Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Louise Harbou (1833 - 1897)
Harbou, Louise Ulrikke Mariane

1833-97, filantrop.

*8.4.1833 i Kalundborg, †17.1.1897 på Frbg.

Forældre: grosserer Hans Christian Hellesen (1801-79) og Charlotte Amalia Frederikke Schnell (1813-95).

~8.7.1852 med generalmajor ◊Johannes Wilhelm Anthonius H., *17.1.1810 i Kbh., †14.4.1891 smst., s. af postdirektør, toldforvalter Frederik Hans Walter H. og Ane Marie Prætorius.

Børn: ◊Hans Walther (1853), ◊•Charlotte (g. Norrie, 1855), Knud (1858), •Dagmar (g. Hjort, 1860), Inger (1861), ◊•Alvilda (g. Harbou Hoff, 1862).

LH voksede op på Kalundborg Ladegård, men flyttede som 11-årig i 1844 til Kbh., hvor hendes fader slog sig op som succesrig korngrosserer. I hjemmet fik hun en omhyggelig undervisning af den velanskrevne lærerinde ◊•Louise Westergaard, som hun så op til med respekt og senere som moder satte flere af sine døtre i skole hos. Hun lærte italiensk og fransk, broderi, tegning og maling og fulgte levende med i Det Kgl. Teaters repertoire og den nye litteratur. Hun foretrak sin højtelskede, vitale moders selskab og dyrkede ikke venindeskaber af konventionelle grunde, eller hvis hun fandt, de kørte i tomgang. LH udviklede sig kort sagt til en selvbevidst ung dame.

På besøg i Viborg hos slægtningene, stiftamtmand ◊Lucas v. de Brettons familie, forelskede hun sig i den slesvig-holstenske officer Johannes H., som havde deltaget i Treårskrigen 1848-51. Han var 23 år ældre, havde gjort tjeneste ved de franske styrker i Algeriet og havde en fortid som kritiker af det danske militærvæsen bag sig. Johannes H. stemte godt overens med LHs romantiske drømme, næret af hendes skønlitterære læsning, om den ideale partner: en mand, der i intelligens og verdenserfaring skulle være hende overlegen, som hun selv var i stand til at se op til, og helst også en ridderlig, følsom og kærlig person. Hun var ivrig tilhænger af kærlighedsægteskabet, modstander af fornuftspartiet, som flere i hendes omgangskreds gik ind for. I familiens øjne forekom Johannes H. ikke umiddelbart som en acceptabel svigersøn på grund af sit ry som en damernes ven og en usikker økonomi, men under trusler om aldrig at ville gifte sig fik hun trumfet sit partnervalg igennem. Hans karrieremæssige avancement befordrede også ægteskabets indgåelse i 1852. I Rendsborg og Altona, hvor deres seks børn kom til verden, blev familietilværelsen præget af den voksende spænding mellem dansk og tysk. 1864 var Johannes H. som bataljonschef atter i krig. Før krigsudbruddet søgte LH og børnene sikkerhed i Kbh., hvor hun afsendte beklædning og forbindinger til ægtemandens tropper og forsøgte at skaffe støtte til faldne soldaters efterladte.

Ægteskab og familieliv antog en ny vending, da Johannes H. kritiserede den nationalliberale regerings udenrigspolitik som uansvarlig og krigsfremkaldende og påpegede de danske styrkers mangelfulde udrustning og Dannevirkes ringe kapacitet til at modstå det preussisk-østrigske pres. Hans afskedigelse med generalmajorstatus ved hærreduktionen 1864 belastede familieøkonomien, og hans forsøg på at skabe sig en rigsdagskarriere som højkonservativ og anti-nationalliberal led skibbrud. LH måtte i en årrække kæmpe med brødproblemer, ægtemandens depressioner og hans stempling som “tysker” efter krigen og Danmarks sviende nederlag. Da han 1876-83 atter fik ansættelse som udskrivningschef, vendte LH tilbage til barndomsbyen Kalundborg. Som moder til fire døtre fungerede hun, sammen med ægtefællen, der gik stærkt op i deres opdragelse, som kærligt kontrollerende opdrager, der nøje fulgte med i deres forsøg på at finde uddannelser og selverhverv. Som nyforlovet havde LH lagt afstand til kvindeemancipationen, som den blev forfægtet af ◊•Mathilde Fibiger i brevromanen Clara Raphael. På det tidspunkt mente hun, at forholdet mellem kønnene var i sin orden på grund af mænds og kvinders forskellige natur og komplementære livsopgaver. I 1880’erne havde hendes standpunkt forrykket sig, sandsynligvis under indtryk af, at hendes døtre havde brudt med hendes egen livsmodel, som aldrig havde gjort selverhverv til en personlig nødvendighed. Hun meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) sammen med flere familiemedlemmer. Blandt døtrene blev den forsvarsglade Charlotte den mest kvindesagsaktive.

I Kbh. havde LH sammen med sin mand, biskop ◊H. Martensen og oberst Arnholtz med hustruer sat sig i spidsen for et storstilet nødhjælpsarbejde under en voldsom stormflod i vinteren 1872. I ægtefællens senere leveår og med fraflyttende børn begyndte hendes filantropiske foretagsomhed at antage en ny og mere koncentreret form. LH gav sit filantropiske arbejde førsteprioritet frem for kvindesagen, som hun mere sympatiserede med end aktivt og vedvarende tog del i. Hun opdrog døtrene til at gå ind i filantropisk arbejde, og som svigermoder knyttede hun også svigerbørn og andre slægtninge til sine foretagender. Det blev som enke, hendes vilje til at gøre sig gældende for alvor kom frem på trods af flere tragiske familiebegivenheder, ikke mindst datteren Ingers ulykkelige ægteskab og senere uhelbredelige tuberkulose. LH kunne ikke udfolde sine filantropiske evner med særligt gunstige formueforhold i ryggen, men trak i stedet på sit vidtstrakte sociale netværk, sin tillidsvækkende og taktfulde personlighed og sit talent for at samle velhavende sponsorer, kyndige medarbejdere og ikke mindst mange frivillige kvindeaktivister om sig. Hun havde blik for fast organisation og effektivitet som præmis for at få foreningerne til at slå igennem og var en ubestridt og idérig leder af sine foreningers selvsupplerende bestyrelser. I 1885 oprettede hun foreningen Smaabørns Vel i samarbejde med bl.a. jødiske Jenny Adler og veninden oberstinde Othilie Lindholm. Smaabørns Vel gjorde op med filantropiens traditionelle afvisning af enlige mødre som hjælpsøgende, idet den uddelte pasteuriseret mælk og tøj til både “uægte” og ægtefødte børn og satsede på at nedbringe den høje børnedødelighed, som navnlig ramte aldersgruppen af 0-5-årige hårdt – ikke mindst de “uægte” børn. LHs næste udspil i 1886-87 var Foreningen Mødres og Børns Bespisning, der i hendes formandstid indtil 1897 åbnede fem bespisningslokaler rundt om i hovedstaden for at afhjælpe sult og underernæring blandt hæderværdige fattige. Kvinder med førskolebørn kunne gratis og dagligt i vintermånederne få varm mad, og foreningen udviklede sig til et storstilet bespisningsforetagende før de kommunale folkekøkkeners oprettelse i 1917.

LH stiftede desuden en mindre hjælpefond i 1888, der ydede rentefri lån til støtte for mindrebemidlede kvinders selverhverv. Børnesanatoriet af 26. maj 1892 nær Sundby, et tidligere sanatorieforsøg på Frbg. og sanatoriet i Hellebæk bar alle LHs fingeraftryk. De blev senere spirer til Børnesanatorierne for Kbh. og Omegn, som datteren Alvilda Harbou Hoff som læge og radikal kommunalpolitiker sammen med sin mand, stadslæge Emil Hoff, blev særlig aktive i efter LHs død. Det sidste initativ, LH fik sat i værk kort før sin død, var De gamles Spisehuse for enlige mænd og kvinder i 1896. LH så ikke sine foretagender som konkurrenter til lignende foreninger og institutioner eller filantropi som et alternativ til det offentlige fattig- og sundhedsvæsen, men som et supplement. Foreningerne beroede da også på samarbejde med andre grene af filantropien såsom vuggestuer og asyler, kommunal- og børnelæger og de kommunale hospitaler. På opfordring fra DKs formand ◊•Kirstine Frederiksen, skrev LH Omrids af danske Kvinders Virksomhed i Philantropiens Gjerning med henblik på verdensudstillingen i Chicago 1893 og dens særlige kvindeudstilling.

I 1895 organiserede hun med datteren Charlotte som højre hånd den filantropiske afdeling af Kvindernes Udstilling i Kbh., der var inspireret af den i Chicago i 1893. Her udmøntede hun sin idé om at få skabt en Kvindernes Bygning i hovedstaden som permanent ramme om de kvindesaglige, filantropiske og arbejderbevægelsesinteresser, denne udstilling havde bragt sammen. Hun inspirerede hermed til den senere dannelse af Foreningen Kvindernes Bygning, selvom ◊•Emma Gad siden skulle få hele æren for at have lanceret konceptet om et sådant kvindehus.

Foto i KB.

Tinne Vammen (red.): Charitable Women, 1999. Den jyske historiker 67/1994. Siden Saxo 2/1988.

Privatarkiv i RA.

Tinne Vammen

 
Professioner
Filantroper
 
Organisationer
Smaabørns Vel · Foreningen Mødres og Børns Bespisning · Børnesanatoriet af 26. maj 1892 · De gamles Spisehuse
 
Emneord
Filantropi · Børneforsorg · Socialt arbejde · Enlige mødre
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1860'erne · 1870'erne · 1880'erne · 1890'erne
 
Regioner
Vestsjællands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon