Ellen Aggerholm (1882 - 1963) Aggerholm, Ellen
1882-1963, skuespiller. *11.4.1882 i Kbh., †11.4.1963 i Roskilde. Forældre: arkitekt Carl Julius Sophus Abrahams (1838-93) og Vilhelmine Petersen (1852-1930). ~20.6.1903 med skuespiller ◊Svend Aage Alexandre Reumert A., *19.1.1875 i Århus, †senest 12.2.1940 i Kbh., s. af grosserer Mads A. og Antonia Elisabeth Ponsaing Reumert. Børn: Anne Dorthe. Som niece til teaterdirektør ◊Severin Abrahams blev EA født ind i det kbh.ske teatermiljø. Efter at have taget undervisning hos skuespiller og teaterleder ◊Johannes Nielsen debuterede hun 1901 i Attester på Folketeatret. Det var i en overgangsperiode, hvor skuespilkunsten endnu var præget af den gamle stils fastholdelse af den skønne form, samtidig med at der fra naturalisternes side fremførtes et voksende krav om større virkelighed i spillet. EAs kønne ydre og kvikke replik gjorde lystspillets unge piger til hendes selvfølgelige område. Sit gennembrud fik hun 1903 som Käthi i Hans Højhed. Fra 1908 var hun på Det Ny Teater, indtil hun sammen med sin mand skuespiller Svend A. tog til London. Her debuterede hun 1911 på engelsk som Puk i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm på His Majesty’s Theatre. Senere spillede hun Kate i H. Caines The Manxman og Glory i The Christian af samme forfatter. Men Første Verdenskrig gjorde en ende på hendes engelske karriere. Efter hjemkomsten turnerede EA nogle år i provinsen med et teaterselskab, som hendes mand var leder af. Da han i 1917 blev direktør for Odense Teater, fulgte hun med og blev teatrets førende kvindelige kraft. På teaterdirektør ◊Thorvald Larsens turné 1924-25 fik hun en betydelig succes som Margarete i Goethes Faust. Anmelderne fremhævede især hendes ungdommelige ydre og stemmemæssige virkemidler ved en præstation, der gjorde meget ud af formen. Derefter blev hun ansat ved Casino i Kbh. Hun udførte her en række hovedroller, bl.a. i A. Dumas d.y.s Kameliadamen, og i symbolisten M. Maeterlincks Maria Magdalena udførte hun en rolle, der ikke kunne skabes uden netop denne beherskelse af den skønne form. På en provinsturné i 1932 med Axel Illums selskab var hun Anna Boleyn i Cant af ◊Kaj Munk, der som dramatiker lavede alvorlige karikaturer. Herefter optrådte hun i mindre roller på kbh.ske scener for i 1947 at afslutte sin karriere på Frbg. Teater. Tegn. fra 1904-05 og fra 1930 af Sophus Jürgensen i Teatermus. Tegn. fra 1921 af Herluf Jensenius i Fr.borgmus. Foto i KB. Gunnar Sandfeld: Thalia i provinsen, 1968.
Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.
Svend Christiansen
Skuespillere
Odense Teater
Teater · Internationalt arbejde · Udlandsophold
1900-tallet · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne
Københavns Kommune
|