Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Karen Hansen (1882 - 1956)
Hansen, Karen Elisabeth

*1882-1956, malermester.

*24.9.1882 i Nykøbing F., †1956.

Forældre: købmand Ludvig Carl H. (1848-1925) og Mathea Caroline Møller (1855-1931).

“Hun arbejdede i lange hvide bukser og kittel, men beholdt sit lange hår, da jeg holdt på, vi skulle være så lidt mandhaftige som muligt.” Sådan omtaler Danmarks første kvindelige malermester KH en af sine lærlinge i de erindringer, som hun indleverede til Nationalmuseet 1951. Igennem sit liv arbejdede hun for kvindernes frigørelse, økonomiske uafhængighed og ligestilling med manden, dels ved at blive selvstændig erhvervsdrivende, dels igennem Dansk Kvindesamfund (DK).

KH blev født i 1882 som den tredje ud af en børneflok på syv i en velsitueret købmandsfamilie i Nykøbing F. Forældrene var dygtige og vellidte, og hendes barndom var præget af en livlig dagligdag i familien med leg og fester, men også med pligter i den store husholdning. Hun var glad for at gå i skole, men det livlige barn passede ikke altid ind i pigeskolens snævre opfattelse af, hvordan piger skulle opføre sig. Uddannelsen fortsatte efter konfirmationen med en almindelig forberedelseseksamen og kursus i tegning og maleri. Efter nogle mislykkede forsøg med husligt arbejde og ansættelse i en broderiforretning besluttede KH sig for at blive maler, hvilket forældrene støttede hende i. Hun kom 1904 i lære i Nykøbing F. Læretiden forløb ikke uden chikane fra de mandlige svende og lærlinge, men hendes stærke vilje, dygtighed og snusfornuft hjalp hende til at klare problemerne. Hun fik sit svendebrev i 1908, meldte sig ind i malernes fagforening i Kbh. og blev efter nogen søgen ansat hos en møbelmaler. Da arbejdet slap op, tog hun på valsen til den tyske by Trier, hvor hun fik arbejde i en stor malervirksomhed med 200 mandlige svende. Her dekorerede hun glaslofter og fik god brug for sine færdigheder i tegning.

I 1910 blev KH selvstændig malermester i Kbh. Dette blev bl.a. muligt gennem støtte fra Geheimekonferensraadinde Andræs Mindelegat til fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed, der blev administreret af DK. Det første års tid var hun kompagnon med den islandske malersvend Asta Annadottir, som hun havde mødt på et tegnekursus i Hamburg. Efter dennes giftermål førte hun virksomheden videre alene med en række kvindelige lærlinge. Hun skrev historie, da hun i 1910 meldte sig ind i malerlauget, idet lovene måtte ændres, så også kvinder kunne blive medlemmer. Hun blev endvidere medlem af Odd Fellow-ordenen i 1911. I 1916 måtte hun dog afhænde sit firma, da hun ikke kunne tåle arbejdet med malingen. Et lån fra en Odd Fellow-broder satte hende i stand til at købe en broderiforretning i Lyngby, hvor hendes farve- og formsans også kunne bruges. Denne forretning beholdt hun til 1926. KH havde ikke kun et aktivt arbejdsliv. I sin ungdom var hun blandt de første kvindelige roere i sin fødeby. Hun var medlem af DK 1910-19 og brugte det meste af sin fritid i foreningen.

 

Kvinden og Samfundet 12/1910.

Anette Eklund Hansen

 
Professioner
Malermestre · Butiksindehavere
 
Organisationer
Dansk Kvindesamfund · Odd Fellow-ordenen
 
Emneord
Handel · Broderi · Udlandsophold · Håndværk
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Storstrøms Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon