Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Johanne Petersen-Norup (1879 - 1950)
Petersen-Norup, Johanne

1879-1950, bankassistent, forkæmper for fredssagen.

*2.3.1879 i Kbh., †22.5.1950 på Frbg.

JPN blev tidligt stærkt interesseret i fredssagen og deltog i arbejdet i Dansk Fredsforening (DF) fra begyndelsen af dette århundrede. I tre år var hun privatsekretær for ◊Fredrik Bajer, der var med til at stifte DF i 1882, og som fik Nobels Fredspris i 1908. Gennem sit arbejde fik JPN et nært kendskab til fredsarbejdet i hele verden og et personligt kontaktnet til betydende politikere. Hendes usædvanlige internationale forståelse blev også fremmet ved deltagelse i en række internationale kongresser. Allerede 1910 afløste hun Bajer som rådsmedlem i Bureau international de la Paix i Bern, senere Genève.

Sin største indsats lagde JPN i DF. Her sad hun i 25 år i Kbh.s-kredsens bestyrelse og var i tre år kredsens formand, ligesom hun i ti år var sekretær i DFs hovedbestyrelse. I 1910 stiftede hun foreningen International fredsvenlig Ungdomsgruppe, der var et forsøg på at samle ungdommen i Skandinavien, i flere europæiske lande og i Amerika. I 1914 fik foreningen navnet Pax og en mere formel og selvstændig status. Pax var den første forening, der tog fredsarbejdet op blandt skolebørn, og de næste år fik den et betydeligt antal medlemmer i Kbh. og i de større provinsbyer. Medlemmerne blev fortrinsvis rekrutteret blandt børn og unge fra familier af radikal eller socialdemokratisk observans, og som var tilknyttet DF. Fra 1914 blev der arrangeret samaritterkurser, hvor medlemmerne kunne deltage, ligesom der var mulighed for at dyrke idræt inden for foreningens rammer. Der blev arrangeret rejser til udlandet, særlig til det øvrige Skandinavien, og afholdt møder med foredrag og underholdning.

JPN så ikke mindst sin forening som et modstykke til de militaristiske ungdomsbevægelser, som var i voldsom vækst i årene omkring Første Verdenskrig. Hun ville lære de unge at elske deres land og vise, at børn udmærket kunne være glade over at samles uden eksercits. Trods rosende ord fra ledende medlemmer i DF måtte hun jævnligt opfordre til øget opbakning, og i 1919 klagede hun over, at DF ikke tog forældreskabet for ungdomsforeningen på sig. De aldrende medlemmer i den mandsdominerede forening havde vanskeligt ved at få kvinder, børn og unge med i arbejdet, men så med uvilje på andre konkurrerende fredsforeninger. I 1927 ophørte Pax med at reklamere i DFs tidsskrift Fredsbladet, men foreningen eksisterede til midten af 1930’erne.

JPN var medlem af Kvindernes Fredsforbund, som blev stiftet 1916, og fra 1930 formand for denne lille udbryderforening. Herudover havde hun en omfattende journalistisk virksomhed og redigerede fra 1914 til 1930 Paxs blad. Hun meldte Pax ind i Danske Kvinders Nationalråd (DKN) og var medlem heraf fra 1914, ligesom hun var aktiv i DKNs presseudvalg og fredsudvalg. Desuden var hun korrespondent for Svensk Damtidning og en meget benyttet taler og propagandist for fredssagen. Hun talte fx for studerende i London, Stockholm og Californien og for Oslo Fredsforbund i Nobelinstituttet. Som flere af de øvrige inden for fredssagen var hun engageret i Det Radikale Venstre.

JPN var en kosmopolitisk orienteret kvinde med stor viden og sans for det internationale samarbejde og formidlingen af det. Hun havde gode kontakter til betydningsfulde politikere, men holdt sig selv i baggrunden. Hun beskrives som energisk og dygtig, vågen, rådsnar og hjælpsom og i usædvanlig grad sine venners ven.

 

Kendte danske Kvinder, 1934.

Lisbeth Haastrup

 
Professioner
Redaktører · Agitatorer · Foredragsholdere
 
Organisationer
Dansk Fredsforening · Bureau international de la Paix · International fredsvenlig Ungdomsgruppe · Pax · Kvindernes Fredsforbund
 
Emneord
Pacifisme · Ungdomsorganisationer · Fredssagen · Fredsbevægelser · Journalistik · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon