Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Marie Wandel (1899 - 1963)
Wandel, Marie

1899-1963, maler.

*15.2.1899 i Horsens, †8.11.1963 i Kbh.

Forældre: biskop ◊Oluf Kirstein Peter Vogn Olesen (1860-1930) og Ane Sofie Larsen (1860-1935).

~6.5.1927 med maler ◊Sigurd W., *22.2.1875 på Frbg., †3.6.1947 i Kbh., s. af grosserer ◊Oscar Andreas W. og maler Elisabeth Christiane Alvina Møller.

MWs fader, der var præst og senere blev biskop, kunne ligesom flere af hendes søskende lide at tegne. I konfirmationsgave fik MW en malerkasse af forældrene. Sin tidlige ungdom tilbragte hun i Ribe, hvor hun hentede mange motiver og stemninger, fx til maleriet Gammel Mand gaar forbi, 1927, hvis poetiske primitivisme kan minde om den russisk-franske maler M. Chagall. I 1917 blev hun student fra Ribe Katedralskole og året efter tog hun filosofikum på Kbh.s Universitet. 1918-21 var hun elev på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, hvorefter hun tog nogle måneders supplerende uddannelse på teknisk skole. Efter at have uddannet sig 1921-23 på Kunstakademiet hos sin senere ægtefælle Sigurd W., rejste hun i 1923 til Frankrig. Her opholdt hun sig tre måneder i Bretagne, derefter i Paris, hvor hun fulgte undervisningen på maleren A. Lhotes skole. Dermed fik hun kendskab til kubismen og maleren P. Cézanne, hvilket fik betydning for videreudviklingen af hendes personlige stil, der dog fremover knyttede an til École de Paris og ekspressionismen. Da hun vendte tilbage til Kbh., fik hun fælles atelier med maleren Alma Dysted, og for at tjene til livets ophold, tog hun elever. I 1924 debuterede hun med to opstillinger på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun fortsatte med at udstille 1927-56 med få afbrydelser. Desuden udstillede hun flere gange på Charlottenborgs Efterårsudstilling, bl.a. udkast til kirkeudsmykninger, og var repræsenteret på udstillingerne Forum 1929, Religiøs Kunst 1944, Nordiske Kunstnerinder i Stockholm 1948 samt på jubilæumsudstillingen for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1950. MW foretog flere rejser til Tyskland, hvor hun modtog indtryk fra ekspressionisterne, og hun vendte tilbage til Paris 1935.

I 1926 deltog MW i konkurrencen om Kunstakademiets guldmedalje med maleriet Den fortabte Søn. Som den eneste blev hun indstillet til medaljen, men man valgte ikke at uddele den. Samme år fik hun Carlsons Præmie for Frk. Jensen, et centralt værk, ekspressionistisk og medmenneskeligt engageret. Efter at have giftet sig med Sigurd W. og været på bryllupsrejse til Italien 1927 opnåede hun i 1929 Kunstakademiets lille guldmedalje for Josef af Arimatæa og Kristus. Det er et dybt personligt maleri, der har lidelsen og det medmenneskelige i centrum. MW var selv et religiøst menneske. I 1930 fik ægteparret sommerhus i Fjand i Vestjylland, hvilket fremover kom til at præge hendes motivkreds. Således udstillede hun to vestjyske landskaber på Kvindelige Kunstneres Samfunds (KKS) udstilling i Kunstforeningen samme år. Hun sad i bestyrelsen for KKS og var flere gange medlem af censurkomitéen ved Charlottenborg i 1930’erne og 1940’erne. At få kvinder repræsenteret i censurkomitéen var netop et af formålene med dannelsen af KKS. MW fik tildelt mange stipendier, og i 1960 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. I 1990 vistes en retrospektiv udstilling af hendes værker på Ribe Kunstmuseum.

Foto i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Claudine Stensgaard Nielsen

 
Professioner
Malere
 
Organisationer
Charlottenborg · Kvindelige Kunstneres Samfund
 
Emneord
Billedkunst · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne
 
Regioner
Vejle Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon