Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Anne Marie Nielsen (1944 - 1999)
Nielsen, Anne Marie

1944-99, direktør.

*20.5.1944 i Kbh., †9.10.1999 i Nødebo sg.

Forældre: revisor Povl Erik Christian N. (1909-95) og Inge Margrethe Froerlund Nielsen (*1915).

~20.4.1989 med filmfotograf Lothar Küter, *11.11.1950 i Mölln, Tyskland, s. af Werner K. og Ella Bandlow.

Efter studentereksamen fra Falkonergårdens Gymnasium 1963 påbegyndte AMN økonomistudiet, der blev afsluttet i 1969 på Kbh.s Universitet. Under studiet var hun politisk aktiv i partiet Liberalt Centrum og tog levende del i den politiske debat. I 1969 blev hun som en af de første kvinder ansat i en akademisk stilling i Danmarks Nationalbank, fra 1971 med titel af fuldmægtig med opgaver knyttet til nationalbankdirektør ◊Erik Hoffmeyers direktionssekretariat. Hun forlod banken året efter for at blive investment manager i Det Kbh.ske Reassurance Compagni. Efter blot to år gik karrieren videre til Dannebrog Holding, der samlede trådene i de Wedell-Wedellborgske virksomheder, dengang koncentreret i rederiet Dannebrog, hvor hun 1974-79 beklædte stillingen som finansdirektør. 1980-82 fortsatte hun som direktør i Aktieselskabet Nordisk Gjenforsikringsselskab, og efter en kort ansættelse i Balticakoncernen tiltrådte hun som administrerende direktør i DMK-Holding i 1985.

DMK, en forkortelse for Det Moderne Kontor, var stiftet i 1966 af Svend Aage Schaadt med leasing af kontormaskiner som hovedformål, men havde efterhånden udvidet sit arbejdsfelt ganske betydeligt. Da Schaadt i 1986 trak sig ud af den daglige drift, blev AMN administrerende direktør og fik til opgave at tilpasse virksomheden den såkaldte Lex Koch-Nielsen, der var opkaldt efter DMKs medejer, advokat Robert Koch-Nielsen. Denne lov fra 1984 var rettet mod skattespekulationer ved køb af anparter især i skibs- og hotelprojekter. Lettere blev det ikke af, at loven fik tilbagevirkende kraft, og snart efter blev den ene leasingkontrakt efter den anden underkendt af skattemyndighederne. Efter lange og meget svære forhandlinger lykkedes det AMN at etablere et forlig med skattemyndighederne. Ikke mindst dette skabte stor respekt om hendes evner som en særdeles kompetent forhandler på højt niveau.

I 1989 blev DMK overtaget af Sydbank, og i den forbindelse blev AMN fritstillet. Kort tid efter tiltrådte hun en ny krævende stilling som udviklingsdirektør i Statsanstalten for Livsforsikring, der i 1990 blev privatiseret og købt af Baltica under navnet Danica. Opgaven var her at lede selskabet ind på nye forretningsområder inden for finans- og bankvirksomhed. 1993-97 var hun administrerende direktør i Finansieringsselskabet Gefion, der blev oprettet for at rydde op og afvikle fejltrin bedst muligt efter den økonomiske nedtur i Balticakoncernen, forårsaget bl.a. af tabsgivende investeringer på Gibraltar. Ganske vist var konjunkturerne oprydningen venligt stemt, men der er næppe tvivl om, at AMNs indsats var med til at begrænse de økonomiske tab, og selvom selskabet var tænkt og skabt som et afviklingsselskab for forsikringskoncernens mange fejlslagne satsninger, så lykkedes det hende at udvikle finansieringsselskabet til en sund og levedygtig virksomhed.

I 1997 forlod AMN Gefion for at samle sin indsats om bestyrelsesarbejde. Hun var blevet medlem af bestyrelsen for Kbh.s Havn, hvor hun 1993-99 var formand, udpeget af regeringen. Desuden sad hun i bestyrelsen for Freja Ejendomme, Rederiet Dannebrog, Kbh.s Lufthavne samt Dansk Olie og Naturgas, og senest blev hun tilknyttet bestyrelsen i Grønlands Geologiske Undersøgelser. Privat var hendes store interesse naturoplevelser og vandreferier med telt og rygsæk i polarområder, og hun var formand for den danske afdeling af Verdensnaturfonden. Ved AMNs tidlige død mistede dansk erhvervsliv en af sine få kvindelige sværvægtere.

Henrik Fode

 
Professioner
Direktører · Akademikere
 
Organisationer
Danmarks Nationalbank · Det Københavnske Reassurance Compagni · Dannebrog Holding · Aktieselskabet Nordisk Gjenforsikringsselskab · DMK-Holding · Statsanstalten for Livsforsikring · Finansieringsselskabet Gefion · Københavns Havn · Freja Ejendomme · Rederiet Dannebrog · Københavns Lufthavn · Grønlands Geologiske Undersøgelser · Verdensnaturfonden
 
Emneord
Økonomi · Finansieringsselskaber · Forsikringsselskaber · Finanssektoren
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon