Der var engang en Historie, som vilde fortælles og komme ud i Verden. Dette var ganske naturligt, da den vidste med sig selv, at den allerede var saa godt som færdig. Mange havde været med at lave den ved deres mærkelige Gerninger, andre havde givet deres Skærv til ved atter og atter at fortælle om disse Gerninger. Hvad der manglede den var at blive sat ordentlig sammen, saa den uden Ulempe kunde færdes rundt i Landet. Endnu var den ikke andet end en hel Mylr af Historier, et formløst Bundt Eventyr, der drev frem og til­bage som en Sværm Bier paa en Sommerdag og ikke vidste, hvor de skulde finde nogen, der kunde sætte dem ind i en Kube.

Den Historie, der vilde fortælles, var opstaaet og blevet til i Värmland, og man kan være vis paa, at den vandrede om fra Huse til Gaarde, fra Præsteboliger til Officershjem, kigede ind ad Vinduerne og bad om at blive taget i Haand. Men den maatte føre mange forgæves Forsøg; den blev alle Steder vist af. Det kunde neppe være anderledes. Folk havde mange vig­tigere Ting at tænke paa.

Endelig kom Historien til et gam­melt Hus, der hed Mårbacka; det var en lille Gaard med lave Bygninger, der overskyggedes af høje Træer. Engang i Tiden havde den været Præstegaard, og det var, som om den ikke kunde glemme dette igen. Folkene dér holdt mere af at læse og studere end andre Steder, og der laa altid en stille Fred over Gaarden. Man havde aldrig saa jagende travlt med Arbejde og aldrig Vrøvl med Tjenestefolkene. Der kendtes ikke Splid og Strid, og ingen, som færdedes der, fik Lov at tage Livet tungt; enhver maatte først, og frem­mest forlade sig paa, at Vor Herre styrede alt til det bedste for dem, som boede paa den Gaard.

Naar jeg nu tænker over Sagen, forstaar jeg, at den Historie, jeg taler om, maa have holdt til her i en lang Række Aar, mens den forgæves ven­tede paa at blive fortalt. Det kommer mig for, som maa den have omsvæ­vet Stedet, som en Sky omsvæver en Bjærgtop, og som havde den da af og til ladet et af de Eventyr, der var i den, regne ned over det. De kom som underlige Spøgelseshistorier om Gaardbrugeren, der altid havde sorte Tyre for Vognen, naar han om Natten kom hjem fra Gilde, og i hvis Hjem den onde selv sad i Gyngestolen og gyngede, mens Hustruen spillede. De kom som mærkelige Sagn fra Nabogaarden, hvor Skaderne forfulgte Hus­moderen, saa hun ikke turde gaa udenfor Døren, fra Kaptejnens, hvor de var saa fattige, at de maatte laane alting, og fra det lille Hus nede ved Kirken, hvor der boede saa mange unge og gamle Piger, der alle for­elskede sig i den smukke Orgelbygger.

Undertiden kom de kære Eventyr saa at sige helt haandgribelige til Gaarden. Gamle, fattige Officerer kørte op for Trappen med ældgamle Heste og i skumplende Enspændervogne. De blev der paa Gæsteri i Ugevis, og om Aftenen, naar Toddyen havde sat Mod i dem, begyndte de at for­tælle om den Tid, da de dansede uden Strømper i Skoene, for at Fød­derne skulde se smaa ud, da de krøllede deres Haar og sværtede deres Overskæg. En af dem pralede med, at han havde søgt at bringe en smuk Pige tilbage til hendes Kæreste og var bleven forfulgt af Ulve paa Hjemvejen, en anden havde været med til Jule­gilde, da en krænket Gæst slængte alle Jærperne mod Væggen, fordi man havde bildt ham ind, at det var Krager, en tredje havde set den gamle Mand, som plejede at sidde og spille Beethoven paa et Træbord.

Men ogsaa paa anden Maade kunde man faa Glimt af Historien at se. Paa Kvisten hængte et gammelt Bil­lede af en Dame med pudret Haar, og naar man gik forbi det, faldt det En ind, at det maatte være den smukke Grevedatter, der havde elsket sin Broders unge Huslærer og kom og besøgte ham engang, da hun var en gammel, graahaaret Dame og han en gammel, gift Mand. I Pulterkamret laa store Bunker Dokumentpakker, der indeholdt Købekontrakter og Forpagtningsaftaler, underskrevne af den mægtige Frue, som engang havde raadet over syv Gaarde, som hun havde arvet efter sin Elsker. Kom man i Kirke, saa man der i et lille, skønt Skab under Lægteren Kisten, som var fyldt med de vantro Skrifter og ikke maatte aabnes før ved det ny Aarhundredes Begyndelse; og ikke langt derfra laa der paa Bunden af Elven, en Mængde Helgenbilleder, som ikke havde faaet Lov at staa paa den Prækestol og den Lægter, som de engang havde prydet.

Det kom vel til syvende og sidst af de mange Sagn, som omsvævede Gaardene, at et af de Børn, som voksede op der, fik Lyst til at blive For­fatter. Det var ikke nogen af Dren­gene; de var ikke meget hjemme, men var ude af Huset paa deres Skole det meste af Aaret, saa Sagaen fik ikke saa megen Magt over dem; men det var en af Pigerne, en, der var sygelig og ikke fik Lov til at lege og more sig saa meget som de andre Børn, men havde sin bedste Glæde af at faa Rede paa alt det store og mær­kelige, der var sket i Verden, gennem Bøger og Fortællinger.

Nu maa man ikke tro, at den unge Pige straks fra Begyndelsen havde i Sinde at skrive om de Sagn og de Historier, som omgav hende. Hun havde ikke den fjærneste Tanke paa, at der kunde blive en Bog ud af disse Eventyr, som hun hørte for­tælle saa ofte, at de forekom hende ganske hverdagsagtige. Naar hun prøvede at digte, valgte hun Stof fra sine Bøger og lavede med frisk Mod Historier om Tusind og een Nats Sultaner, om Walter Scotts Riddere og om Snorre Sturlasons Sagnkonger.

Det er sikkert unødvendigt at nævne, at hvad hun skrev var det mindst originale og mest umodne, som nogen­sinde er skrevet, men det kunde hun naturligvis ikke selv forstaa. Hun gik hjemme paa den stille Gaard og fyldte ethvert Blad Papir, hun kunde faa fat paa med Vers og Prosa, med Skuespil og Romaner. Naar hun ikke skrev, gik hun og ventede paa Lykken. Og Lykken skulde bestaa deri, at en eller anden fremmed, som var meget vis og mægtig, ved et mærkeligt Tilfælde, skulde komme til at opdage, hvad hun havde skrevet og finde det vær­digt at trykkes. Siden skulde alt det andet gaa af sig selv.

Men intet saadant skete, og da den unge Pige, var over 20 Aar, begyndte hun at blive utaalmodig. Hun kunde ikke forstaa, at Lykken ikke vilde komme. Maaske manglede hun Kundskaber, og lidt mere af Verden end Gaarden der hjemme burde hun vel ogsaa se. Og siden det gik saa langsomt med at tjene sit Ophold som Forfatterinde, maatte hun vel lære noget, skaffe sig en Livsstilling, saa at hun havde noget at leve af, mens hun ventede paa sig selv.

Maaske forholdt det sig ganske simpelt saaledes, at Sagaen havde tabt Taalmodigheden med hende. Den tænkte maaske som saa: Siden dette forblindede Menneske ikke ser det, der ligger lige for Øjnene af hende, saa maa hun tvinges til at rejse sin Vej. Hun maa gaa paa graa Sten­gader, hun maa bo i snevre By­værelser, uden anden Udsigt end graa Husmure. Hun maa leve blandt Men­nesker, som skjuler alt, hvad der er ejendommeligt hos dem, og som alle synes at ligne hverandre. Det kan maaske lære hende at se det, som venter udenfor Døren til hendes Hjem, alt det, som lever og aander mellem de grønne Bakker, hun har for Øje hver Dag.

Og saa en Sommer, da hun alle­rede var 22 Aar gammel, tog hun til Stockholm for at læse og uddanne sig til Lærerinde.

Den unge Pige var snart optaget af Arbejdet. Hun skrev ikke længer, men gik op i Lektier og Overhøringer. Det saa næsten ud til, at Sagaen helt skulde miste hende.

Men samme Efteraar, da hun i et Par Maaneder havde levet imellem graa Gader og Husmure, skete   der noget mærkeligt.

En Formiddag kom hun gaaende hen ad Malmskillnadsgaden med en Pakke Bøger under Armen. Kort i Forvejen havde hun havt en Time i Literaturhistorie. Den havde sagtens handlet om Bellmann eller Runeberg, for hun gik og tænkte paa disse to og paa de Skikkelser, som levede i deres Digtning. Hun sagde til sig selv, at Runebergs godmodige Krigs­folk og Bellmanns sorgløse Drikkebrødre var det fortrinligste Materiale, en Digter kunde have paa Haanden. Og saa paa engang fik hun en Idé: Den Verden, som du har levet i hjemme i Värmland, er ikke mindre ejendom­melig end Fredmans eller Fänrik Ståls. Kan du bare magte den, saa har du vel lige saa godt et Stof at arbejde med som begge de to.

Saaledes gik det til, at hun for første Gang fik Øjet op for Sagaen. Og i samme Øjeblik, hun saa den, begyndte Jorden at bæve under hende. Hele den lange Malmskillnadsgade fra Havnegadebakken til Brandstationen hævede sig mod Himlen og sank igen, hævede sig og sank. Hun maatte staa stille en Tid, indtil Gaden faldt i Ro, og hun saa forbavset paa de forbigaaende, der gik saa rolige og ikke mærkede, hvad der var sket.

I den Stund besluttede den unge Pige, at hun vilde skrive Historien om Värmlandskavalererne, og hun slap aldrig Tanken paa den. Men mange og lange Aar varede det, inden denne Beslutning blev udført.

For det første var hun nu kommen ind paa en ny Vej, og hun manglede Tid til at gøre noget stort. For det andet mislykkedes det altid, naar hun prøvede at skrive den ned.

Men der hændte dog stadig noget, som hjalp hende til at udforme Histo­rien. I en Ferie sad hun en Morgen med sin Fader ved Frokostbordet, og de talte sammen om gamle Dage. Da begyndte han at fortælle om en Ungdomsbekendt, som han beskrev som det mest indtagende Menneske. Det var en Mand, som bragte Glæde og Munterhed med sig, hvor han kom. Han kunde synge, han komponerede, han improviserede Vers. Naar han spillede op til Dans, saa dansede ikke blot de unge, men ogsaa gamle Mænd og Koner, høje og lave, og naar han holdt Tale, saa maatte man le eller græde, ganske som han vilde. Naar han drak sig fuld, kunde han spille og tale bedre, end naar han var ædru, og naar han blev forelsket i en Kvinde, var det hende umuligt at staa imod. Gjorde han Dumheder, tilgav man ham; var han bedrøvet, vilde man gøre hvad som helst for igen at se ham glad. Men stor Fremgang i Ver­den havde han ikke haft trods sin rige Begavelse. Sin meste Tid havde han levet i Värmland som Huslærer paa de store Gaarde. Tilsidst havde han taget Præsteeksamen. Det var det højeste, han havde drevet det til.

Efter denne Samtale kunde hun bedre end før se Historiens Helt for sig, og der kom nu en Smule Liv og Bevægelse i den. En smuk Dag fik Helten oven i Købet Navn og blev kaldt Gösta Berling. Hvorfra han fik dette Navn, vidste hun aldrig. Det var lige­som om han havde givet sig det selv.

En anden Gang var hun hjemme i en Juleferie. En Aften, tog man i Juleselskab langt borte. Det var Uvejr, og det blev en længere Tur, end nogen havde tænkt. Hesten arbejdede sig frem Skridt for Skridt. I flere Timer sad hun i Uvejret og tænkte paa Sagaen. Da de endelig kom til Maalet, havde hun tænkt sit første Kapitel ud. Det var det, som handlede om Julenatten i Smedien.

Og hvilket Kapitel! Det var hendes første, og i flere Aar ogsaa hendes eneste. Det blev først skrevet paa Vers; thi efter den første Plan skulde Historien være en Række Digte lige­som Fänrik Ståls Saga. Men efterhaanden ændredes dette, og Meningen var en Tid, at den skulde skrives som et Skuespil. Saa blev Julenatten lavet om for at indgaa som første Akt i Skuespillet. Men heller ikke dette Forsøg lykkedes, og nu bestemte hun sig endelig for at nedskrive Historien som en Roman. Saa blev Kapitlet skrevet paa Prosa og fyldte da 40 skrevne Sider. Sidste Gang, det blev skrevet om, optog det kun 9.

Nogle Aar efter kom der et andet Kapitel til. Det var Fortællingen om Ballet paa Borg og om Ulvene, der for­fulgte Gösta Berling og Anna Stjärnhøk.*)

*) Dette Kapitel, oversat af Ida Falbe-Hansen i „Kvinden og Samfundet”, 7. Aargang Side 17-31, indførte første Gang Selma Lagerlöf i den danske Literatur. Red.

 

Dette skreves oprindelig ikke med Tanke paa, at det kunde komme ind i Historien, men som Øjebliksdigtning, for at læses op ved en lille Sammen­komst. Oplæsningen blev dog ikke til noget, og Novellen blev indsendt til Dagny. Kort efter blev den sendt til­bage til Forfatterinden som ikke egnet for Dagny. Den var i Virkeligheden ikke egnet for nogetsomhelst. Den var endnu slet ikke gennemarbejdet.

Imidlertid spekulerede Forfatterinden over, hvortil vel den ulykkelige Novelle kunde anvendes. Om hun skulde sætte den ind i Sagaen! Men den var jo et Eventyr for sig, ganske afsluttet. Den vilde se mærkelig ud imellem det øvrige, der hængte sammen. Kanske, tænkte hun, vilde det ikke være saa ilde, om alle Sagaens Kapitler var saaledes noget nær afsluttede Historier. Det vilde blive svært at gennemføre, men det kunde vel lade sig gøre. Der vilde maaske af og til blive Huller. Ja, men det vilde give Bogen Kraft og Rigdom.

Nu var to vigtige Ting afgjort. Det var klart, at Bogen vilde blive en Roman, og at hvert Kapitel skulde være et Hele for sig, men der var just ikke saa meget naaet hermed. Hun, som havde faaet den Idé at skrive Värmlandskavalerernes Saga, da hun var 22 Aar, nærmede sig paa denne Tid Trediverne og havde ikke faaet skrevet mere end to Kapitler. Hvordan var dog Aarene gaaet for hende? Hun havde taget sin Eksamen, hun havde i flere Aar været Lærerinde i Landskrona, hun havde interesseret sig for mangt og meget og syslet med alle Slags, men Sagaen var lige uskreven. En Mængde Stof var ganske vist sam­let. Men hvad betød vel det, at hun havde saa svært ved at skrive det ned ? Hvorfor kom Aanden aldrig over hende ? Hvorfor gled Pennen saa lang­somt over Papiret? Det kan nok være, at hun havde mørke Timer den Gang. Hun blev vist aldrig færdig med dette. Hun var den Tjener, der gravede sit Pund ned og aldrig prøvede paa at anvende det.

Det forholdt sig imidlertid saaledes, at alt dette foregik i Firserne, den strænge Virkelighedsskildrings bedste Tid. Hun beundrede den Tids store Mestre, og tænkte aldrig paa, at man kunde anvende et andet Sprog i Digt­ning end det, de talte. For sin Del holdt hun mere af Romantikerne, men Romantiken var død, og hun var ikke den, som tænkte paa at genoptage dens Form og Udtryksmaade. End­skønt hendes Hjem var overfyldt med Historier om Spøgelser og vild Kær­lighed og underskønne Damer og even­tyrlystne Kavalerer, prøvede hun dog at skrive om alt dette paa realistisk Prosa. Hun var ikke mere klarsynet. En anden vilde snart have set, at det umulige var umuligt.

En Gang skrev hun dog et Par smaa Kapitler i en anden Stil. Det ene var en Scene fra Svartsjö Kirkegaard, det andet handlede om den gamle Filosof Farbror Eberhard , og hans vantro Skrifter. Hun skrev dem mest for Løjer med mange Ak og O i en Prosa, som næsten var rytmisk. Og hun mærkede, at paa den Maade kunde hun skrive, der var Inspiration i dette, det følte hun, Men da de to smaa Kapitler var færdige, lagde hun dem hen. De var kun bleven til for Spøg. Man kunde da ikke skrive en hel Bog paa den Maade.

Men nu havde alligevel Sagaen ventet længe nok. Den tænkte sikkert ligesom første Gang, da den sendte hende ud i Verden: Jeg maa igen sende dette forblindede Menneske en stor Længsel, som kan aabne hendes Øjne.

Denne Længsel kom over hende paa den Maade, at Gaarden, hvor hun var vokset op, blev solgt, og hun kom hjem for at se sit Barndomshjem for sidste Gang, inden de fremmede Menne­sker skulde tage det i Besiddelse.

Om  Aftenen, inden hun tog bort derfra for maaske aldrig mere at gense Stedet, besluttede hun i al Ydmyghed at skrive Bogen paa sin egen Maade og efter sin egen fattige Formue. Det vilde ikke blive noget Mesterværk, som hun havde haabet. Det vilde blive en Bog, som Folk vilde le ad, men hun vilde alligevel skrive den. Hun vilde skrive den for sin egen Skyld for at redde, hvad der endnu kunde reddes af Hjemmet: de kære gamle Fortællinger, de sorgløse Dages glade Fred og det smukke Landskab med den lange Sø og de blaanende Bjærge.

Men for hende, der havde haabet, at hun dog en Gang skulde kunne lære at skrive en Bog, som Folk vilde læse, var det, som havde hun nu sagt Farvel til det. hun helst vilde vinde i Livet. Det var den største Prøvelse, hun endnu havde haft.

Et Par Uger senere var hun igen i sit Hjem i Landskrona og satte sig da til at skrive. Da hun begyndte, vidste hun endnu ikke rigtig, hvad hun vilde skrive, men det vidste hun, at hun ikke vilde vige tilbage for de stærke Ord, for Udraab og Spørgsmaal. Ikke heller vilde hun være bange for at give sig selv med al sin Barnlighed og alle sine Drømme. Og saa begyndte da Pennen at gaa næsten af sig selv. Dette gjorde hende næsten vild, hun vidste ikke af sig selv at sige for Glæde. Ja, det var at skrive. Ukendte Syn og Tanker eller rettere sagt Ting, som hun aldrig havde anet, at hun havde inde, mylrede frem paa Papiret. Siderne fyldtes med en Hast, som hun aldrig havde drømt om. Det, som hun ellers brugte Maaneder, ja Aar til at udarbejde, det blev nu færdigt paa et Par Timer. Den Aften skrev hun Fortællingen om den unge Grevindes Vandring over Löfvens Is og Oversvømmelsen ved Ekeby.

Næste Eftermiddag digtede hun den Scene, hvor den gigtbrudne Fänrik Rutger von Ørneclou prøver at rejse sig af Sengen for at danse La cachuca, og den følgende Aften Historien om den gamle Frøken, som kørte hen for at hilse paa den gerrige Brobypræst.

Nu vidste hun, at i den Stil kunde hun skrive Bogen, men ligesaa sikker var hun ogsaa paa, at ingen vilde kunne udholde at læse den.

Imidlertid var det ikke mange Kapit­ler, der kunde skrives saadan i et Træk. De fleste fordrede meget Arbejde, og det var kun smaa Eftermiddagsstunder, hun kunde ofre paa sit Forfatterskab. Da hun havde skre­vet en Vinter, regnet fra den Dag, hun gav sig Romantiken i Vold, var der forfattet omtrent tolv Kapitler. Det var at forudse, at hele Bogen vilde blive færdig om tre eller fire Aar.

Det var den Gang i Foraaret 1880, at „Idun” udsendte en Indbydelse til at kapskrive om en Pris for en Novelle paa omtrent 100 Tryksider.

Dette var en Udvej for en Historie, der vilde fortælles og komme ud i Verden. Det var vel den selv, der æggede hendes Søster til at opmuntre hende til at benytte sig af denne Lej­lighed. Her var endelig en Mulighed for at faa at vide, om det skrevne var saa aldeles forkasteligt. Fik hun Prisen, var meget vundet. Fik hun ikke Prisen, stod hun blot, hvor hun i Forvejen var.

Hun havde ikke noget imod at prøve, men hun havde saa lidt Tro til sig selv, at hun ikke kunde fatte nogen Beslutning.

Endelig, lige otte Dage før Indleve­ringstiden var forbi, besluttede hun sig til at tage fem Kapitler, der hængte saa nogenlunde sammen, at de nok kunde regnes for en Novelle, ud af Romanen og forsøge med dem.

Men disse Kapitler var langtfra færdige. Tre af dem var til Nød digtet færdige, men de to var næppe til i Udkast. Og saa skulde det jo alt­sammen skrives rent.

Dertil kom, at hun ikke var i sit eget Hjem paa den Tid. Hun var i Besøg hos sin Søster og Svoger, som endnu boede oppe i Värmland. Og den, der er kommen for at tilbringe en kort Tid hos kære Venner, kan jo ikke sidde ved Skrivebordet hele Dagen.

Hun skrev altsaa om Natten og sad hver Nat i den Tid oppe til Kl. 4.

Sluttelig havde hun kun et Døgn af den kostbare Tid igen. Og endnu var der 20 Sider tilbage at skrive.

I  dette  sidste Døgn var Familien buden ud. Alle skulde de med og ligge ude om Natten. Hun maatte naturligvis følge med de andre.

Endelig var Gæstebudet forbi, og hun sad og skrev om Natten paa det fremmede Sted.

Undertiden blev hun helt underlig til Mode. Stedet, hvor hun var i Besøg, var netop den Gaard, hvor den onde Sintram havde boet. Skæb­nen havde paa en underlig Maade ført hende derhen, netop den Nat, da hun skulde skrive om ham, som sad i Gyngestolen og gyngede.

Af og til saa hun op fra sit Ar­bejde og lyttede, om mulig et Par Gænger skulde gaa derude i Salen.

Men ingenting hørtes, og da Kl. slog 6 om Morgenen, var de fem Ka­pitler færdige.

Hen paa Formiddagen rejste man hjem med en lille Fragtdamper. Der pakkede hendes Søstre Manuskriptet sammen, forseglede det med Lak og Signet, som var taget med hjemmefra til samme Brug, skrev Udskriften og sendte Novellen af Sted.

Dette skete en af de sidste Dage i Juli. I Slutningen af August havde „Idun” en Notits om, at der var kommet noget over 20 Prisskrifter, men at nogle af dem var saa forvirret skrevne, at de ej kunde regnes med.

Saa opgav hun at vente længere paa Udfaldet. Hun vidste nok, hvad det var for en Novelle, som var saa forvirret, at den ikke kunde regnes med.

I November fik hun en Eftermiddag et underligt Telegram. Det indeholdt kun de Ord: „Jublende Lykønsknin­ger”, og var underskrevet af tre af hen­des gamle Seminariekammerater.

Det blev noget længe at vente til Middagstid næste Dag, da Stockholmsbladene kom. Efter at hun havde Bla­det i sin Haand, maatte hun søge længe uden at finde noget. Endelig fandt hun paa sidste Spalte en lille Notits med smaat Tryk, som meldte, at hun havde faaet Prisen.

 

Det havde maaske ikke betydet saa meget for en anden, men for hende betød det, at hun skulde kunne hellige sig til det Kald, som hun hele sit Liv igennem havde længtes imod.

Der er ikke meget at sige efter dette. Historien, som vilde ud i Ver­den, var nu temmelig nær ved sit Maal. Nu vilde den jo i det mindste blive skreven, om end det kom til at vare nogle Aar, før den blev færdig.

Hun, som skrev den, var taget til Stockholm Julen efter, at hun havde faaet Prisen.

„Iduns” Redaktør tilbød at trykke Ro­manen, saa snart den blev færdig.

Ja, om hun bare nogensinde kunde faa Tid at skrive den.

Om Aftenen, før hun skulde tilbage til Landskrona, sad hun hos sin gamle trofaste Ven, Friherreinde Adlersparre og læste nogle Kapitler for hende.

Esselde hørte efter, som kun hun kunde høre, og hun blev interesseret. Efter Læsningen sad hun stille og tænkte.

„Hvor længe vil det vare, førend alt det er færdigt?” sagde hun tilsidst,

„En tre eller fire Aar”.

Saa skiltes de, men næste Morgen, to Timer før hun skulde forlade Stock­holm, kom der en Billet fra Esselde, at hun maatte komme til hende før Afrejsen.

Den gamle Friherreinde var i sit bestemte og foretagsomme Humør. „Nu skal du tage Ferie i et Aar og skrive Bogen færdig. Jeg skal skaffe Penge”.

Et Kvarter senere var hun paa Vej til Seminariets Forstanderinde for at bede hende om Hjælp til at finde en Vikar.

Kl.1 sad hun lykkelig og vel paa Toget, men rejste nu ikke længer end til Sørmland, hvor hun havde gode Venner, der boede i et henrivende Hjem.

Og saa gav de, Ingeniør Otto Gumælius og hans Hustru hende Gæst­frihed der ude paa Landet, Arbejdsfred og Ro og al god Omsorg i næsten et Aar, til Bogen var færdig.

Nu kunde hun endelig skrive fra Morgen til Aften, det var den lykkelig­ste Tid, hun havde oplevet.

Men da Historien var færdig paa Slutningen af Sommeren, saa den underlig ud. Den var vild og forstyrret og meningsløs, og med Sammenhæn­gen stod det ikke bedre til, end at alle dens forskellige Dele endnu havde deres gamle Lyst til at fare hver til sin Side.

Den blev aldrig, hvad den skulde have været. Det var dens Ulykke, at den havde maattet gaa saa længe og vente paa at blive fortalt. Og naar den ikke blev ordentlig avet og tugtet beroede det mest derpaa, at dens For­fatterinde var saa altfor lykkelig over endelig at kunne skrive den.