Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Soffy Walleen (1861 - 1940)
Walleen, Sophie (Soffy) Christine Elisabeth

1861-1940, skuespiller.

*15.5.1861 i Spjellerup sg., †23.1.1940 i Kbh.

Forældre: litteraturhistoriker ◊Carl Frederik Vilhelm Mathildus Rosenberg (1829-85) og Ane Lovise Plum (1833-74).

~7.6.1884 med skuespiller, teaterdirektør ◊Karl Mantzius, *20.2.1860 i Kbh., †17.5.1921 på Frbg., s. af skuespiller ◊Kristian Andreas Leopold M. og Anna Petrea Jørgensen. Ægteskabet opløst 1902.

~1902 med forfatter, friherre Carl Alphonse Walleen-Bornemann, *6.4.1863 i Gränna, Sverige, †28.11.1941 i Kbh., s. af ritmester, friherre Theodor Walleen og Anna Ulrika Louise Bornemann.

Børn: Else Louise (1897).

SW voksede op i et litterært hjem og havde som oldebarn af skuespillerparret ◊•Eline og ◊Stephan Heger skuespillerblod i årerne. Hun debuterede på Det Kgl. Teater 1882 som Antoinette i E. Paillerons lystspil Gnisten og vakte opmærksomhed med sin sydlandske skønhed og sit temperamentsfulde væsen. Hun havde dog vanskeligt ved at falde til på nationalscenen, hvis kæmperum ikke harmonerede med hendes intime scenekunst. I 1884 giftede hun sig med skuespilleren Karl Mantzius og forlod året efter Det Kgl. Teater. Efter et kort engagement ved Folketeatret kom hun til Dagmarteatret, hvor hun fik sit kunstneriske gennembrud. Her spillede hun bl.a. F. Grillparzers Jødinden fra Toledo, men det var tydeligt, at hendes egentlige talent lå inden for samtidsdramatikken. Som syjomfruen i ◊•Emma Gads Et Sølvbryllup, 1890, som hun gennem årene spillede et utal af gange, viste hun sig som en eminent karakterskuespiller, hvad hun yderligere bekræftede som Madam Jensen i ◊Karl Larsens Kvinder, som hun spillede første gang på Studentersamfundets Frie Teater, startet 1891 med den franske teaterleder A. Antoines naturalistiske Théâtre Libre i Paris som mønster. I 1894 vendte hun tilbage til Det Kgl. Teater, hvor hun som den typiske ensembleskuespiller, hun var, kom til at stå i skyggen af stjerner som ◊•Betty Hennings og ◊•Oda Nielsen og siden af ◊•Betty Nansen og ◊•Emma Thomsen. Hendes efterhånden lidt matroneagtige figur blev også en begrænsning, når det gjaldt rollefordeling. Til gengæld udfoldede hun sine evner i karakterfaget og skabte en række gribende og fantasifulde sceneskikkelser, der strakte sig fra tragiske hverdagsskæbner til komiske figurer, ofte med et anstrøg af dæmoni og uhygge: den snurrige Tante To i ◊Gustav Wieds Skærmydsler, den underkuede præstekone i ◊Jacob Knudsens og ◊Sven Langes Den gamle Præst, “Konen for Sot og Syge” i ◊H.C. Andersens Ole Lukøje, 1905, og Gunild i ◊Ludvig Holbergs Barselstuen.

I 1911 tog SW afsked fra Det Kgl. Teater og optrådte herefter sporadisk på provinsscenerne, hvor hun spillede nogle af de store roller, som nationalscenen havde forsømt at give hende, fx Fru Sang i Bjørnstjerne Bjørnsons Over Evne og Fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere, som hun spillede på Århus Teater. I 1902 havde SW giftet sig med den finske friherre Carl Alphonse Walléen-Bornemann, og ægteskabet medførte, at hun i perioder var bosat i udlandet. Hendes sidste år var præget af sygdom og en tiltagende interesse for antroposofi, som hun delte med ægtemanden.

Tegn. fra 1893 af Christian Krogh i Teatermus. Mal. fra 1895 af G. Achen på Teatermus. Tegn. af E. Krause. Foto i KB.

P.A. Rosenberg: Erindringer, 1934. Einar Christiansen: Nogle Træk af mit Liv og af dansk Teaters Historie, 1930. Robert Neiiendam: Det kongelige Teaters Historie 1874-1922, 1921-30.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Kela Kvam

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Teater
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne
 
Regioner
Storstrøms Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon