Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ellen Nørregaard (1882 - 1952)
Nørregaard, Ellen

1882-1952, forstander.

*3.7.1882 i Hjørring, †23.11.1952 på Frbg.

Forældre: købmand Christian Henrik Nielsen (1848-1905) og Anna Elise Møller (1854-1927).

~8.6.1921 med kaptajn Charles Albert N., *6.1.1877 i England. Ægteskabet opløst 1926.

EN, der var købmandsdatter fra Hjørring, indledte 1905 sin uddannelse til sygeplejerske i Kbh. ved Frederiks Hospital og Dronning Louises Børnehospital. Efter endt uddannelse arbejdede hun ved Frederiks Hospital, fra 1910 Rigshospitalet, og senere ernærede hun sig ved at drive egen blomsterforretning. Under indtryk af en engelsk kvindelig politibetjents foredrag i Studenterforeningen 1920 rejste hun til London for at videreuddanne sig og få indblik i politimæssigt velfærdsarbejde over for kvinder. Her blev hun optaget på King’s College og på den kvindelige politiskole. Sidstnævnte sted fik hun som den første udlænding lov til at aflægge eksamen, og hun fik praktiske erfaringer med patruljetjeneste og inspektion i den britiske hovedstads mere berygtede og kriminelle kvarterer. Hjemvendt blev hun en overgang ansat ved det kbh.ske sædelighedspoliti. På dette tidspunkt var kvinder i politiet endnu noget nyt herhjemme, idet den første kvinde var blevet ansat som betjent 1911, bl.a. efter årelangt pres fra Dansk Kvindesamfund. I 1921 giftede hun sig med den britiskfødte kaptajn Charles Albert N., men blev allerede separeret året efter. Ægteskabet opløstes definitivt i 1926, og det blev i kølvandet på det fejlslagne og barnløse ægteskab, at hun kanaliserede sin energi ind i oprettelsen af Danske Kvinders Velfærd (DKV), stiftet 1925. I denne selvejende institution, der blev ENs livsværk, fortsatte hendes samarbejde med politiet og andre offentlige instanser og institutioner, ikke mindst hospitaler og kvindefængsler. DKV, som hun blev daglig leder af, kom til at repræsentere et fremstød for professionaliseringen af det frivillige velgørenhedsarbejde på et kristeligt-socialt grundlag.

Spiren til DKV blev lagt 1922 af Esther Broch, der var forretningsfører for KFUKs (Kristelig Forening for Unge Kvinder) hovedafdeling i Kbh. Under navnet KFUKs Velfærdsarbejde etablerede Broch et samarbejde med EN, der blev ansat som foreningens sekretær. Aktiviteterne blev for omfattende til, at hovedforeningen kunne magte dem i længden, ligesom de lå udenfor, hvad KFUK hidtil havde beskæftiget sig med. I 1925 blev DKV derfor udskilt, men gennem årene bevaredes en nær kontakt til KFUK, bl.a. gennem ◊•Gerda Mundts bestyrelsesmedlemskab. Formand blev den socialt interesserede biskop ◊Harald Ostenfeld, fra 1935 biskop ◊H. Fuglsang-Damgaard. I starten holdt institutionen til i Skindergade 24, men i 1925 opkøbte EN som formand for et aktieselskab og med DKV som lejer den røde ejendom i Kronprinsessegade 4, hvor arbejdsfeltet og brugergruppen gradvist blev udvidet. Der blev etableret et midlertidigt gæstehjem for vanskeligt stillede kvinder og et statsanerkendt optagelseshjem for såkaldt vildfarne unge kvinder. DKVs kendte banegårdsarbejde videreførte en værneaktivitet fra KFUK, der i sin tid var introduceret af •Edel Liisberg. Dets særlige sigte var at sørge for, at tilrejsende kvinder fra provinsen og udlandet blev modtaget på hovedbanegården af en DKV-repræsentant, som kunne beskytte dem mod storbyens farer og hjælpe dem med at finde arbejde og logi. Et rådgivningskontor, som ydede brugere juridisk bistand, blev oprettet, siden også en døgnvagt for kvinder og børn, der ofte blev henvist af politiet på grund af alkoholskadede mænd i familien. Desuden fik EN introduceret fast undervisning af kvindelige fanger i Vestre Fængsel for at øge deres mulighed for at finde arbejde efter løsladelse. I optagelseshjemmet, der havde plads til ca. 30 unge beboere, indgik bl.a. undervisning i husligt arbejde, gymnastik og maskinskrivning. Der blev lagt vægt på at betone og styrke familieorienteringen og -tilknytningen hos disse unge brugere under offentlig forsorg. En lille klinik for behandling af kønssygdomme blev fra sidst i 1920’erne føjet til optagelseshjemmets virksomhed. Det skete, efter at EN sammen med sin medarbejder •Manon Lüttichau 1924 havde været på studierejse til Hamburg for bl.a. at studere bordeller. I samarbejde med Lüttichau og hospitalspræst ◊Axel Garboe udviklede hun i 1920’erne en socialhjælpertjeneste, der først rettede sig mod Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, senere også andre hovedstadshospitaler. Sigtet var at rådgive kvinder under og efter hospitalsophold. Aktiviteten, der hørte ind under DKVs patienthjælp, repræsenterede i kimform den senere autoriserede socialrådgiveruddannelse.

Institutionen i Kronprinsessegade husede i en årrække også EN og flere af de lønnede medarbejdere i samme lejlighed. Pionerindsatsen satte med tiden spor i den manio-depressivt disponerede EN, der blev nedkørt og i flere perioder måtte hospitalsindlægges. I 1933 måtte hun overlade den daglige ledelse til Lüttichau, der senere blev Den Sociale Højskoles første chef, og i 1937 afviklede hun sit ansvar for optagelseshjemmet. DKV modtog et vist offentligt tilskud, men det overflødiggjorde ikke, at EN måtte rejse penge ved at agitere rundt om i landet. Lüttichau erindrede, at hun kunne tale til folk, så “hun fik dem alle sammen til at græde og være fortvivlede, og dagen efter var det så lykkeligt, at de sendte os mange, mange penge”.

EN var interesseret i afholdssagen og var fra 1925 medlem af Blaa Kors og Det hvide Baand. DKV blev i 1920’erne medlem af Danske Kvinders Nationalråd, og EN sad ca. 1922-38 i nationalrådets emigrantudvalg. Fra 1940 repræsenterede hun DKV i Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS), lanceret på ◊•Kirsten Gloerfelt-Tarps initiativ få uger efter den tyske okkupation af Danmark. I dette stort anlagte nødhjælpsarbejde iværksat af kvindeorganisationer, der i alt repræsenterede omkring 100.000 danske kvinder, synes EN at have indtaget en tilbagetrukken rolle som medlem af DKSs præsidium. I løbet af 1940’erne afviklede hun sit mangeårige lederskab af DKV, der 1945 flyttede til Nikolai Plads 32. EN boede i sine senere leveår sammen med DKVs mangeårige forretningsfører Edele Krieger Paulsen.

Hilda Rømer Christensen: Mellem backfische og pæne piger, 1995. Manon Lüttichau: Det sociale hospitalsarbejde, 1987. Poul Møller (red.): Med Lis Møller hjemme hos, 1984. Manon Lüttichau: Non Sum 1900-1982, 1982. Kvinden og Samfundet 12/1923.

Tinne Vammen

 
Professioner
Forstandere · Politibetjente · Sygeplejersker
 
Organisationer
Danske Kvinders Velfærd · KFUK - Kristelig Forening for Unge Kvinder · Danske Kvinders Nationalråd (se Dansk Kvinderåd) · Danske Kvinders Samfundstjeneste
 
Emneord
Sygepleje · Politiet · Kvindehjem · Socialt arbejde · Kristendom · Rådgivning · Kvindepolitik · Afholdsbevægelsen · Udenlandske uddannelser · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne
 
Regioner
Nordjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon