Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Adda Varnung (1902 - 1999)
Varnung, Adda Charlotte Louise

1902-99, bratschist.

*21.10.1902 på Frbg., †20.5.1999 i Kbh.

Forældre: violinist Vilhelm V. (1877-1948) og klaverlærer Karen Knudsen (1875-1961).

AV var den anden kvinde, der konkurrerede sig ind i Det Kgl. Kapel. Hun blev optaget i bratschgruppen i 1929, tre år efter at ◊•Gunna Breuning-Storm havde fået en plads blandt kapellets violinister. AV og hendes storesøster Lillian voksede op i et musisk hjem. Faderen var violinist i middagsorkestret på restaurant Wivex, og moderen underviste i klaver. Lillian V. kom på ◊Louis Glass’ konservatorium med klaver som instrument, og AV fik violinundervisning af kgl. kapelmusicus Anton Bloch, fra hun var otte, og blev som 15-årig optaget på Musikkonservatoriet, hvor hun fik ◊Axel W. Gade som violinlærer. I 1920 var hun og søsteren sammen med en stor gruppe unge musikere med pianisten Helge Bonnén i spidsen med til at danne Unge Tonekunstneres Selskab, senere Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT). I 1921 videreuddannede AV sig hos violinpædagogen Willy Hess i Berlin, men i forbindelse med en forlovelse afbrød hun musikstudierne og uddannede sig 1924-27 som sygeplejerske i Berlin og på Bispebjerg Hospital. Siden gik forlovelsen over styr, og hun begyndte igen at tage violinundervisning, denne gang hos Breuning-Storm, som hun senere fik et nært samarbejde med. Hun valgte nu helt at koncentrere sig om musikken.

I 1929 studerede AV i Wien hos professor G. Feist og forberedte sig til kapelkonkurrencen, som hun vandt foran 17 mandlige aspiranter. Frem til slutningen af 1940’erne gennemførte hun en solistisk og kammermusikalsk karriere, som regel på violin, ved siden af orkesterarbejdet. Hun spillede Brahms’ violinkoncert med Tivolis Koncertsals Orkester og ◊Fr. Schnedler-Petersen som dirigent, rejste i provinsen med forskellige kammermusikensembler og assisterede ved en række pianisters soloaftener. Altid fik hun fremragende anmeldelser, hvor hendes “tekniske Talent” og “friske og rene Tone” blev rost. Det blev også til enkelte koncerter med søsteren, hvis karriere ellers var sat i stå af giftermål og børnefødsler. I slutningen af 1930’erne dannede AV sammen med Karen Fridericia, Breuning-Storm, og Erling Lösekraut en strygekvartet, hvor hun selv spillede 1. violin. Kvartetten fik hurtigt succes, men da Fridericia måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig, fik den kun kort levetid. AV blev solobratschist i 1947 og fortsatte i kapellet til 1970. Fra 1962 boede hun sammen med søsteren, som da var blevet enke. Som pensionist assisterede AV i forskellige orkestre og forsatte desuden med at spille kammermusik, til hun var højt oppe i årene. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1955 og af 1. grad i 1969.

Tegn. fra 1930 af P.E. Johannessen. Foto i KB.

B.T. 18.8.1932. Berlingske Aftenavis 1.4.1970.

Inge Bruland

 
Professioner
Violinister · Bratschister · Sygeplejersker
 
Organisationer
Det Kgl. Kapel · Unge Tonekunstneres Selskab (se Det Unge Tonekunstnerselskab)
 
Emneord
Musik · Udlandsophold · Hædersbevisninger · Udenlandske uddannelser · Kammermusik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Frederiksberg Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon