Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Fanny Miranda (1890 - 1974)
(Miranda) Nielsen, Fanny Agnes Amanda

1890-1974, artist, forkæmper for seksualoplysning.

*15.5.1890 i Kbh., †11.8.1974 i Odense.

Forældre: værtshusholder Carl Vilhelm Bagge (1842-1919) og køkkenassistent Laura Sophie Agnes Nielsen (†1917).

~2.8.1912 (b.v.) med artist Harald Rudolf Johannes Nielsen, *12.12.1882 i Kbh., †23.6.1947 smst., s. af høker Heinrich N. og Elise Larsen.

Bofælle 1947-51: farmaceut Egon Bjerreby, *13.5.1895 i Kbh., †21.8.1951 i Tejn, Olsker sg., s. af rorsbetjent Jens Carl Jensen og Amalie Dorthea Johanne Helga Larsen.

~6.9.1972 (b.v.) Erling Willy Erik Rottbøll Rokbøl Nielsen, *10.1.1914 i Køge, †19.2.1981 i Odense, s. af møllebygger Laurits N. og Karen Sofie Sørensen.

FM var datter af en værtshusholder og en køkkenpige. Forældrene var ikke gift, om end moderen blev kaldt Fru Bagge. Faderen beskrives som driftig og dominerende, moderen som underkuet, næsten spærret inde i værtshusets køkken, hvor hun arbejdede 18 timer i døgnet. Da FM blev ti år, flyttede hun sammen med moderen til et lejet værelse på Nørrebro. Faderen var glad for sin begavede datter, der kunne læse allerede, inden hun kom i skole, men med årene fik hun en stigende animositet imod ham på grund af hans dårlige behandling af moderen. Efter flytningen arbejdede moderen flere somre i Tivoli, bl.a. i Grøften, imens legede FM med artisternes børn. Som 11-årig fik hun fat i den engelske naturforsker C. Darwins værk Arternes Oprindelse, der gjorde et stort indtryk på hende. Hun var tidligt moden, noget indesluttet, kunne lide at gå på museer og biblioteker eller at læse i Det Kgl. Biblioteks eller Landbohøjskolens Biblioteks have.

FM fik en, for den tid, god uddannelse i flere private pigeskoler til hun var 14 år. Derefter gik hun et par år på handelsskole, bekostet af faderen. En kort tid var hun ansat på kontor, men hendes hu stod til artistlivet, og som 17-årig søgte hun ind ved balletten i Cirkus Orlando. Her traf hun jongløren Rudolf Nielsen, som hun giftede sig med i 1912. Han lærte hende akrobatik og at jonglere. De trænede ivrigt og startede artistduoen The Two Mirandas, der optrådte i forskellige cirkus i Skandinavien og det øvrige Europa, om vinteren på varietéer rundt omkring. I 1923 tilfredsstillede rejselivet ikke længere MF. Hun savnede en højere uddannelse og begyndte at læse bøger om psykologi og filosofi og følge forelæsninger på Folkeuniversitetet. Rudolf Nielsen kunne ikke klare overgangen fra artisttilværelsen, og det var således FM, der forsørgede dem, indtil hans død i 1947. Først startede hun et bureau for maskinskrivning og duplikering og havde i nogle år også et artistbureau, ligesom hun optrådte med tryllekunster ved private selskaber. Sideløbende holdt hun fra midten af 1920’erne foredrag om fx Vejen til Lykke og Mentalhygiejne og Moderne Overtro, dvs. spiritisme, som hun afviste. I 1929 fik hun et kontorvikariat i BSA Motors & Cycles, men endte med at være ansat 20 år i firmaet.

