Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ida Holst (1842 - 1930)
Holst, Ida Sophie

1842-1930, skolebestyrer.

*4.3.1842 i Sakskøbing, †31.12.1930 i Svendborg.

Forældre: købmand Ennius Catharus H. (1807-46) og Hansine Conradine Hedevig Kraglund (1811-87).

IH betegnede sig livet igennem som autodidakt og tog aldrig eksamen trods 36 år som skolebestyrer for en større pigeskole. Det var moderen, der tidligt fik øje for, at hun ville egne sig som lærerinde, men for en købmandsenke med fire børn var det ikke let at sikre sine børn en uddannelse. 15 år gammel forlod IH fødebyen Sakskøbing og blev sat i pension hos en provstefrue i Kbh., hvor hun skulle lære fransk, engelsk og klaverspil. I 20 år, fra 1860 til 1880, var IH privatlærerinde på forskellige herregårde, heraf ti år på Hvidkilde ved Svendborg. I 1880 tog hun springet til Svendborg by, hvor hun på opfordring af pastor Rasmus Prip overtog en skrantende pigeskole med 18 elever, stole og pulte for 400 kr. Skolen ekspanderede hurtigt, især efter at IH i 1881 besluttede at “slaa et Hovedslag, det vil sige ved en Eksamen vise, hvad jeg kunde præstere”. Det gik godt, og hun fik mange nye indmeldelser, opkøbte en anden pigeskole og opnåede kommunalt tilskud. Forskellig modgang mødte hun dog også, fx kostede en verserende historie om småpiger, der var set med cigar i munden, adskillige udmeldelser. Omkring 1890 nåede elevtallet op på ca. 60, og skolen var klar til en ny ekspansionsrunde. I 1889 havde den første elev taget almindelig forberedelseseksamen som privatist, og i 1893 opnåede IH ret til selv at afholde eksamen. Dette nødvendiggjorde bygningen af en ny skole, der blev taget i brug i 1894. Arkitekten var ◊J. Magdahl Nielsen, og hans skolebygning er blevet betegnet som en af de smukkeste og mest stilfulde bygninger i Svendborg. Over indgangsdøren satte IH som sit valgsprog: “Plus esse quam videri” (Ikke synes, men være).

Efter århundredskiftet fortsatte skolen sin fremgang og nåede i 1910 op på 157 elever. 1908 blev der første gang afholdt mellemskoleeksamen, 1909 realeksamen. Den aldrende IH begyndte nu at se sig om efter sin efterfølger, men hendes forhåbninger til broderdatteren Anna H. og andre dygtige bestyrerindeemner skuffedes. I 1916 valgte hun da at sælge sit livsværk til bestyrer Magnus Lund og forlod under stærk hyldest skolen. Samtidig måtte hun flytte fra sit hjem, den villa ved skolen, hun havde bygget i 1905, og hvor hun havde levet sine lykkeligste år sammen med lærerinder og kostelever. Hun blev boende i Svendborg sammen med en søster, tidligere skolebestyrerinde i Sakskøbing Louise H.

Trods manglende eksamen førte IH gennem en årrække selv elever op til almindelig forberedelseseksamen i dansk, tysk, engelsk og fransk. Når hun blev spurgt om sine hovedfag, svarede hun: “Energi og Samvittighedsfuldhed.” Efter Første Verdenskrig var den selvlærte bestyrerindetype, hun repræsenterede, blevet en anakronisme, men Ida Holsts Skole levede videre i bedste velgående. Den blev omdannet til fællesskole 1920 og har været en selvejende institution siden 1965.

Foto i Ida Holsts Skole, Svendborg og Omegns Museum.

Ida Fischer (red.): 100 år, Ida Holsts Skole, 1980. Ida Holsts Realskole 1880-1930, 1930. Bog og Naal, 1916, s. 191-92.

Hanne Rimmen Nielsen

 
Professioner
Lærere · Skoleledere
 
Organisationer
Ida Holsts Skole
 
Emneord
Pigeskoler
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Storstrøms Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon