Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Maria Westberg (1853 - 1893)
Westberg, Maria Charlotte

1853-1893, solodanser.

*3.2.1853 i Stockholm, †4.12.1893 smst.

Forældre: litograf Peter Magnus W. (1820-93) og Hedvig Fredrika Maria Lönnquist (1830-1915).

Teatersæsonen 1871-72 bragte en ny danserinde ind på Det Kgl. Teaters scene: svenske MW, der var blevet håndplukket af den aldrende balletmester ◊August Bournonville under en rejse til Stockholm. Hun var en moderne danserindetype, høj, slank, lys og nordisk med harmoniske, regelmæssige ansigtstræk. Hendes kølige udstråling af ophøjet renhed korresponderede med Bournonvilles forestillinger om den ideelle danser. MW var uddannet ved Kungliga Operan i Stockholm, men i Bournonvilles tradition og skole, eftersom det var hans tidligere, talentfulde elev, balletmester ◊Sigurd Lund, der havde oplært hende. I Kbh. underviste Bournonville MW i sit private hjem. Hun debuterede 1871 på Det Kgl. Teater i glansrollen som Sylfiden, og hun klarede partiet med en overbevisende teknisk styrke. Det samme gjorde sig gældende med de efterfølgende roller som Sigyn i Thrymskviden og Xoloé i Brama og Bajaderen, begge 1871, hvor hun trak fulde huse. Da hendes kontrakt med den svenske opera udløb, blev hun 1872 fast ansat ved Det Kgl. Teater og allerede tre år efter udnævnt til solodanserinde.

MW kom til at medvirke i en lang række af Bournonvilles balletter, der tidligere havde været fremført af kendte og afholdte danserinder, og hun står som den sidste af Bournonvilles store solodanserinder. Hun løftede arven med maner i partier som fx Astrid i Valdemar, 1872, Rosa i Blomsterfesten i Genzano, 1872, Svava i Valkyrien, 1873, Célèste i Toreadoren, 1873, og Hilda i Et Folkesagn, 1874. Partiet som Teresina i Napoli, 1873, lå derimod uden for hendes talents formåen. Her fordredes en sensualitet og en naturlig vildskab, som var MW ganske fremmed. Hun magtede ikke de partier, som krævede varme, erotisk gnist og temperament. Hun var smidig, elegant, plastisk og udholdende og havde sin styrke i en sikker teknisk kunnen. Hendes svaghed var mangelen på mimisk forståelse. Ansigtet var kønt, men uden den livfulde energi, som også kaldes scenisk udstråling. Hendes teknisk korrekte dans var derfor ikke fri for i længden at virke en smule triviel og kedelig. Måske er det grunden til, at hun i sine sidste år ved teatret kun blev brugt ganske sparsomt. MW tog afsked med Det Kgl. Teater i 1890 som Nathalia i Fra Sibirien til Moskov og Svava i Valkyrien. De sidste tre år af sin levetid tilbragte hun i Stockholm.

Foto i KB.

Svend Kragh-Jacobsen (red.): Den kongelige danske ballet, 1952. Robert Neiiendam: Det kongelige Teaters Historie 1874-1922, 1921-30. August Bournonville: Mit Theaterliv, 1848-78.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Elsebeth Aasted

 
Professioner
Solodansere · Dansere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Dans · Ballet · Udenlandske uddannelser
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1870'erne · 1880'erne
 
Regioner
Sverige
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon