Tove Nielsen (1941 - ) Nielsen, Tove
*1941, minister. *8.4.1941 i Durup sg., Viborg amt. Forældre: overlærer Niels Sofus N. (1908-96) og Mary Marie Mikkelsen ( *1915). TN blev født i Durup i Salling, hvor hendes fader var lærer. Hun blev student fra Nykøbing Mors Gymnasium i 1960 og tog lærereksamen i 1964 på Skive Seminarium. Herefter var hun ansat ved Skive kommunale skolevæsen indtil 1973, da hun blev minister. 1978-92 virkede hun ved siden af sine skiftende politiske hverv som konsulent i bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening. TN blev politisk aktiv allerede, da hun gik på seminariet. Hun var således formand for Skiveegnens Venstres Ungdom (VU) 1963-66. Senere blev hun formand for VU i Viborg amt og kom i VUs landsstyrelse. En plads i Folketinget havde naturligt nok den politisk engagerede lærers interesse, hun var opstillet som kandidat fra 1968 og kom ind på Christiansborg som suppleant i 1972. Ved valget året efter gled hun atter ud af tinget. Til gengæld blev hun undervisningsminister i ◊•Poul Hartlings smalle Venstreregering 1973-75. TN var meget i mediernes søgelys i løbet af de ca. 14 måneder, hun var undervisningsminister. Det var en periode, hvor uddannelsespolitiske emner stod højt på den politiske dagsorden. Ekspansionen i de højere uddannelser havde ført til oprettelsen af det eksperimenterende Roskilde Universitetscenter i 1972 og til forslag om at indføre adgangsbegrænsning. Desuden pressede en reform af folkeskolen sig på. Reformarbejdet var sat i gang under tidligere regeringer, og TN fortsatte arbejdet. I modsætning til Socialdemokratiets udspil ville hun bevare niveaudelingen i fagene i de ældste klasser samt karaktergivning og afsluttende prøver og eksaminer. Derimod var hun på linie med Socialdemokratiet i ønsket om at bevare den udelte skole. Det lykkedes ikke for Venstreregeringen at få gennemført sit lovforslag, inden den måtte afgive regeringsmagten til Socialdemokratiet efter valget i 1975. Men TNs efterfølger som undervisningsminister ◊•Ritt Bjerregaard valgte, for at få et bredt flertal for en reform, at lade Venstres forslag være udgangspunktet for forhandlingerne. TN satte således i høj grad sit præg på Folkeskoleloven fra 1975, selvom den ikke bar hendes underskrift. TN blev medlem af Folketinget i 1975, gled ud ved valget i 1977, blev igen valgt i 1979, men viste nu sit stærke temperament ved i 1980 at nedlægge sit mandat med den begrundelse, at hun kun blev tildelt betydningsløse ordførerskaber og udvalgsposter. Da var hun blevet medlem af Europaparlamentet. Ved det første direkte valg i 1979 blev hun valgt med det højeste stemmetal på Venstres liste, og hun var partiets europæiske spidskandidat op gennem 1980’erne, men faldt ved valget i 1994. TN sad i sit partis hovedbestyrelse 1974-94 og var formand for det liberale oplysningsforbund LOF 1975-78. Hun blev i 1975 Kommandør af Dannebrogordenen. Foto i KB, Folketinget.
Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.
Elisabeth Refsgaard
Ministre · Folketingsmedlemmer · Europaparlamentsmedlemmer · Lærere
Skive Kommunale Skolevæsen · Venstres Ungdom · Folketinget · Europaparlamentet · Liberalt Oplysnings Forbund - LOF · Venstre · Undervisningsministeriet
Politik · Uddannelsespolitik · Europapolitik · Forvaltning · Stat · Folkeskolen · EU · Hædersbevisninger
1900-tallet · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
Viborg Amt
|