Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Agnete Zacharias (1889 - 1975)
Zacharias, Agnete Etla

1889-1975, sangpædagog.

*23.2.1889 i Kbh., †1.1.1975 smst.

Forældre: viceinspektør Niels Harald Emil Larsen (1838-1914) og Maria Gautier (1850-1918).

~24.10.1931 med komponist, musikkritiker Walter Z., *16.1.1909 i Horsens, †17.3.1986 i Kbh., s. af grosserer Joel Z. og Anna Christiane Bormann.

Da ◊Mogens Wöldike i 1929 startede Kbh.s Drengekor, blev AZ hans nærmeste medarbejder. At koret omgående fik stor succes, var ikke kun Wöldikes, men også i høj grad AZs fortjeneste. Hun grundlagde den afspændte, serafiske klang, som blev korets kendemærke. Gennem radioudsendelser nåede hendes arbejde med børnestemmer langt omkring. Siden blev hun sanglærer for vordende gymnasielærere i musik på Kbh.s Universitet. AZ var uddannet i sang og violin ved Musikkonservatoriet. Hendes sanglærer var ◊Viggo Forchhammer. Efter videreuddannelse i Berlin og Paris holdt hun 1913 debutkoncert i Kbh. Hun koncerterede nu en del både herhjemme og i Sverige, ligesom hun medvirkede i en del radioudsendelser. I 1935 indsang hun et enkelt nummer på plade, ◊Carl Nielsens Pagen højt i Taarnet sad, der i 1996 blev genudsendt på cd. Stemmen var en velklingende, egal mezzosopran med en fin tekstbehandling, men med et lidt anonymt udtryk. 1933-40 medvirkede hun ved en række af Wöldikes kirkemusikaftener. Men det blev som pædagog, hun kom til at yde sin største indsats. I sit arbejde med Kbh.s Drengekor fik hun ved hjælp af et rigt billedsprog og fine randregister- og artikulationsøvelser oparbejdet en klang og en tekstbehandling, der gjorde hende efterspurgt som kursusgiver ved korstævner landet over.

Fra 1936 var AZ i en årrække lærer i solosang og korstemmedannelse ved Musikkonservatoriet, hvor hun som pioner var med til at opbygge en kortradition. Hun skrev artikler og udgav et par små lærebøger Stemmedannelse og Korsang, 1934, og Stemmedannelse, 1937, den sidste med særlig henblik på seminarierne. På få sider lykkedes det hende her at skitsere og almengøre en pædagogisk fremgangsmåde i stemmedannelse. Fra 1939 og til kort før sin død virkede hun som højt respekteret og afholdt sanglærer ved Musikvidenskabeligt Institut. Hun fik derved stor betydning for videreførelsen af den stemmedannelsestradition, der var grundlagt af hendes lærer Forchhammer. AZ kom til at præge flere generationer af gymnasielærere. Hun var ◊Aksel Schiøtz’ første sanglærer, ligesom hun uddannede Randi Teglbjærg og Elisabeth Schouenborg, der begge efterfulgte hende som lærere på universitetet. I 1966 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat.

Foto i Musikvidenskabeligt Institut.

Søren Sørensen: Københavns Drengekor gennem 50 år, 1974.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Sten Høgel

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
Københavns Universitet · Københavns Drengekor · Musikkonservatoriet
 
Emneord
Sang · Musik · Pædagogik
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon