Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Nele Poul Sørensen (1915 - 2012)
Sørensen, Nele (Poul)

*1915, redaktør.

*8.9.1915 i Dresden, Tyskland.

Forældre: forfatter, læge Gottfried Benn (1886-1956) og Edith Osterloh (1878-1922) .

~5.6.1940 med grosserer Preben Topsøe, *15.4.1916 i Kbh., †2.2.1989 i Hørsholm sg., s. af kaptajn Flemming T. og oversætter Hedvig Sofie Andersen. Ægteskabet opløst 1952.

~7.1.1957 med minister ◊Poul S., *25.6.1904 i Roskilde, †29.6.1969 i Hornbæk sg., Frederiksborg amt, s. af branddirektør, borgmester Jørgen Christian S. og Louise Dorthea Clorius.

Børn: Vilhelm (1944), Tine (1944).

NPS var datter af den kendte tyske forfatter og læge Gottfried Benn. Da moderen døde, blev hun som otteårig sendt til Danmark, hvor hun voksede op hos plejeforældrene Ellen og ◊Chr. Overgaard i materielt gode kår, idet plejefaderen var mangeårig direktør for B & W. I 1933 blev hun student fra Aurehøj Gymnasium og året efter journalistelev ved det konservative dagblad Jydske Tidende i Kolding. I 1936 blev hun medarbejder ved Børn, hvorefter hun i 1942 blev redaktionssekretær ved Berlingske Tidende. To år senere flyttede hun til Berlingske Aftenavis, hvor hun især specialiserede sig i lægestof og socialt stof. Denne indsats blev i 1948 honoreret med den journalistiske udmærkelse Cavling-Prisen, som hun var den første kvinde til at modtage og den eneste indtil 1969, hvor Thyra Christensen fik den. Tildelingen skete “som anerkendelse af hendes talentfulde journalistiske arbejde og selvstændige initiativ i det forløbne år”. I forlængelse af den faglige interesse i læge- og sundhedsstof skrev hun bogen Det første Barn, 1947, der også udkom på svensk og norsk, samt Nerver, 1952.

I 1957 blev NPS medredaktør og 1961-77 ansvarshavende chefredaktør for ugebladet Søndags-B.T., der til 1987 blev udgivet af Det Berlingske Hus. Hun var den første ugebladsredaktør, der virkelig satsede på så aktuelt stof, som et sådant blads lange produktionstid tillader. Vægten blev i langt højere grad end tidligere lagt på journalistiske elementer og virkemidler, og nyheds- og debatstof blev et vigtigt indslag sammen med mange omfangsrige, dybtgående personinterview. Også billed- og trykkvaliteten blev kraftigt forbedret ved overgang til dybtryk. I sin redaktørtid samlede og oplærte hun en stor, dygtig redaktionel stab, og “Neles piger” gjorde sig siden gældende rundt om i dagspressen, ugepressen og på tv. Bladets oplag steg markant som følge af denne linie, men efterhånden begyndte andre ugeblade at efterligne stilen. Den oprindelige idérigdom, der væsentligst var NPSs værk, blev ikke tilstrækkeligt fornyet, og bladet tabte føringen. I 1977 forlod hun posten som chefredaktør og var de næste ni år medarbejder ved Weekendavisen, der ligeledes udgives af Det Berlingske Hus. Derudover var hun 1978-82 medlem af Gentofte kommunalbestyrelse, valgt for Det Konservative Folkeparti, som hun var blevet tilknyttet gennem sit ægteskab med formanden Poul S. NPS, der havde bevaret forbindelsen med sin fader, udgav i 1960 biografien Mein Vater Gottfried Benn, hvori der indgår en beretning om hendes tidlige barndom. I 1987 overlod hun en samling af hans breve til Benn-arkivet ved kunstakademiet i Berlin.

Foto i KB.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Jette Drachmann Søllinge

 
Professioner
Journalister · Chefredaktører · Kommunalpolitikere
 
Organisationer
Berlingske Aftenavis · Søndags-B.T. · Weekendavisen · Det Konservative Folkeparti (se Højre)
 
Emneord
Journalistik · Ugeblade · Aviser · Politik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Tyskland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon