Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Bonna Søndberg (1933 - )
Søndberg, Bonna

*1933, operasanger.

*17.8.1933 i Gørding sg., Ribe amt.

Forældre: skræddermester Jørgen Jensen (1912-70) og pianist Sonja S. Hansen (1912-93).

~29.9.1953 med typograf Flemming S., *29.8.1927 på Frbg., †24.11.1979 i Kbh., s. af souschef Victor S. og Valborg Tribler. Ægteskabet opløst 1957.

~8.9.1979 med redaktør Sten Uldal Rasmussen, *15.2.1923 i Løjt Kirkeby, Løjt sg., s. af skoleinspektør Christian R. og Jenny Alma Hahnemann.

Børn: Inger (1954), Espen (1965), Kasper (1970).

“Bonna Søndberg er et usædvanligt talent. Hun ejer en vidunderligt klingende sopran, en stærk dramatisk sans og, så ung hun er, en overbevisende scenisk fremtræden, som ligefrem ryster ved sin stærke medleven.” Sådan skrev dirigenten ◊Ole Schmidt i B.T. ved den 23-årige BSs debut som en fremragende Amelia i Verdis Maskeballet på Det Kgl. Teater i 1957. Anmelderne var enige om, at hendes tackling af partiets kolossale vanskeligheder viste hende som en kunstner, der magtede de helt store lyrisk-dramatiske sopranroller, og så så hun oven i købet yndig og lady-like ud. For yderligere at sætte den sensationelle debut i relief, heftede mange aviser sig ved, at BS var “skrædderdatter fra Rødding”. At samme skrædder havde en betydelig tenorstemme, at moderen var professionel pianist, og BS selv havde spillet klaver fra fireårsalderen, var man mindre interesseret i.

BS var seks år gammel, da familien flyttede til Rødding. Her fik hun gennem skolen grundlagt den kærlighed til det danske sprog og til kristendommen, som har fulgt hende livet igennem. I konfirmationsgave ønskede den unge pige sig sangundervisning. Det var ellers faderens ønske, at hun skulle være pianist, men da det viste sig, at den nærmeste sangpædagog også kunne undervise i klaver og engelsk, fik BS tilladelse til at begynde hos hende i alle tre fag. Snart efter forlod hun skolen og tjente selv til undervisningen ved husarbejde. Efter et års forløb blev hun rådet til at rejse til Kbh. for at videreuddanne sin stemme, og senere fulgte forældrene efter for at støtte hende. For at tjene til studierne arbejdede hun ved siden af i et forsikringsselskab. Det blev sangpædagogen Kristian Riis, der uddannede hendes stemme og førte hende til optagelsesprøve på Opera-Akademiet. Her kom hun ind i andet forsøg i 1954, tre uger efter at hun havde født en datter i sit første kortvarige ægteskab.

BS blev ansat ved Det Kgl. Teater i 1956. Allerede året før havde hun som elev haft sin første rolle i mezzopartiet som husholdersken Marcellina i Mozarts Figaros bryllup. Det var et stemmefag, hun var fortrolig med fra operaskolen, hvor hun på grund af stemmens store omfang og forholdsvis mørke timbre havde sunget adskillige mezzoroller. Det var imidlertid som sopran, hun fik sit store gennembrud som Amelia i Maskeballet. ◊•Anna Borg, hendes lærer i dramatik, debuterede ved samme lejlighed som operainstruktør, og hun fik afgørende betydning for sin elevs succes som syngende skuespiller. BS sang partiet i en årrække, og samspillet i de senere opførelser med ◊Ib Hansen som Anckarström i det ægteskabelige opgør i operaens tredje akt står som et lysende højdepunkt i dansk operahistorie. De følgende år blev travle med roller som Ariadne i Richard Strauss’ Ariadne på Naxos og Verdi-partier som Leonora i Trubaduren og Alice Ford i Falstaff, og ud over operaarbejdet havde BS mange store koncertopgaver. Overanstrengelse i forbindelse med et uheldigt sanglærerskift udløste omkring 1960 en stemmekrise. Et vellykket samarbejde med den tyske sanger og sangpædagog Clara Ebers bragte BS tilbage til scenen efter et halvt års pause. Nu fulgte nye primadonnaroller som Dido i H. Purcells Dido og Æneas og Elisabeth i Wagners Tannhäuser.

Alle BSs sceniske skikkelser nød godt af hendes bevægende sangkunst, herlige sceneydre og gedigne spil. Hvor stor hun var som klassisk tragedienne, viste hun måske allertydeligst i Iphigenias parti i Glucks Iphigenia på Tauris. Med Willy Hartmann og Ib Hansen i de bærende mandsroller kom denne forestilling op på et internationalt niveau, og den fik da også stor succes som gæstespil i forbindelse med Drottningholms Slottsteaters 200-års jubilæum. En rolle af en helt anden art var den gådefulde, uhyggelige guvernante i Brittens Skruen strammes. Da operaen blev opført i forbindelse med overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris til Britten i 1968, rakte komponisten under bifaldskaskaderne sin buket til BS. “Hun er en stor, stor kunstner,” sagde han siden til forfatteren og sangeren Frans Lasson. Også den tyske komponist P. Hindemith beundrede BS. Med henblik på hende instrumenterede han et par af sine sange fra samlingen Das Marienleben og dirigerede opførelsen af værket med BS som solist ved en storslået koncert med Det Kgl. Kapel i Falkonercentret i 1959.

Fra midten af 1960’erne blev operarepertoiret på Det Kgl. Teater i stigende grad anlagt på at udnytte ◊•Lone Koppels talent, og BS gled mere i baggrunden. Med støtte i sin mand redaktør Sten Uldal Rasmussen, der i 1963 havde opgivet sit arbejde for at passe hjemmet og den sammenbragte børneflok på fem, intensiverede hun nu sin koncertvirksomhed. Uldal skabte en række forskelligartede programmer, der blandede salmer og folkesange med klassiske vokalværker. Med disse programmer rejste BS landet tyndt og blev overalt varmt modtaget. Hun kunne skrue ned for stemmens volumen og i en lille kirke, stående lige over for sit publikum, med sin fine diktion kommunikere en sangs budskab enkelt og ukrukket. Til en række koncerter med landsdelsorkestrene skabte Uldal programmer med ukendt dansk vokalmusik, bl.a. fremdrog han ◊Rued Langgaards sange, og BS var således med til at starte renæssancen for den ellers noget oversete komponist. Koncerterne førte hende også til Island, Sverige, Norge og Tyskland. I sine senere teaterår sang hun mindre roller som Magdelone i ◊Carl Nielsens Maskarade og Begbick i K. Weills Mahagonny. Hun blev pensioneret i 1987 og har siden virket privat som sangpædagog.

BS blev ridder af Dannebrogordenen i 1968 og har bl.a. modtaget Kaj Munks Mindelegat 1956, Elisabeth Dons’ Mindelegat 1965 og Tagea Brandts Rejselegat 1969. Plader med hende findes der kun få af, heriblandt en med værker af ◊N.W. Gade, men Danmarks Radios arkiv har blandt sine optagelser hendes pragtpræstation som lady Macbeth i Verdis Macbeth. Den viser, at kapelmesteren Gerhard Schepelern har ret, når han kalder hende “et af de største operatalenter, Danmark har fostret i dette århundrede”.

Foto i KB.

Frans Lasson: Vejene omkring Blixen og andre omveje, 1997. Gerhard Schepelern: Operaens historie i Danmark 1634-1975, 1995.

Sten Høgel

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Opera · Sang · Undervisning · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Ribe Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon