Johanne Ottosen (1864 - 1921) Ottosen, Johanne Pauline
1864-1921, sanatoriebestyrer. *15.8.1864 i Lesje, Norge, †23.8.1921 i Søllerød sg. Forældre: gårdejer Pål Trondsen (*1818) og Anne Olsdatter (*1821). ~10.4.1897 med sanatorieforstander ◊Jacob Carl O., *26.7.1864 i Elling sg., †12.5.1942 i Søllerød sg., s. af gårdejer Otto Christian Jensen og Ane Johanne Christensen. JO var født i Norge, men voksede op i USA, hvortil forældrene tidligt immigrerede, da de fandt fædrelandet for intolerant i religiøs henseende. På det adventistiske Battle Creek Sanatorium i staten Michigan under ledelse af J.H. Kellogg blev JO 1896 uddannet til sygeplejerske og massøse. Hun gennemgik også kurser i ernæring og diætetik og begyndte at studere medicin, men måtte opgive det på grund af svigtende helbred. Under et tidligere ophold på adventisternes skole i Battle Creek havde JO truffet Carl O., og da han i 1896 havde taget medicinsk embedseksamen ved Kbh.s Universitet, giftede de sig og slog sig ned i Danmark. I Frederikshavn, hvor adventisterne fra 1897 havde skole, arbejdede ægtefællerne for etableringen af kurstedet Frydenstrand Badesanatorium. Efter studierejser til bl.a. Tyskland og Østrig gik de også aktivt ind i opbygningen af Skodsborg Sanatorium i 1898, hvis direktør og overlæge ægtefællen blev i 1900. Ligesom på Frydenstrand Badesanatorium beklædte JO stillingen som bestyrerinde. Begge sanatorier blev drevet af det adventistiske Skandinavisk Filantropisk Selskab, der også stod for en række andre initiativer til fremme af en sund, afholdende og vegetarisk levevis hos sunde og syge. JO kom efterhånden til at indtage en fremtrædende rolle i dette arbejde, bl.a. skabte hun forskellige sundhedsfødevarer, deriblandt en række vegetabilske køderstatninger, som blev sat i produktion på adventisternes kbh.ske virksomhed Den sanitære Fødevarefabrik, senere Nutana. Hun forfattede også et par vegetariske kogebøger, bl.a. Rationel Ernæring og Madlavning, 1908. I de første årtier af 1900-tallet havde afholdsbevægelsen en betydelig tilslutning i Danmark, og JO spillede en fremtrædende rolle i Dansk Afholdsforening og i Det hvide Baand, en kristen afholdsforening for kvinder, som også havde andre sociale formål såvel som kvindernes valgret på programmet. I forbindelse med afholdssagen var JO en flittig foredragsholder både her i landet, i det øvrige Norden og i Sønderjylland. Hun var medstifter af Sundhedsforeningen i 1899, formand for Vegetarisk Forenings Kbh.s afdeling 1912-17 og fra 1911 medlem af Sundhedsudvalget under Danske Kvinders Nationalråd. Efter JOs død fortsatte ægtefællen sanatoriedriften, fra 1923 med sin anden hustru •Carla O. som bestyrerinde. Arne Hall Jensen og Carla Ottosen: En kampens mand, 1958. Tidens Kvinder 36/1921. Sundhedsbladet 10/1921.
Signe Mellemgaard
Sygeplejersker · Massører · Foredragsholdere · Forstandere
Frydenstrand Badesanatorium · Skodsborg Sanatorium · Skandinavisk Filantropisk Selskab · Den sanitære Fødevarefabrik · Dansk Afholdsforening · Det Hvide Baand · Sundhedsforeningen · Vegetarisk Forening
Fødevarer · Udenlandske uddannelser · Udlandsophold · Sanatorier · Kogebøger · Ernæring · Afholdsbevægelsen · Sygepleje · Adventisme
1800-tallet · 1900-tallet · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
Norge
|