Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Aagot Lading (1909 - 1963)
Lading, Aagot Henny

1909-63, rektor, historiker.

*5.7.1909 i Århus, †15.7.1963 i Kbh.

Forældre: værkfører August Frederik Frants Petersen (1876-1950) og Hilda Kristine Andersen (1874-1957).

Navneforandring til Lading 1917.

AL var en af dem, der tegnede den unge reformivrige generation i Dansk Kvindesamfund (DK) i 1930’erne, bl.a. som redaktør af DKs blad Kvinden og Samfundet 1936-43. Hun var blandt de første, der opdyrkede kvindehistorien som videnskabelig disciplin i Danmark, og som rektor for Rysensteen Gymnasium 1950-63 omsatte hun med succes sine kvindesaglige principper til pædagogisk praksis.

AL var den ældste af tre søskende og voksede op i en opadstræbende, kbh.sk arbejderfamilie. Faderen var værkfører og moderen, der stammede fra Norge, hjemmegående husmoder. Det opadstræbende kom bl.a. til udtryk i, at alle tre børn fik en uddannelse. Efter kommuneskole i Valby fortsatte AL i gymnasiet på Rysensteen. Hun tilhørte kategorien af “unge ubemidlede piger med alvorlige studiehensigter”, som hun senere selv døbte den gruppe, der havde nydt godt af miljøet på Rysensteen og rektor ◊•Maria Nielsens opbakning. Maria Nielsen blev hendes forbillede som historiker og fik stor betydning for hendes valg af akademisk løbebane. Efter studentereksamen 1927 begyndte hun at studere historie og engelsk ved Kbh.s Universitet og blev cand.mag. 1934. På studiet arbejdede hun bl.a. med Nordens historie, men som allerede hendes første artikler fra omkring 1930 viste, var hun usædvanlig belæst og bredt orienteret inden for etnografi, psykologi, litteratur og teologi. I samme periode blev hun aktiv i kvindebevægelsen, i første omgang i arbejdet for at forbedre kvindelige studerendes boligforhold. Bl.a. involverede hun sig i opførelsen af Kvinderegensen, der blev indviet 1932. Men selv blev hun boende hjemme hos forældrene og fik først egen lejlighed som 40-årig efter udnævnelsen til rektor.

I 1930 deltog AL i DKs første sommerlejr for unge kvinder på Danebod Højskole og skrev bagefter, at hun nu havde set “Kvindesagens Ansigt”, bl.a. ved mødet med ◊•Anne Bruun og andre pionerer. I de følgende år engagerede hun sig stærkt i organiseringen af et særligt ungdomsarbejde i DK, og sammen med •Stella Kornerup stiftede hun Dansk Kvindesamfunds Kbh.ske Ungdomskreds (DKKU) i 1933. Idealet om at kombinere erhvervsarbejde og familieliv var et kernepunkt for DKKU og fik også opbakning i DK. Det seksuelle spørgsmål, herunder de unges krav om en mere frisindet holdning til seksualoplysning, svangerskabsafbrydelse og ugifte mødres kår, var mere kontroversielt for DK, og ikke alle ældre var lige begejstrede for de unges initiativer. I 1936 kom det til et skisma, der indebar den farverige Kornerups afgang som formand for DKKU. Samtidig blev generationsskiftet gennemført ved ◊•Edel Sauntes valg til landsformand for DK og ALs overtagelse af redaktørstillingen på Kvinden og Samfundet efter ◊•Anna Koch Schiøler. Herefter blev ungdomsorganisationen mere “pæn” og strømlinet. ALs første redaktørtid blev ikke let. Der var kritik af den unge redaktørs linie, en kritik, der berørte alle aspekter af generationsopgøret: ungdommeligt letsind, københavneri, manglende religiøs respekt og venstreorienterethed. Hun red dog stormen af, og de følgende år fik hun ro til at udvikle bladets lødige kvindesaglige linie og sine egne stilistiske evner. Samtidig arbejdede hun fra 1934 på en ny udgave af DKs historie, en fortsættelse af ◊•Gyrithe Lemches Dansk Kvindesamfunds Historie fra 1912.

Færdiggørelsen af Dansk Kvindesamfunds Arbejde gennem 25 Aar i 1939 var en kraftpræstation af den kun 30-årige historiker. Bogen hviler på et enormt kildemateriale og er bygget op, så man følger “sagerne”, DKs arbejdsområder fra starten frem til nutiden, dog med vægten på de sidste 25 år. Dette struktureringsprincip var valgt med forbillede i den svenske historiker Lydia Wahlströms værk Den svenska kvinnorörelsen, 1933. Hovedlinien i ALs fremstilling var, at mens kvindernes arbejde for at opnå politisk repræsentation stort set var mislykkedes, så havde arbejdet med “sagerne” alligevel ført til resultater, især på to områder: den sociale lovgivning var blevet fremmet, og viljen til fred var blevet styrket i Danmark. ALs værk er et gedigent arbejde, der har stået sin prøve helt frem til i dag. Men reaktionen på udgivelsen var ikke den anerkendelse, som hun formentlig havde håbet på. Tværtimod opstod der i kølvandet på udgivelsen en voldsom strid om tolkningen af visse begivenheder i DKs historie. Lemche, hvis værk samtidig blev genudgivet med et tillæg om perioden 1912-18, reagerede med stærk vrede på ALs udlægning af stemmeretskampen og specielt Lemchefløjens nederlag 1918-19. Det var det skisma, hvor Lemches “rene kvindelinie” led nederlag til den fløj, der ønskede kvindernes inkorporering i det bestående politiske system. Det lykkedes dog nogenlunde for DKs forretningsudvalg at få dæmpet den utilfredse Lemche ned, uden at det kom til offentlig omtale, men hele affæren var stærkt ubehagelig for AL. Hun blev alvorligt syg, og et par år senere fik hun fjernet en underlivssvulst. Krigsårene blev dog samtidig en produktiv periode for AL, der i disse år stiftede bekendtskab med en ny, radikalt anderledes strømning i den internationale kvindehistoriske forskning.

I 1941 læste AL den svenske forfatter Elin Wägners nyudkomne bog Väckarklocka, og den gjorde et enormt indtryk på hende. Hendes oversættelse af den udkom året efter under den danske titel Ilden overlever Natten. Wägners budskab var, at man gennem at fremdrage kvindernes glemte, men betydningsfulde historiske rolle, ville få et redskab til at bevidstgøre kvinderne og dermed udforme en ny, mere radikal feminisme. Gennem Wägner stiftede AL også bekendtskab med internationale matriarkatsteorier, og sammen med ligesindede indledte hun en jagt i Danmarks fortid efter spor af matriarkatet. Resultatet heraf kan aflæses i hendes syntetiserende fremstilling Kvindens Stilling i det danske Samfund, 1943, hvor hun havde forladt den gængse fremskridtstænkning og i stedet beskrev kvindernes historie som en V-formet bevægelse med højdepunkterne i kvindens indflydelse i oldtiden og til dels i nutiden. Wägners tanker var også en af inspirationskilderne bag den nye organisation Folkevirke, som ◊•Bodil Koch og AL i 1944 tog initiativ til. Den umiddelbare anledning var katastrofevalget i 1943, hvor kun to kvinder opnåede valg til Folketinget, og formålet var at starte en folkelig kvindevækkelse, der skulle bevidstgøre og aktivere kvinderne politisk. Koch blev formand for Folkevirke, AL medlem af forretningsudvalget og fra 1946 medlem af redaktionen for Folkevirkes blad I Dag. I 1944 udgav hun sammen med •M.A. von Lowzow Kvinderne og Folkestyret, der var den første af en række pjecer, som Folkevirke udsendte. Efter sin ansættelse som gymnasielærer 1943 måtte AL skære ned på sin indsats, men hun blev dog siddende i forretningsudvalget til sin død. At arbejdet i Folkevirke havde haft effekt, gav hun udtryk for i sit bidrag til samleværket Den danske Rigsdag, 1950, hvor hun fremhævede, at der med en stigning fra 4% i 1918 til 12% i 1948 var sket et “gennembrud” i kvinderepræsentationen.

Fra starten havde det været ALs ambition at blive gymnasielærer, men akademikerarbejdsløsheden i 1930’erne førte hende i stedet ind på en levevej som skribent og løstansat underviser, bl.a. underviste hun ved Det Trierske Faglærerkursus og Den Internationale Højskole i Helsingør. Nu vendte hun tilbage til sin gamle skole, og allerede efter syv år som adjunkt udnævntes hun i 1950 til Rysensteens nye rektor efter •Anne Marie Bo. Hun blev således den fjerde kvinde og den tredje historiker på posten. Skolen var stadig som i ALs skoletid en pigeskole, med et vist demokratisk præg og med ambitioner på pigernes vegne. Det var traditioner, som hun gjorde sit yderste for at føre videre. Hun blev en krævende, men også afholdt rektor, og den kvindesaglige linie i hendes ledelse var tydelig. Allerede i 1939 havde hun som led i et internationalt projekt undersøgt kvindebevægelsens repræsentation i danske skolebøger. AL var i høj grad tidligt ude med sit krav om, at den juridiske ligestilling også burde føre til en ny kvindelig synsvinkel i undervisningen, og hun eksperimenterede selv med at integrere kvindehistorien i den almene historie. Skolens bestræbelser blev dog især rettet mod at anspore pigerne til at tage uddannelse og selverhverv, og det var en sejr, da AL i 1950 kunne dokumentere, at 70% af Rysensteens elever siden 1921 havde fået udeerhverv. Det lå i hele tonen på skolen, at videreuddannelse var det naturlige fremtidsperspektiv, og at kærester og forlovelser burde udskydes til senere. Efter Anden Verdenskrig blussede den gamle diskussion om fællesskole kontra kønsopdelt skole op igen. Trods de kvindesaglige argumenter for fællesskolen synes AL af emotionelle grunde at have foretrukket pigeskolen. Det blev tydeligt efter ansættelsen på Rysensteen, hvor hun blev fortaler for at bevare pigeskolen ud fra det synspunkt, at det var bedst for pigerne at udvikle sig for sig selv. I 1958 kom meddelelsen om, at skolen skulle omdannes til fællesskole, og hun bøjede sig som loyal embedsmand for det uundgåelige. I sine sidste fem år som rektor stod hun altså i spidsen for en blandet skole med både drenge og piger. AL opnåede adskillige tillidsposter, herunder som formand for Pædagogisk Selskab 1958-60.

Hele livet befandt AL sig i en datterrolle, først til forældrene, senere til en række ældre veninder, og hun realiserede aldrig sit ideal om at forene selverhverv og familieliv i et jævnbyrdigt ægteskab. På flere måder synes omkostningerne som enlig karrierekvinde i 1940’erne og 1950’erne at have været høje. AL var et udpræget pligtmenneske, der aldrig havde sparet sig, en “arbejdsbi” kaldte hun sig selv. Fra hun var ung, havde hun haft et skrøbeligt helbred, og i 1963 blev hun alvorligt syg af kræft. Hun blev kun 54 år, men det er imponerende, hvad hun nåede. Som kvindehistoriker og pædagog var AL langt forud for sin tid, og hun var den første, der i en dansk sammenhæng introducerede en teoretisk debat om kvindehistoriens synsvinkler og metoder.

Foto i KB, Rysensteen Gymnasium.

Marianne Alenius (red.): Clios døtre, 1994.

DKs arkiv i Kvindehistorisk Samling.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Hanne Rimmen Nielsen

 
Professioner
Rektorer · Skoleledere · Akademikere · Redaktører · Kvindesagsforkæmpere
 
Organisationer
Dansk Kvindesamfund · Kvinden og Samfundet · Rysensteen Gymnasium (se Laura Engelhardts Skole) · Dansk Kvindesamfunds Københavnske Ungdomskreds · Folkevirke · Pædagogisk Selskab
 
Emneord
Historie · Kvindepolitik · Gymnasieskolen · Ungdomsorganisationer · Faglitteratur · Gamle kvindebevægelse · Kvindehistorie · Engelsk filologi · Pigeskoler
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne
 
Regioner
Århus Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon