Albertine Sørensen (1826 - 1911) Sørensen, Petrine Albertine
1826-1911, skolebestyrer. *21.4.1826 i Kbh., †12.7.1911 på Frbg. Forældre: vinhandler Peter Sørensen Sindahl og Marie Andersdatter. Bofælle 1871-1910: lærer Caroline Vilhelmine Schibbye, *2.4.1841 i Kbh., †3.10.1910 på Frbg., d. af particulier Jens Mogens S. og Jacobine Marie Bruun. AS voksede op i Kbh., hvor hendes forældre sørgede for, at hun fik en god uddannelse. Under sin forberedelse til institutbestyrerprøven fik hun et tilbud om at overtage en privat dansk skole i Tønder, og hun drev et mindre pigeinstitut her fra 1855 til 1864. Derefter rejste hun til Århus og opbyggede byens førende pigeskole, den senere Elise Smiths Skole. Allerede i Tønder havde AS lagt fremragende pædagogiske evner for dagen og skabt et godt og nært forhold til sine elever. Men hun blev nødt til at forlade byen, da de østrigsk-preussiske myndigheder efter det danske nederlag i 1864 lukkede hendes skole. I Århus overtog hun i 1865 Jomfru Starckes Pigeinstitut, der på dette tidspunkt havde til huse i lejede lokaler i Vestergade. Under ledelse af AS voksede skolen hurtigt og måtte flere gange flytte til større lokaler. Da skolen i begyndelsen af 1880'erne var nået op på 100 elever, besluttede hun at bygge selv. For at skaffe den nødvendige kapital fik hun dannet et aktieselskab, en ret ny foreteelse dengang, primært med forældrene som aktionærer. En byggegrund fandt man uden for det egentlige byområde i Nørre Allé, og i 1884 indviede man så den nye bygning, der af samtiden blev betegnet som den bedste skolebygning i byen. Den indeholdt ni klasselokaler, en lejlighed til AS og en mindre gymnastiksal. Desuden var der en legeplads, latriner til eleverne og en have til skolelederen. Typisk for AS og for tiden valgte man til indvielsen af bygningen en sang med slutlinierne: "en tugtig Mø, en Hustru god, en Kvinde from og reen". Til held for AS blev en anden privatskole, Frk. Lassens Pigeskole, nedlagt samme år og dens elever overflyttet til ASs skole, så elevtallet voksede efter få år til 190. Skolen hed nu Aarhus højere Pigeskole. Som de fleste af sin generations skoleledere havde AS ◊•Natalie Zahle som forbillede, og Zahle støttede hende også økonomisk ved at købe nogle aktier i skolen. Hun indførte nye fag, var fx den første med gymnastikundervisning i Århus, og de mest moderne metoder i småbørnsundervisning, skrivning og håndarbejde. Og så havde hun evne til at knytte gode lærerkræfter til skolen, bl.a. den senere skolekøkkeninspektør, ◊•Eline Hansen. AS beskrives som en statelig kvinde, altid i sort, konventionspræget og myndig. Hendes ideal var en skole, der uden eksamenspres kunne bibringe eleverne gode kundskaber. Selv underviste hun i de små klasser og i håndarbejde og sprog. I 1897, da det blev uomgængeligt at indføre almindelig forberedelseseksamen, overlod hun skolen til •Elise Smith, og flyttede sammen med sin mangeårige kollega, veninde og husfælle Caroline Schibbye til Helsingør. Deres sidste år tilbragte de to kvinder i Kbh. G. Spelling Østergaard (red.): Elise Smiths Skole, 1984. Bog og Naal, 1912, s. 249-54.
G. Spelling Østergaard
Skolebestyrere · Skoleledere · Lærere
Elise Smiths Skole (se Jomfru Starckes Pigeinstitut og Aarhus højere Pigeskole) · Jomfru Starckes Pigeinstitut (se Elise Smiths Skole og Aarhus højere Pigeskole) · Aarhus højere Pigeskole (se Elise Smiths Skole og Jomfru Starckes Pigeinstitut)
Pigeskoler
1800-tallet · 1860'erne · 1870'erne
Københavns Kommune
|