre Lande ikke har. Vort Land er forholdsvis meget stort og vor Befolkning meget faatallig. Desuden er alle Kommunikationer og Samfærdselsmidler yderst dyre, langsomme og daarlige, naar man skal maale dem med samme Alen som andre kultiverede Folks Samfærdselsforbindelser.«

»Vor store nationale Fejl er en vis Mistro til alt nyt. Alligevel opnaaede vi, at der sendtes Delegerede til et Fælledsmøde sidst i Juni. Der blev Lovene for Islands Kvinderets Landsforening forelagte og underskrevne af 3 af Foreningerne, medens de andre holder os i Udsigt senere at slutte sig til os.«

Foreningerne udenfor Reykjavik ønskede først, at Aarsmødet skulde foregaa skiftevis hos dem, men ved at bese Dampskibsforbindelserne med Kystbyerne nærmere, opdagede man, at det varede altfor længe, inden man atter skulde kunde forlade Mødestedet, naar dette ikke blev Reykjavik. Saaledes blev man ved Forholdenes Magt tvungen til at vælge Reykjavik til det centrale Sted, hvor baade Aarsmøderne foregik og Hovedstyrelsen sad. Vi maa tænke paa Sverrigs »Landsförening för Kvinnans politiska Rösträtt«, naar vi hører at Centralforeningens Bestyrelse, Formand, Kasserer og Sekretær (altsaa i Kvinderetsforeningen i Reykjavik) tillige er Bestyrelse for hele Forbundet, hvorimod de andre Foreninger hver kun sender én Delegeret eller Suppleant til Aarsmødet. Men Kvinderetsforeningens Medlemmer maa ogsaa betale en større Afgift end de andre Foreningers.

Hele Forbundet synes saaledes at være formet, og der kan næppe være Tvivl om, at de tre tøvende Foreninger slutter sig til de andre og indgaar i det store Verdensforbund »The International Woman Suffrage Alliance«. Selv om det islandske Forbund kun skulde bestaa af de tre nu sammensluttede Foreninger, tør vi spaa, at det vil blive modtaget med aabne Arme af Alliancen, der har vist sig saa imødekommende mod Lande, hvor Forbund af Foreninger ikke kunde dannes, saa man har maattet nøjes med Komitéer.

Vi har al Grund til at beundre den Kvinde, der har virket saa meget i selve Island og som tillige ved sit ihærdige Arbejde har overvundet de store Vanskeligheder som et Land frembyder, hvor Samfærdslen møder saa store Hindringer, og vi forstaar hvor ufortrøden den Paavirkning maa have været, der i et saa fjernt Land frembringer en Interesse, varm nok til at Landet slutter sig til den store Forbundsring, der staar om den internationale Alliance.