Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Lone Hertz (1939 - )
Hertz, Lone

*1939, skuespiller.

*23.4.1939 i Kbh.

Forældre: grosserer Kay Bernhard H. (*1908) og Viola Aistrup (1911-98).

Bofælle: teaterdirektør ◊Stig Lommer, *19.6.1907 i Kbh., †28.6.1976 i Skagen, s. af bankkasserer Hans Christian Reinholdt L. og Olivia Margrethe Vilhelmine Lommer.

Bofælle: skuespiller Axel Strøbye, *22.2.1928 på Frbg., s. af herreekviperingshandler Ingvard Jacobsen og Alexcia Petersen.

Bofælle fra 1979: ingeniør Sven Erik Lindhardt, *24.5.1942 i Gentofte sg., s. af landsretssagfører Valdemar Bendt Vincentz L. og Sigrid Grønlund Sørensen.

Børn: Steen (1960), Tomas (1966), Micaëla (1968), Maria (1978).

Som 11-årig blev LH elev på Det Kgl. Teaters balletskole, men i 1956 blev hun ansat ved ABC-teatret under ◊Stig Lommers direktion, hvor hun forblev til 1961. Hun var elev på Privatteatrenes elevskole i 1960-61 og dernæst tilknyttet Det Ny Teater og Folketeatret, hvor hun bl.a. i samspil med ◊Henrik Bentzon var en ung og indtagende Cleopatra i Shaws Cæsar og Cleopatra i 1965. Samme år fik hun med ung sødme og blid kvindelighed stor succes som Jane i ◊Klaus Rifbjergs Udviklinger på Fiolteatret. “Amoralsk dejlig,” skrev en anmelder om hendes æggende stripteasedans i stykket. Instruktøren ◊Erling Schroeder så mulighederne i den unge LH og lod hende i 1964 spille Hedvig i Henrik Ibsens Vildanden på Ålborg Teater. Hele forestillingen var på gæstespil på Det Kgl. Teater, og LHs usædvanligt smukke præstation bevirkede, at hun 25 år gammel blev kåret til Århus-studenternes æreskunstner.

I disse år gik det stærkt for den søde og skælmske, men også dybt alvorlige LH. Hendes Nora i Ibsens Et dukkehjem på Folketeatret i 1967, der ligeledes var iscenesat af Schroeder, var mindst lige så fremragende som hendes Hedvig. “En af de allerstørste sceniske skikkelser i dette århundrede,” skrev Berlingske Tidendes teateranmelder ◊Svend Kragh-Jacobsen, der oven i købet havde oplevet både ◊•Bodil Ipsens og ◊•Else Skouboes Nora. I samspil med samleveren Axel Strøbye fremlagde hun en ny tolkning af rollen ved at betone muligheden for, at Nora kunne vende tilbage til hjemmet. I et interview udtalte hun, at der i forestillingen ikke var lagt vægt på en “kvindesagskvinde”, men på menneskers illusioner. LH var i en årrække, 1968-73 og i 1975, ansat ved Det Kgl. Teater. Her spillede hun flere hovedroller med vægten lagt på det sødmefyldte, som fx Ellen i ◊Gustav Wieds Skærmydsler og Lisbet i ◊Ludvig Holbergs Erasmus Montanus, og som Agnès i Molières Fruentimmerskolen, hvor hun videreførte traditionen fra ◊•Ingeborg Brams’ naturalistisk-indfølende figur. I de følgende år var hun ansat ved flere kbh.ske teatre, og bl.a. på Det ny Scala var hun en medrivende Hilde i Ibsens Bygmester Solness. I 1971 gæstespillede hun ved Ålborg Teater, hvor hun i samspil med Lars Passgård var en yndig Julie i Shakespeares Romeo og Julie.

En vis mathed over for skuespillervirksomheden bevirkede, at LH påbegyndte et universitetsstudium. Men da ◊Morten Grunwald i 1980 forlod direktørstolen på Bristol Teatret, overtog hun og •Malene Schwartz ledelsen. Der blev satset på et upolitisk teater. Det absurde teater, der hos Grunwald havde fået en renæssance, blev i LHs instruktion videreført i E. Ionescos Stolene i 1980 med vægten lagt på eksistentielle vilkår. Herudover blev der spillet moderne dansk dramatik som •Vita Andersens Elsk mig og klassikere som Ibsens Lille Eyolf, begge instrueret af LH. Et ønske om at overtage Aveny Teatret blev til virkelighed allerede i 1982. For LHs vedkommende blev det dog kun til to års ledelse, for efter Arne Skovhus’ død blev hun i 1984 udnævnt til rektor for Statens Teaterskole. Inden ansættelsen var der stor kritik af valget af hende, idet skolerådet havde indstillet forfatteren ◊•Ulla Ryum. Værre blev det, da hendes planer for skolen blev godkendt af Kulturministeriet, uden at skolerådet var blevet inddraget. LH ønskede uddannelsen udvidet med et fjerde år og desuden mulighed for at standse de elever, som ikke levede op til skolens forventninger. Som rektor ville hun have ansvaret for uddannelsen. Hun var imod den daværende styreform, som hun kaldte et lærer-elev-vælde. Hun fik gennemført flere af sine idéer, bl.a. en mere håndværksmæssig uddannelse, og selvom kritikken fortsatte, fastholdt hun sine krav ud fra en tro på sig selv. Hun forlod embedet i 1990 på grund af uindfriede løfter om en bedre økonomi og manglende samarbejdsvilje hos Kulturministeriet. Samtidig med rektorembedet blev det dog også til enkelte teaterroller, som fx Marquise de Merteuil i P.C. de Laclos’ Farlige forbindelser på Det Ny Teater i 1986.

Allerede i 1951 havde LH haft sin filmdebut som barnestjerne i filmen Hold fingrene fra mor. Der fulgte herefter flere filmroller, bl.a. en sødmefyldt Frøken Nitouche,1963, hvor hun med sit smittende humørfyldte spil var med til at gøre filmen til en folkelig succes. En helt anden figur skabte hun i 1964 i titelrollen i Tine efter ◊Herman Bangs roman, hvor hun alvorlig-troskyldig havde et fornemt samspil med ◊Jørgen Reenberg. Også i Radioteatret har LH været meget anvendt, og hun havde tidligt succes i TV-Teatret, bl.a. i Ionescos Enetime, 1962, hvor hun som den unge elev, kødelig i sin skolepigeuniform, måtte bukke under for ◊Erik Mørks dæmoniske professor. En anden tv-rolle var i J. Genets absurde skuespil Stuepigerne som den lille sammensunkne stuepige Claire.

LH var medlem af Teaterrådet 1988-91, og hun har gennem årene leveret flere debatindlæg i pressen for et bedre og mere fantasifuldt teater. Foranlediget af sit eget handicappede barn har hun forsøgt at skabe holdningsændringer hos politikerne omkring åndssvageforsorgen. Dokumentarfilmen Tomas – et barn du ikke kan nå fra 1980 var således et varmt forsvar for en moders kamp for sit barn. I 1992 skrev hun Sisyfosbreve, der åbenhjertigt skildrer sønnens lange sygdomsforløb. I de senere år har hun virket som oplæser, og 1993-94 har hun bl.a. indtalt Det Nye Testamente for Danmarks Radio og Det Danske Bibelselskab. I 1997 fik hun tildelt Hillary-Prisen for sit store sociale engagement. Hun har modtaget mange andre priser, bl.a. Filmfondens Pris 1965, Teaterpokalen 1965, Henkel-Prisen 1967 og Bodil Ipsens Jubilæumslegat 1990.

Foto i KB.

S.M. Clausen (red.): Aalborg Teater 100 år, 1978. Teater ET 52/1990.

Jytte Wiingaard

 
Professioner
Skuespillere · Direktører · Rektorer
 
Organisationer
ABC-Teatret · Det Ny Teater · Folketeatret · Bristol Teatret · Aveny Teatret · Statens Teaterskole · Teaterrådet · Det Kgl. Teater
 
Emneord
Teater · Teaterskoler · Film · TV · Radioteater · Handicappede
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon