Oprindelig holdt som Foredrag i D. Kv. Sf.s Kbhvn.s Kreds d. 17. okt. 1904

Tidlig i vår kunde man en morgen i Gøteborgaviserne læse et avertissement over­skrevet Samvittighedsægteskab og undertegnet Frithiof Palmér og Signe Garling Palmér. Sandsynligvis havde denne tilkendegivelse ikke tiltrukket sig større opmærksomhed, end der tidligere er blevet vist adskillige andre af lig­nende form, om ikke den omstændighed havde været, at her begge de undertegnede, altså også den kvindelige part, var studerende ved Gøteborgs Universitet.

Den korporation ved nævnte universitet, det s. k. rektorudvalg, hvem den disciplinære myndighed er tildelt, fandt nemlig, at det måtte gribe ind, og nogle uger senere kunde en forbavset almenhed læse en skrivelse fra rektorudvalget til det unge ægtepar, en skri­velse, som begyndte med, at det (rektors-udvalget) gennem private samtaler med på­gældende havde overbevist sig om disses al­vorlige hensigt og derfor ikke fandt at kunne stemple deres forehavende som usædeligt, men som desuagtet sluttede med, at hvis de ikke straks lod sig lovformelig vie, udsatte de sig for en relegation fra universitetet.

Denne skrivelse vakte stor forbitrelse især hos landets øvrige studerende ungdom, og såvel fra Upsala og Lund som fra „Karolinska institutet" og den tekniske højskole sendtes til rektorudvalget i Gøteborg protestadresser i tildels meget skarpe udtryk. Pressens For­dømmelsesdom var ogsaa temmelig enstemmig, og endnu en følge af det hele postyr var, at i de nærmeste uger efter disse begivenheder flere andre avertissementer af samme indhold og form fremkom, end før havde været til­fældet under ligeså mange år. Alt dette har igen givet anledning til, at den gamle debat om den lovlige ægteskabsinstitutions fejl og brister er blevet genoptaget. De frie ægteskaber eller samvittighedsægteskabeme for at anvende det nu mederne udtryk, vil jo nemlig gælde for en protest mod denne institutions form og indhold, en protest så stærk og kraftig, som et enkelt privat men­neske kan gøre den.

Da de indvendinger, som herved gøres mod det lovlige ægteskab, jo ikke gælder den svenske ægteskabslovgivning alene, men ligeså vel kan rettes imod de fleste andre landes lov­givning på dette felt, kan det muligvis inter­essere også danske læsere at høre noget nærmere om denne endnu sålænge specifikt svenske agitations for en for en bedre og ide­ellere ægteskabslovgivning.

Med frit ægteskab eller samvittighedsægteskab menes et ægteskabeligt forhold, indgået uden enten kirkelig eller borgerlig vielse, men med fuld offentlighed og deraf følgende an­svar; i de fleste fald har vel også parterne gennem kontrakt og testamente ordnet sine gensidige økonomiske rettigheder og pligter. Sådanne frie ægteskaber er her i Sverige ingen ny foreteelse. Allerede for flere de­cennier siden praktiseredes de i stor udstræk­ning af baptisterne, som ikke vilde lade sig vie af statskirkens præster og altså, da deres egne præster eller forstandere ikke var beret­tiget til at forrette vielse, og borgerligt ægte­skab endnu ikke var indført (uden for jøder), ikke havde nogen anden udvej. Disse bap­tisternes frie ægteskaber anses for at have medvirket i væsentlig grad til indførelsen i Sverige af borgerligt ægteskab gennem dissenterloven¹)  (af 1873); de ophørte også efter denne tid, og først for 15 år siden optoges de igen, men nu af - idetmindste delvis - andre grunde.

1) Lov for afvigende trossamfund.

I første række er det dog nok frem­deles religiøse grunde, som gør sig gældende ved indgåelse af frie ægteskaber. Det borgerlige ægteskab, som indførtes ved dissenterloven, kommer nemlig bare dem tilgode, som har meldt sig ud af den svenske stats­kirke og overgået til et andet af staten aner­kendt kristeligt trossamfund, samt sådanne medlemmer af statskirken, som enten ikke er døbte eller i det mindste ikke konfirmerede. De personer, som nu enten tilhører et kriste­ligt trossamfund, som ikke findes repræsen­teret i Sverige i så stort antal, at det har kunnet blive anerkendt af staten, f. eks. kvæ­kerne, eller som slet ikke hylder nogen kri­sten lære²)  kan altså nu ikke erholde borger­lig vielse på anden måde end ved at omgå loven.

2) Begge disse kategorier må nominelt tilhøre stats­kirken, da man overhovedet ikke kan melde sig ud af denne uden samtidig at angive sin overgang til et andet af staten anerkendt kristeligt tros­samfund.

Dette kan ske på den måde, at de fingerer overgang til et andet trossamfund, d. v. s. de opgiver, at de agter at indgå i en eller anden af de eksisterende dissentermenigheder, men undlader siden at gøre det. For at få borgerlig vielse behøver de nemlig ikke at præstere noget bevis for, at de virkelig er gået ind i det trossamfund, som de ved sin udtræden af statskirken opgav.

Det er let at forslå, at denne måde at op­nå borgerlig vielse på byder imod for hæder­lige mennesker. Det er også klart, at det højeste, man kan sige til gunst for denne handlemåde er, at den er undskyldelig under nuværende omstændigheder; at pålægge nogen som en sædelig pligt at gribe til denne udvej burde vel være en umulighed for hvemsomhelst, som sidder inde med almindelige mo­ralske begreber.

Det stod i sin tid i aviserne, og såvidt jeg ved, er det ikke blevet dementeret, at det unge par i Gøteborg af sine foresatte ved højskolen skulde have fået det råd at rejse til København og der erholde borgerlig vielse, og dette råd skulde have fået det mærkvær­dige tillæg, at det ganske vist var usikkert, om en sådan vielse også var lovlig, men - den skulde tilfredsstille opinionen. Det lader til at være vanskeligt at lå rigtig rede på, hvorledes det i virkeligheden forholder sig med disse s. k. københavnsvielser, d. v. s. ud­lændinges ret til i Danmark at få borgerlig vielse på det grundlag, at de - som udlæn­dinge - ikke er medlemmer af den danske folkekirke. Fra juridisk hold har jeg fået den oplysning, at det slet ikke lader sig gøre, men fra andet hold har man sagt mig, at det går udmærket for sig og flere gange bevislig har fundet sted. Pågældende behøver bare at være mandtalskreven i Danmark nogle måneder, så er det hele i orden. Den eneste slutning man kan trække af disse temmelig modstridende oplysninger er, såvidt jeg kan se den, at den faktiske opnåelse af borgerlig vielse for udlændinge må bero på vedkom­mende magistrats mer eller mindre tilfældige skøn, men at en sådan vielses lovlighed, ifald den senere skulde blive bestridt, er ganske usikker. Hvorledes det nu end forholder sig hermed, er det temmelig klart, at et dårligere råd end dette knapt kan gives unge mennesker, just fordi denne handlemåde altså skæn­ker skin af lovlighed uden at yde den be­skyttelse, som, når det kniber, ligger i det lovlige.

Imidlertid står jo nu det borgerlige ægteskab på dagsordenen både i Danmark og i Sverige. I dette land har ved sidste rigsdag begge kamre udtalt sig for det fakultative borgerlige ægteskab, og sikkert har de frie ægteska­ber her været en medvirkende faktor. En anden sag er, at de fleste, som principielt holder på det borgerlige ægteskab, sandsyn­ligvis ikke vil nøje sig med mindre end det obligatoriske borgerlige ægteskab af frygt for, at det fakultative blot skal føre til, at den borgerlige form bliver betragtet som en slags anden rangs.

Foruden de religiøse grunde til at ind­gå samvittighedsægteskab findes der dog også andre, nemlig legale.

Ellen Key anvender i sin bog Livslinjer et træffende udtryk om den gældende ægteskabslovgivning: at den er „som en geologisk for­mation med aflagringer fra forskellige og nu afsluttede kulturtrin. Alene vort eget har efterladt sig få og ubetydelige spor". Og denne dom gælder som sagt ikke blot den svenske ægteskabslov; den træffer ligeså meget de fleste andre civiliserede landes, og når jeg i det følgende hovedsagelig holder mig til den svenske lov, da det jo her handler om spe­cielt svenske forhold, så turde det ikke være vanskeligt at trække paralellerne også til den danske. Det siger sig selv, at jeg her ikke kan gå i detailler, hvilket heller ikke behøves, da der om disse ting jo er skrevet saa meget; jeg skal bare i korthed minde om det i den nuværende ægteskabslovning, som i hoved­sagen støder vor retsbevidsthed.

A. Først og fremmest er det, hvad man på svensk kalder mandens målsmanskap, på dansk hustruens umyndighed. Denne med­fører, at det er manden, som - i civile sager - har at optræde på hendes vegne og at forsvare hendes interesser ligeoverfor tredje­mand; den medfører også, at hustruen ikke har ret til uden mandens samtykke at træffe nogensomhelst aftale om nogen personlig eller økonomisk præstation af den natur, at den forpligter det fælles bo. Tyngdepunktet i umyndighedsforholdet ligger imidlertid efter min opfattelse mere i dets ideelle end i dets praktiske betydning. Praktisk kommer dis­se bestemmelser ganske sjældent til an­vendelse; men sålænge de får blive stå­ende i loven, har de altid indflydelse på den almindelige bevidsthed. Selv den, som skammer sig over at benytte sig af dem, beholder alligevel følelsen af, at det dog er hans rettighed, og at, når han undlader at kræve denne sin lovlige ret, så er det ikke, fordi det er hans moralske pligt og skyldig­hed, men fordi han er usædvanlig snild og fintfølende.

„Målsmanskapet" er også selve grundvolden for den nuværende ægteskabsinstitution; det er i dets lys, alle detailbestemmelser skal tolkes, og når vi nu her i Sverige kan håbe, at denne bestemmelse synger på sit sidste vers, idet begge kamre har udtalt sig for dets afskaffelse, så er dette visselig meget glædeligt i og for sig; men på den anden side kan det ikke nægtes, at hele ægteskabsloven efter dets borttagelse kommer til at blive endnu underligere og mere usammenhæn­gende, end den allerede nu er. I det hele lider denne lov vel mere end de allerfleste andre love af den slags mangler, som opkommer, når man gang på gang sætter nye lapper på et gammelt klædebon. Oprindelig har nok ægteskabslovgivningen været god nok, d. v. s. det har været en lov med en hel og ensartet grundopfattelse og detailbestemmelser, som stod i et naturligt og logisk forhold til denne. Senere har efterhånden selve grund­opfattelsen forandret sig; men i stedet for da resolut at skrive en ny lov ud fra den forandrede grundopfattelse, har man foretruk­ket at forandre eller ophæve en for en af de mest skrigende enkeltheder i loven, så at tilsidst alt virkeligt sammenhæng er for­svundet.

B. Men lad os vende tilbage til vore ind­vendinger. En bestemmelse, som af hustruen i almindelighed føles meget tungere end umyn­digheden, er faderens enerådighed over børnene. Denne skulde heller ikke forsvinde, ifald umyndigheden formelt ophævedes; i det mindste er det de svenske juristers mening. Faderens rådighed over børnene indskrænkes i en vis grad af en del andre af samfundets love, skolepligten, f. eks.; men ligeoverfor hustruen er den absolut. Han kan bestemme, hvor børnene skal bo, kan tage dem fra moderen og leje dem ind andetsteds; han afgør om deres opdragelse og skolegang, deres religion og valg af levebrød. En kristen moder kan ikke hindre, at hendes børn opdrages i en lære, som hun anser for farlig for deres evige salighed, en fritænkermor må finde sig i, at børnene bibringes en tro, som hun an­ser for overtro og usandhed; en mor, som vil holde på sine børns fysiske og moralske sundhed, kan ikke hindre, at faderen sender barnet ud for at tigge under nogen af de almindelige s. k. „lovlige" former for tiggeri, eller at han, saasnart loven om mindreåriges arbejde tillader - eller endog tidligere - sender barnet til fabriker eller brug med usunde arbejdsbetingelser og en meningsløst lang arbejdstid.

Hvordan alt dette kendes for en mor, har man vanskeligt ved at sætte sig ind i, når man ikke personligt har set det på nært hold. Man indvender her i reglen, at konflikter af denne art visselig er meget beklagelige, men i praksis umulige at undvige. En af foræl­drene maa have det sidste ord; tar man ene­rådigheden over børnene fra faderen, må den gives til moderen, og dermed har man bare flyttet det smertelige moment over fra mode­ren til faderen, men ikke på nogen måde ophævet konflikten. Jeg kan imidlertid ikke indrømme, at denne indvending er rigtig; det er ingenlunde noget i lovgivningen uhørt, at der for vigtige afgørelser behøves to eller flere personers samtykke, ogsaa i saadanne fald, hvor en positiv afgørelse nødvendigvis må træffes; fuld ligestillethed mellem forældre med hensyn til myndigheden over deres børn skulde sikkerlig ikke blive umulig at gennem­føre. Skulde man for særlige tilfælde blive tvungen til at skaffe en slags højere instans, så var nok heller ikke dette noget uløseligt problem. Det gælder faktisk blandt alminde­lige hyggelige mennesker, og det burde også være lovens princip, at begge forældres sam­tykke kræves for alle vigtigere beslutninger om børnene, og at medbestemmelsesret over ens egne børn ikke bør kunne fratages hver­ken mor eller far af anden grund end den, at vedkommende ved brutalitet eller lastefuldt liv har vist sig uværdig til at besidde denne ret.

G. Vor tredje anklage mod ægteskabslov­givningen er de formueretslige forhold. Refor­mer her har i alle tider stået på de kvindesagsinteresseredes ønskeseddel, og reformer er jo ogsaa indførte, skønt de her som ellers er utilstrækkelige, deri, at de aldrig går til bunds, men bare indskrænker sig til at rette de vær­ste misbrug. Imidlertid er jo hele denne side af ægteskabslovgivningen så mange gange drøf­tet og så kendt for hver og en af Kv. og Samf.’s læsere, at jeg kan forbigå den helt og holdent. Kun så meget vil jeg fremholde som min personlige mening, at ingen tilfreds­stillende ordning af disse forhold kan opnås uden på grundlaget af det fulde særeje, hvil­ket jo ingenlunde hindrer, at også en del modifikationer af dette kan vedtages, om så måtte anses ønskeligt.

D. Tilsidst har vi endnu en side af den bestaaende ægteskabsinstitution, som virker oprørende på os, nemlig skilsmisselovgivnin­gen. Denne er dog i Sverige mere rigorøs end i Danmark og andre protestantiske lande, idet den svenske lovgivning ikke tillader skils­misse bare på grund af gensidig overens­komst. Regelen i Sverige er, at skilsmisse alene kan opnås på grund af en forbrydelse og alene efter offentlig rettergang og dom. Der findes ganske vist en separation på grund af „gensidigt had og modvilje", som efter et års forløb kan overgå til fuld skilsmisse. Men denne udvej ledsages af så mange slags ad­varsler og formaninger af præsteskab og domkapitler, inden den tilsidst alligevel må for verds­lig ret for at afgøres, at den er yderlig ube­hagelig at gribe til og i praksis næsten aldrig kommer til anvendelse.

Den store masse af skilsmisser opnås på grundlag af en forbrydelse, og er i virkelig­heden ingen sådan begået, så fingerer man en - det er atter København, som kommer de stakkels svenskere til hjælp; de s. k. københavnsskilsmisser er ligeså sikre og kurante som københavnsvielserne er problematiske. Den „forbrydelse", som her fingeres, er, hvad man kalder „forløbning", rømning, og i fler­tallet af tilfældene er det hustruen, som må rømme hjemmefra; manden har i almindelig­hed ikke tid for sin ager eller sit købmandsskab. Det er jo imidlertid ikke nogen videre tiltalende udvej at lade, som man rømmer hjemmefra, og den medfører også dårligere økonomiske chancer for den rømmende ved den endelige skilsmissedom. Desuden har den det imod sig, at den ikke kan anvendes, uden når begge ægtefæller er overens og har truf­fet aftale om dens anvendelse; nægter nemlig den hjemmeværende at anlægge skilsmissesag mod og lade lyse efter den bortrømte, så bli’r der ingen skilsmisse af. Ligeledes er den et privilegium for de mere velhavende klasser, mens den ikke kan komme de fatti­gere tilgode, skønt det ofte er dem, som allermest skulde behøve den.

Når man engang har forladt det gamle standpunkt, som jo visselig forekommer os

barbarisk og inhumant, men som dog ikke var uden sin idealitet, nemlig, at ægteskabet skal være absolut uopløseligt, og har kommet frem til den barmhjertigere og menneskeligere opfattelse, at om man en gang har begået en fejl eller en fejltagelse, så er det vigtigere og rigtigere at få denne rettet, når dette overhovedet er muligt, end at få den straffet og grusomt straffet gennem hele ens liv, så kan man logisk just ikke komme til noget andet resultat, end at en tilfredsstillende skils­misselov må indrømme skilsmisse ikke bare på begge parters forlangende, men også på den ene parts, og at den må ordne den ydre fremgangsmåde således, at man slipper fra en offentlig rettergang med dens indiskretioner.

(Fortsættes).