Efter at have været til et af lægen og sexologen ◊H. Leunbachs møder kontaktede FM ham og fik lov til at deltage i Seksualreformkongressen i 1928, hvilket inspirerede hende til at gøre et stykke praktisk arbejde for sagen. Straks efter kongressen rejste hun landet rundt med foredraget Den nye Kønsmoral med særligt Henblik på Børnebegrænsning og mødte samme forargelse for sine holdninger som Leunbach, •Jo Jacobsen og bevægelsens øvrige pionerer. Men modsat dem knyttede hun sig aldrig til hverken politiske partier eller psykoanalytiske fraktioner. Da Landsforbundet for Seksuel Sundhed blev dannet i 1937, blev hun formand for dets lokalafdeling på Vesterbro, senere for den kbh.ske hovedafdeling. Endvidere skrev hun i forbundets blad Sex og Samfund. I 1939 klarede hun frisag, efter at myndighederne havde anklaget en af hendes artikler Er Ungdommen umoralsk? for at høre under pornografiparagraffen. Der var mange stridigheder i forbundet, især mellem W. Reichs seksualpolitiske linie og ◊Sigurd Næsgaards psykoanalytiske linie, hvilket FM fandt ødelæggende for sit ønske om at oprette en samlet dansk organisation i lighed med det svenske Riksförbund för Sexuell Upplysning. Efter Anden Verdenskrigs afslutning fortsatte FM sit seksualoplysende arbejde. I 1947 traf hun farmaceuten Egon Bjerreby og oprettede sammen med ham graviditetsanalyselaboratoriet Injecta. Hun beskrev deres korte samliv som meget lykkeligt og personligt givende. Efter hans død måtte hun sælge laboratoriet, hvorefter hun i et par år drev en købmandsforretning i Tejn på Bornholm og derefter var ekspeditrice i en kiosk. I 1959 indrykkede hun en ægteskabsannonce og traf derigennem sin sidste mand Willy Rokbøl. Hun boede da på Langeland, men flyttede sammen med ham til Odense, da hun ikke turde flytte til Kbh. af frygt for, at der ville være for mange fristelser for den sværmeriske Rokbøl. Hun indså, at han, der var 24 år yngre og aldrig havde kunnet forsørge sig selv, ville være ilde stedt, når hun døde, hvorfor de giftede sig i 1972.

Siden 1930 havde FM været medlem af Dansk Kvindesamfund (DK), i begyndelsen uden at møde større forståelse for sine synspunkter. Men i 1968, som 78-årig, kom hun på forsiden af DKs blad Kvinden og Samfundet. I bladet udtalte hun, at “der skulle tre generationer til, før der for alvor kom skred i kønsrolledebatten”, og at hun fortsat gik ind for “samliv uden ceremoni og ægteskabsattest”. Også i sin høje alder fortsatte hun kampen mod fordomme, hun åbnede den første sexmesse i Odense 1970, skrev om ældre menneskers ret til at have et kærlighedsliv og kvinders ret til at vælge en yngre partner. Personligt fremtrådte hun med en stilfærdig, mild myndighed og anglede aldrig efter opmærksomhed. Få måneder før sin død holdt hun ved et sexologikursus en kort forelæsning på Odense Universitet. Da hun sluttede, rejste tilhørerne sig spontant og klappede. Det var tydeligt, at FM var meget bevæget, og hun talte om “os fra fortiden, som måtte famle os frem”. Seksualreform var blevet sexologi. Hun testamenterede sin krop til Anatomisk Institut ved Odense Universitet. I 1981 blev Fanny Miranda og Willy Rottbøll Rokbøls Fond oprettet til sexologisk forskning. Det skete på baggrund af ægtefællens ønske og helt i FMs ånd.

Preben Hertoft: Det er måske galskab, 1983.

Preben Hertoft

 
Professioner
Artister · Legatstiftere · Foredragsholdere
 
Organisationer
The Two Mirandas · BSA Motors & Cycles · Landsforbundet for Seksuel Sundhed · Injecta · Fanny Miranda og Willy Rottbøll Rokbøls Fond
 
Emneord
Varieté · Cirkus · Seksualoplysning · Sexologi
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon